Det er et rimeligt fornuftigt indlæg Iram Asif kommer med, men jeg kan dog godt finde et par ting at sætte spørgsmålstegn ved:


"Skulle vi ikke hellere diskutere, hvor Danmarks tolerance er blevet af og invitere til en diskussion om ligeret, uanset tørklæde eller ej?"

Nu er det jo ikke nødvendigvis sådan at man skal være tolerant over for alt. Jeg er lidt ligeglad med hvordan kvinder (eller mænd) klæder sig. Jeg ser gerne at kulturene blandes og udveksles, så for mig er problemet med tørklædet at det er en en-vejs kulturudveksling med den muslimske verden. Og det betyder at den muslimske kultur vinder frem, på bekostning af den vestlige kultur, og det ønsker jeg bestemt ikke, da den muslimske kultur har meget, meget, meget lidt positivt at bidrage med.


"muslimer skelner ikke imellem en privat og en offentlig religionspraksis."

Religion har ingen plads i det offentlige rum. Den muslimske verden er jo et skræmme-eksempel på hvad der sker når religion begynder at diktere hvordan et samfund skal skrues sammen. Vesten har arbejdet hårdt i de sidste par hundrede år for at blive sekulær - det skal vi ikke bare smide overbord.


"Religion har en altomfattende betydning, der sætter etik og moral centralt."

Men er der nogen som i ramme alvor ønsker den form for etik og moral som følger med islam??


Herefter kommer Iram Asif med 5 bud på hvorfor nogle går med tørklæde. Men 2 af budene er for mig at se modstridende: det teologiske bud bruger koranen som argument, og det liberal bud siger at koranen ikke kan bruges som argument. Jeg er forvirret.


Under diskussionen om 'Det teologiske bud' skriver Asif:

"Tørklædet opfattes som den gældende norm og som obligatorisk i forestillingen om kvinders anstændige påklædning."

Hvilket naturligvis er kvindeundertrykkende, hvis der ikke samtidigt sættes nogenlunde tilsvarende rammer for hvordan en mand skal gå klædt for at være anstændig.


Det liberal bud angiver tilsyneladende at tørklædet er "karakteristisk i visse kulturers anvisninger i kvinders påklædning". Igen er det kvindeundertrykkende forskelsbehandling hvis der ikke også er anvisninger for mænd. Vi er langt om længe sluppet af med det meste af den slags i Danmark, det vil vel være et tilbageskridt at begynde igen at tillade nogle at komme med anvisninger for det ene køns påklædning?


Går vi videre til det antropologiske bud, så lyder det:

"Ydermere ser mange muslimske kvinder tørklædet som et symbol på kyskhed, hvor argumentet lyder, at kvinder som går med tørklæde afseksualiserer det sociale rum."

Hvorfor er det kvinders opgave at afseksualisere det social rum? Hvorfor skal muslimske mænd ikke gøre deres?
Og hvorfor er der en sådanne pervers fokus på kvinders kyskhed, men ikke på mænds kyskhed? Ville der ikke være noget sygeligt i hvis jeg var stærkt interesseret i min nabos 16-årige datters mødom?


"For det er i virkeligheden det svar du finder hér, som danner grundlag for din vilje til tolerance og accept."

Man hører så tit muslimer tale om at vi andre skal tolerere og acceptere muslimer/islam. Som om den muslimske verden er berømmet for sin tolerance! Der var vistnok engang i 1200-tallet... men det er længe siden.
Vi skal tolerere mennesker, men ikke en hvilken som helst ideologi.

Med risiko for at lyde som et medlem af Dansk Folkeparti: så længe jeg (og alle andre ateister) står på den officielle islamiske torturliste (bedre kendte under navnet 'koranen') så er det begrænset hvor meget tolerance islam eller islamsk baserede kulturer skal forvente fra min side.

Iram Asif indleder sin kritik af dansk intolerance med at stille nogle spørgsmål, som han selv besvarer:

citat:
"Hvorfor diskutere flere tolkninger?

Mine spørgsmål lyder: Hvor mange gange har vi ikke stillet spørgsmålstegn ved, hvad det muslimske tørklæde betyder? Kan vi fiske flere innovative begrundelser frem? Kan vi overhovedet gøre os kloge på, hvorfor nogen muslimske kvinder vælger at integrere tørklædet i deres påklædning, mens andre ikke gør?

