Naveed Baig |
27. august 2009
Det er glædeligt, at Den Danske Kvalitetsmodel for sundhedsvæsnet nu anerkender patienters religiøse behov – men der er langt fra model til virkelighed, mener imam Naveed Baig
Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (
IKAS) udsendte i sidste uge (17.08.09) Den Danske Kvalitetsmodel for sygehuse til bl.a. de danske regioner med intention om anvendelse.
Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt og tværgående kvalitetsudviklingssystem for sundhedsvæsenet, der udvikles i et samarbejde mellem stat, regioner, kommuner og erhvervsliv.
Målene er utopiske Medierne har godt nok rapporteret nyheden om kvalitetsmodellen, men så vidt jeg har læst, har intet mainstream-medie fokuseret på, hvad det egentlig er, der skal implementeres.
Det er uden tvivl en ekstraordinært utopisk plan. Man kan ikke engang nøjes med at kalde den for ambitiøs eller udfordrende.
Fra der, hvor vi står nu i sundhedsvæsenet og til de mål der søges fodfæstet, er der langt - mildt sagt. Måske har det noget at gøre med, at det er udenlandske akkrediteringsorganisationer (ISQua er den eneste i verden, som akkrediterer), som har givet konsulentbistand og grønt lys til DDKM.
Men det skal dog siges, at indholdet er fyldestgørende, meget godt gennemtænkt og et skridt i den rigtige retning. Der er også flere interessante standarder i den.
Glædeligt, at patienternes religiøse behov nu tilgodeses
Set fra min vinkel er det oplagt og glædeligt, at
der fremsættes standarder for, at patienternes religiøse og kulturelle behov skal tilgodeses.
Det har der længe været brug for – ikke kun for minoriteterne med bl.a. muslimsk, katolsk baggrund osv. - men også for majoriteten med protestantisk- luthersk baggrund.
Disse standarder findes - eksempelvis for uhelbredelige syge - i
WHO’s definition af, hvad palliativ pleje er, hvor de psykologiske og spirituelle aspekter medtænkes i plejen. Men det giver en helt anden betydning på nationalt plan, at standarderne kommer fra egne rækker.
Denne standard – som er rettet imod hele institutionen - lyder sådan:
”Institutionen respekterer og understøtter patientens religiøse og kulturelle behov.” Hospitalernes ansvar at identificere religiøse behov
Derudover skal afdelingerne lave retningslinjer for hvordan institutionen identificerer og understøtter de religiøse og kulturelle behov.
Ydermere skal disse retningslinjer omfatte:
”f.eks institutionens tilbud til opfyldelse af patientens kostønsker, håndtering af patientens blufærdighed, pastoral støtte og religiøse behov ved dødsfald.”Det centrale her er, at institutionen skal identificere. Sagt med andre ord, er det institutionens ansvar at finde ud af om patienten har religiøse og/eller kulturelle behov. Det bringer (forhåbentlig) en ændret kultur med sig af mere åbenhed omkring religion og kultur.
Her må kommunikationen og dialogen være tip top for at personalet kan afdække behovene og oplyse om de muligheder, som institutionen kan tilbyde.
Patienter ved ikke, at de har mulighed for religiøs støtte
I dag har man hospitalspræster fra folkekirken tilknyttet næsten alle sygehuse i Danmark, men det er ikke altid, at personalet giver tilbuddet videre til patienter/pårørende.
Hvad gejstlige fra andre trosretninger angår, er der ikke nogen, som endnu er fast ansat på danske sygehuse. Der er enkelte tilknytninger med f.eks. imamer og katolske præster. Rigshospitalet er det eneste sygehus, hvor der er et særskilt bederum/stillerum for muslimer.
Mange patienter og pårørende ved ikke, at de har mulighed for at tilkalde én fra deres eget religiøse/åndelige ståsted til besøg. For et par uger siden, da jeg var på Rigshospitalet, kom der en tyrkisk mand ind på kirkekontoret for at spørge om registrering af nyfødte.
Da vi faldt i snak og han spurgte til mig, fortalte jeg ham om mine funktioner (projektleder og tilknyttet hospitalsimam). Han ville derefter have mig op på afdelingen for at give kald til bøn i hans nyfødtes øre og have en samtale. Han vidste ikke, at funktionen fandtes. Der er også andre eksempler af den slags.
Afdelingerne skal udrustes til opgaven
Hvis man ser bort fra de andre standarder et øjeblik (der dækker alt fra dokumentation og datastyring til hygiejne og sygdomsspecifikke akkrediteringsstandarder) og kun koncentrerer sig om denne standard, er det store skridt, der skal tages – både praktiske og holdningsmæssige.
Det er klart, at denne standard vedrører alle religioner og kulturer. Der må afdelingerne internt drøfte, hvordan de bedst kan imødekomme og give tilbud til deres patienter.
Afdelingerne skal have kontaktoplysninger på gejstlige og generelt rustes til bedre kommunikationsfærdigheder, så de kan spørge patienter/pårørende om evt. kostønsker og særlige ritualer før og efter dødsfald.
Afdelingerne står selv i dilemmaer og usikkerhed f.eks. ved dødsfald. Derfor er det vigtigt for personalet også selv at have kendskab til, hvad man gør, hvis f.eks. en muslimsk patient er død, og familien ønsker en hurtig begravelse. Hvem kontakter man? Og skal der tilkaldes en katolsk præst til en patient, som vil have sin sidste olie osv.
Modellen er eksemplarisk, men blot en model
For mange hospitaler er etniske minoritetspatienter et område, som tit henføres til projekter med ekstern finansiering, hvor hospitalerne har svært ved at koordinere indsatsen og integrere tiltagene i egen drift.
Med de nye DDKM standarder har Danmark fået en eksemplarisk model, som forhåbentlig kommer både borgerne og de ansatte til gode. Men det er stadigvæk en model og ikke meget mere. Og der er langt fra model til drift.
Naveed Baig er imam og projektleder på Kristen-Islamisk Studiecenter.
Artiklen er et forkortet blog-indlæg. Du kan læse hele blog-indlægget her.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk