Hvorfor er vi aldrig gode nok?

Det er et ejendommeligt synspunkt, at kristendommens idé om arvesynden skulle være bedre til at indgyde håb end humanismens insisteren på, at mennesket som udgangspunkt er godt.

Det overbeviser mildest talt ikke undertegnede om, at kristendommen har fat i noget rigtigt.

Religioner finder kun fejl
Tværtimod bestyrker det mig i, at religioner generelt har brug for at finde fejl ved mennesker for derved at kunne 'frelse' dem. Hvem har f.eks. nogen sinde hørt om, at nogen har ladet sig teste hos Scientology og fået det resultat, at alt er i sin skønneste orden?

Hvem har nogensinde konsulteret en numerolog og fået besked om, at alle tallene er helt optimale? Helt tilsvarende er der ikke nogen mennesker som i kristendommens øjne er gode - og dermed har religionen skabt sin egen legitimitet. Det er det ældste trick i bogen.

Jeg tror grundlæggende, at 'de mislykkede' har langt mere brug for empati, anerkendelse og kærlighed end for skyld og skam.

Kirken har et legitimitetsproblem
Bevisbyrden ligger ikke hos humanister, ateister og agnostikere, eller hvad vi nu vil kalde os. Jeg føler ikke, at jeg bør forsvare over for nogen, at jeg ikke tror.

Kirken derimod har et betydeligt legitimitetsproblem, som for øjeblikket åbenbart kan trylles væk gennem 'kritik' af humanismen.

Artiklen er et indlæg fra læserdebatten af ”NielsMøller”. Du kan læse hele debatten her.