Skal vi diskutere flere fortolkninger, når vi endnu ikke har gjort os kloge på de eksisterende?

I min optik handler diskussionen om tørklædet ikke kun om tro og tolkning. De begrundelser har vi diskuteret os mætte på. Vi har også været inde på sekulære vis-a-vis religiøse begrundelser: muslimer skelner ikke imellem en privat og en offentlig religionspraksis. Religion har en altomfattende betydning, der sætter etik og moral centralt.



Fortolkningen af hvad muslimske kvinders tilsløring betyder svæver jo ikke helt frit i luften, men gives af islam selv i dens hellige skrifter, i sharia loven og i den muslimske tradition.

At der findes forskellige fortolkninger og traditioner inden for islam selv ændrer ikke ved det faktum, at tilsløring – hijab – pålægges i Koranens Sura 33,53; 33,59; 33,32f og Sura 24,31:

citat:
”Påbyd troende kvinder at vende blikket bort fra fristelse og bevare deres dyd; at tildække deres ynder – undtagen dem, der normalt vises; at trække deres slør sammen over barmen og ikke at fremvise deres stads undtagen for deres mænd.”



Muslimske teologers forklaring på oprindelsen til hijab er, at den blev pålagt af Gud for at behage én person, nemlig Umar ibn al-Khallab. De henviser til traditionen ifølge hvilken Umar en dag sagde til profeten:

citat:
”De fromme og de ryggesløse har let adgang til dit hus og ser dine hustruer. Hvorfor beordrer du ikke mødrene til alle troende til at dække sig?”



Hvorefter Muhammad modtog de åbenbaringer (Sura) jeg har citeret ovenfor.

Ifølge en anden version, der tilskrives Aisha (profetens barnebrud og yndlingshustru, som han fuldbyrdede ægteskabet med da hun var 9 år gammel), rørte Umar uforvarende ved hendes hånd og undskyldte sig ved at sige, at hvis han havde haft magten, ville ingen være i stand til at kaste et stjålent blik på hende.

En tredje version genfortælles af historikeren al-Tabari: Hijabs egentlige funktion er at tildække awra´en, som ingen har nogen ret til at se. Med awra menes ”de skammelige dele af kroppen og de dele, vi skjuler af hensyn til vores værdighed og stolthed. Hvad kvinder angår, er de helt awra."

Hvad awra angår for kvinder synes ingen at være enige. Ifølge hanafitterne må kvinder gerne vise ansigt og hænder, blot det ikke leder til fristelse, forførelse eller ufred. Ifølge de tre andre sunnimuslimske retsskoler, må en kvinde kun blotte sit ansigt og sine hænder i en nødsituation – hvis der f.eks. er behov for lægehjælp. Hanafitternes liberale indstilling er kun tilsyneladende og ikke virkelig – i virkeligheden skal en kvinde blot smile og se køn ud, for at ulema (de retslærde) pålægger hende at tage sløret på. Det tilrådes endog gamle kvinder at gå tildækkede: ”Det skal ikke være nogen overtrædelse, hvis gamle pebermøer, som ikke har noget håb om at blive gift, lægger deres kapper uden at åbenbare deres ynder. Men det er bedre, hvis de ikke lægger dem” (Sura 24,60).

De, som ønsker at kvinders ansigter og hænder skal være utildækkede, støtter sig til følgende hadith, der tilskrives profetens yndlingshustru Aisha:

citat:
”Asma, datteren af Abu Bakr (og Aishas søster) stod en dag ansigt til ansigt med profeten uden at hun bar slør. Profeten sagde til hende: ”Asma, en voksen kvinde burde kun vise dette: - og han pegede på hendes ansigt og hænder.”



Tilsløringen er ikke blot et symbol på kvinders trældom; den symboliserer også faderens, broderens og ægtemandens komplette mangel på tillid til kvinden og samtidig deres trang til at eje hende. For broderen og faderen er hun en handelsvare, som ikke må tilsmudses; og for ægtemanden er hun en genstand til brug i hjemmet, og som omhyggeligt skal indpakkes og gemmes af vejen, for at andre ikke skal begære hende. Selv har kvinden intet at skulle have sagt i dette og andre trosspørgsmål.

Spørgsmålet er så, hvordan vi som demokratiske borgere bør forholde os til et symbol på kønsracisme og undertrykkelse som muslimske kvinder er tvunget til at fremvise i det offentlige rum, hvis deres fædre eller ægtemænd forlanger dette med henvisning til islamisk lov og tradition?

Eller sat på sin logiske spids: Skal vi i tolerancens navn acceptere den intolerance og kønsdiskrimination det muslimske tørklæde både er et konkret udtryk for og symboliserer?

Ifølge Samia Labidi er svaret nej: “At tolerere intolerancen er at dræbe harmoni og dialog mellem kulturer”.

Men det rejser blot det dybere spørgsmål om multikulturalismen overhovedet er forenelig med det demokratiet fordrer? Er multikultiralismen overhovedet realistisk?

Når man ikke ser virkeligheden, som den er, så bliver ens politiske kurs urealistisk. Den realistiske politik, som vil undgå parallelsamfund, og som vil bevare kontinuiteten i den lokale kultur med dens givne sprog og omgangsformer, gøres til racisme og fremmedhad. I stedet hævder man, at samfundet skal være multikulturelt. Der stilles krav om at alle kulturer skal stilles lige overalt. Indvandrere skal ikke være forpligtede til at integrere sig i den lokale kultur; men denne skal tværtimod være forpligtet til at give plads for de fremmedes kultur.

Dette miltikulturelle ideal har i dag for mange fået stilling som ubetinget moralsk holdepunkt. Som en værdi, som man ikke kan være imod, uden at være fremmedfjendsk eller racist. Således er det ikke blot blevet brugt i den almindelige politiske debat af både politikere og intellektuelle. Men således er det også blevet brugt af menneskeretsobservatører, som er tilknyttet organer som EU og FN. Det ligger som en mere eller mindre skjult forudsætning for deres bedømmelse af menneskeretssituationen i de forskellige lande.

Det er indlysende, at vi her er havnet i en politisk uholdbar situation. På den ene side har vi en indflydelsesrig elite, som politisk kæmper for det multikulturelle ideal. Og på den anden side hviler dette ideal på en illusion.

Det multikulturelle ideal er en logisk konsekvens af, at man gør den naturlige præference for omgang med folk med samme kulturbaggrund til racisme – og dermed til noget etisk forkasteligt. Men eftersom forudsætningen er falsk, står det multikulturelle ideal uden grundlag. Det modsiger virkeligheden. Man kan ikke have et samfund, hvor der er ligeværdighed, og hvor alle kan omgås gnidningsfrit, uden at man har en fælles lokal kultur og et fælles sprog. Og et ægte multikulturelt samfund er derfor en illusion. Det er ikke et samfund, men kaos og opløsning.

Skal vi undgå at ende dér, så skal vi – og altså vor politiske og intellektuelle elite – først og fremmest erkende illusionen i det multikulturelle ideal. Vi skal erkende, at det, som mange i Vesten nu oplever og betegner som multikulturelle samfund, ikke er ægte. Det er illusioner, som kun lever på basis af traditioner, som ikke er multikulturelle, men som hører til en konkret historisk kultur, som de er ved at undergrave. Der er for eksempel mange, som nu betegner England som et multikulturelt samfund. Men Englands politiske kultur lever ikke på multikulturelle traditioner. Den lever på engelske traditioner; og når de ikke længere er stærke nok, hvad så med den politiske kultur?

Det er symptomatisk, at det er vestlige liberale demokratier, som overgiver sig til multikulturalismen, og som derved medvirker til at grave deres egen grav. Det er deres egen fordrejede idealisme, som fører dem til at acceptere en glidende underminering af deres sociale sammenhængskraft og følgelig deres evne til fortsat at opretholde de demokratiske frihedsrettigheder. Der er tale om en tragisk dynamik, som det kun er dem selv, der kan bringe dem ud af – hvis de kan.

Det kan her indskydes, at historien giver os andre eksempler på en tilsvarende fordrejet idealisme. Tænk blot på socialismen: Troen på, at man kan skabe et bedre samfund ved at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og indføre en politisk styret planøkonomi i stedet for det frie marked. For planøkonomien kan slet ikke fungere uden de oplysninger, der svarer til markedets priser; og markedet er en naturlig del af et frit samfund. Derfor blev de samfund, som strengt fulgte det socialistiske ideal, samtidig bundet i ufrihed. Deres tro på, at de var på vej mod en større social frihed byggede på en intellektuel illusion. Og multikulturalismens illusion er snarere større, fordi den angår noget endnu mere elementært.

Det multikulturelle ideal begynder med, at en naturlig præference for at omgås folk med samme kulturbaggrund gøres forkastelig og racistisk. En konsekvens heraf er, at der ikke længere stilles krav til indvandrerne om, at de skal integrere sig i den lokale kultur, men at der derimod stilles krav til denne kultur om, at den skal give plads til indvandrernes kultur. Og når dette så alligevel ikke lykkes, fordi det bygger på en illusion, og når indvandreren altså fortsat støder på særlige vanskeligheder, så er den næste konsekvens, at han betragtes som et uskyldigt offer for et racistisk samfund.

Hvor det realistiske syn på indvandrernes situation er, at de må regne med at støde på vanskeligheder i deres forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet i deres nye samfund, og at det primært er deres egen opgave at gøre alt, hvad de kan for at integrere sig, så bliver de i den multikulturelle optik til ofre.
Så er deres særlige vanskeligheder ikke konsekvenser af deres egen fremmede kulturbaggrund, som det først og fremmest er deres egen opgave at overvinde. Men så er deres vanskeligheder konsekvenser af et fremmedfjendst og racistisk samfund; og de selv er ofre for dette samfund og dets indbryggere.

Dette er multikulturalismens syn på indvandrerne med deres fremmede kulturbaggrund. Og multikulturalismen har i høj grad været medvirkende til, at indvandrerne har overtaget dette syn på sig selv. I stedet for at opfatte sig selv som ansvarlige for deres egen integration i den lokale kultur, så opfatter de nu i stedet sig selv som ofre for et racistisk samfund.

Det er indlysende, at integrationsproblemet skærpes, når indvandrere får den selvopfattelse. De får et syn på sig selv, som mindsker deres motivation til at gøre den nødvendige indsats for at integrere sig, og som derfor gør dem vanskeligere at integrere.

Modstanden mod at integrere sig i et demokratisk samfund kommer dog endnu stærkere fra islam selv. Demokratiet kræver, at lovene skal være menneskeskabte. Er islam i sin kerne forenelig med det?

Det korte svar er nej. I sin kerne bygger islam på, at den selv skal bestemme – eller danne grundlag for – lovene i samfundet. Muhammad var selv måde religiøs og politisk leder; og han var begge dele på samme tid. Det udmønter sig i, at Koranen selv indeholder en basal lovgivning på forskellige områder som familieret og strafferet. Desuden er der i islam en cfentral tradition for at supplere denne lovgivning med argumenter, som bygger på Muhammads eksempel. Og dermed går denne tradition på tværs af kravene til en rationel demokratisk debat.

Demokratiet kræver, at der skal være politisk ligeværdighed uanset religion og køn. Er islam i sin kerne forenelig hermed?

Når det spørgsmål stilles, så spørges der ikke kun om, hvad den eller den person, der selv opfatter sig som muslim, mener. Men der spørges om, hvad der faktisk står i Koranen, og hvad der i den herskende tradition faktisk fortælles om, hvorledes Muhammad har handlet. Det er et spørgsmål om at læse skrifterne objektivt og om at vurdere dem ud fra deres egen indre logik. Og i Koranen kan vi læse, at der faktisk er vers, som påbyder at gøre forskel muslimer og vantro og mellem mænd og kvinder – således som jeg har dokumenteret i indledningen af dette indlæg. De gør vantro sekundære i forhold til muslimer, og de gør kvinder sekundære i forhold til mænd. Og som disse påbud står i Koranen, så er de ikke forenelige med det demokratiske krav om politisk ligeværdighed for alle uanset religion og køn. Det gælder uanset, om der er muslimer, som vælger at se bort fra disse vers; også for dem må de være en stadig kilde til anfægtelser.

Efter en nøgtern og neutral analyse må man altså konkludere, at islam i sin kerne indeholder nogle påbud, som går på tværs af de holdninger, som kræves i et velfungerende demokrati. Sammenstødet er åbenbart; og det er helt elementært. Det gælder islam som ideologisk system.

Det er i dette bredere perspektiv at skuespillet om tærklædet og Iram Asifs spørgsmål må besvares:

citat:
”Skulle vi ikke hellere diskutere, hvor Danmarks tolerance er blevet af og invitere til en diskussion om ligeret, uanset tørklæde eller ej? ”



Problemet er ikke Danmarks manglende tolerance, men muslimers intolerance over for vantro og kvinder. Den tvang der ligger bag påbudet til de muslimske kvinder om at tilsløre sig i det offentlige rum er udtryk for en intolerance vi som demokrater bør bekæmpe, netop fordi vort samfund bygger på politisk ligevædighed, hvoraf følger ligestilling mellem kønnene.

Det er først og fremmest muslimer som vælger at bosætte sig her, der skal udvise tolerance over for vore normer og traditioner uden hvilke demokratiet ikke kan eksistere. Vi viser vor tolerance over for fremmede med en kulturel bagage der gør det til en moralsk (religiøs og politisk) pligt for dem, at erstatte værdier, normer og menneskeskabte love med islamisk lovgivning og muslimske traditioner, ved at byde dem velkomne på betingelse af, at de integrerer sig i vort samfund. Hvilket på sigt indebærer, at de bliver demokratiske borgere som er med til at opretholde demokratiet fordi de underkaster sig den etiske præmis om politisk ligeværdighed.

Islam er efter princippet om religionsfrihed anerkendt som et lovligt trossamfund på lige fod med alle andre anerkendte trossamfund. Denne anerkendelse indeholder imidlertid også pligter for ethvert trossamfund, nemlig ”at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”, jfr. Grundlovens paragraf 67.

Det er således op til den lovgivende og dømmende magt at trække de grænser som her er forudsat ud fra hvad der følger af demokratiet selv og vor kulturelle tradition. I sidste instans er det op til de demokratiske borgere at trække disse grænser ved at stemme på partier som trækker grænserne dér, hvor et flertal af befolkningen mener de bør trækkes.

Dér hvor multikulturalismen hersker viger man tilbage fra at trække sådanne grænser, især over for muslimer og islam, da dette erfaringsvis udløser alt fra vold og trusler til beskyldninger om racisme og islamofobi.

Det samme gælder islam som politisk ideologi – islamismen. Det har vist sig umuligt at skaffe flertal i Folketinget for at forbyde en fascistisk islamistisk forening som Hizb-ut-Tahrir, hvis mål er indførelsen af kalifatet, et theokrati der alene bygger på islamisk lov, analogt med hvad der i dag findes i Iran. Regeringen har sparket bolden og det politiske ansvar over på Rigsadvokaten, der nu i to omgange har vurderet, at det er tvivlsomt om et forbud vil få medhold ved domstolene. At risikere at blive underkendt af Højesteret er en risiko og politisk omkostning som ingen regering åbenbart tør løbe i dette land.

Når man ingen grænser vil trække i forhold til islam så er konsekvensen at samfundet bliver islamiseret, hvilket vil sige at dets kulturelle og demokratiske værdier ganske langsomt og bid for bid bliver udskiftet med islamiske værdier og traditioner.

Det muslimske tørklæde er i sig selv blot en af de mere uskyldige måder hvorpå islamiseringen finder sted. Men ligesom Muhammadkarikaturtegningerne blev en prøvesten for ytringsfrihed er tørklædet blevet en symbolsk prøvesten på hvor langt vi skal gå med den multikulturelle ideologi og hvor vi bør trække grænserne i forhold til det islam kræver, hvis vi skal kunne opretholde vor demokratiske samfund og kultur.

Tørklæder i gadebilledet og på jobbet er et synligt og markant udtryk for islams magt og indflydelse i samfundet. Derfor er det nok naturligt, at det netop er på dette felt at vi skal sætte hælene i og tage opgøret med islamiseringen og multikulturalismens utopiske lære.
Netop fordi muslimer og islamister forstår det principielle i sagen bliver tørklædet en politisk og religiøs kampplads.

Da Ataturk forsøgte at skabe en sekulær republik ud fra Europæisk demokratisk forbillede efter sammenbrudet af det osmanniske imperium, var noget af det første han forbød, allerede i 1923, netop det muslimske tørklæde. Var Ataturk da racist eller islamofob?

Nej – han var blot realistisk nok til at indse det samme som jeg her har redegjort nærmere for: At islam er uforeneligt med det demokratiet fordrer, og at af-islamisering af et samfund også fordrer en parathed til at fjerne islams symboler fra det offentlige liv.

Hilsen

Ipso Facto