Koranens definition af en troende omfatter alle, der tror på Gud - både muslimer, jøder og kristne:

"De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, Vi har forsynet dem med. Disse er de oprigtigt troende. De vil rangere højt for Herren og vil få tilgivelse og ypperligt underhold." (8:2-4)

"Vi vil visselig give enhver retfærdig og troende mand og kvinde et godt og rent liv. Og Vi vil (til sin tid) belønne dem for de bedste af deres gerninger." (16:97)

"De som tror på Koranen samt jøder, kristne og sabæer - enhver som tror på Gud og Den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet)." (2:62)

Mennesket skabes til et liv i ansvar og forpligtelse over for Gud og alt det, Gud har skabt. Mennesket adskiller sig nemlig fra Guds øvrige skabelse ved at bære kimen til intellekt og dermed fri vilje og mulighed for at træffe valg - heriblandt også at vælge eller fravælge Gud.

Mennesket skal dog stå til ansvar for sine handlinger, valg og fravalg.
Det fremgår af Koranen, at de, der aldrig har hørt om Gud, naturligvis ikke vil blive stillet til ansvar for deres manglende gudstro. Det er først i tilfælde af, at man har hørt om Gud og helt bevidst vælger at afvise Gud og/eller sidestiller noget med Ham, at det på en eller anden måde vil få konsekvenser, når regnskabet skal gøres op.

Du spørger: ”Hvis Gud har magt til alt og det er essentielt for et menneske at tro på Ham, hvorfor omvender Han så ikke alle mennesker til at være muslimer?”

Menneskene skal kappes i gode gerninger og koncentrere sig om det vigtigste i livet: at påbyde det gode og forhindre det onde ved at yde en kontinuerlig indsats for det fælles bedste – i stedet for at kives og strides:

”For hvert eneste fællesskab har Vi (dvs. Gud) foreskrevet en lov og en tydelig vej (shari’a). Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab (ummatan wâhidatan); men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides.” (5:48)

Og så spørger du, hvordan Han vælger mennesker, der senere konverterer til Islam? Det er ikke Gud, der vælger, hvem der bliver muslimer. Mennesket skal tage det første skridt ved at tage alle de mange tegn, som Gud sender til jorden, til sig.

Hvis menneskets søgen sker i oprigtighed og inderlighed, vil Gud vise det vejen. Der er tale om den enkeltes bevidste og aktive valg, der ikke har nogen gyldighed, hvis det sker under tvang.

"Gud vil vejlede dem, der higer efter vejledning." (19:76). "Der kan ikke være tvang i trosanliggender." (2:256)

Med hensyn til dit femte spørgsmål, så er de forskellige religioner en udfordring til fredelig sameksistens på trods af forskellighed. Gud sendte mange profeter for at vidne om budskabet. Jesus gjorde op med den formalisme, som mange jøder udviste.

Og Muhammed fik åbenbaret en vejledning, der dels bekræfter tidligere skrifter, dels lemper nogle tidligere forskrifter (eksempelvis er Koranens spiseforskrifter samt dens regler om rent og urent meget enklere end Det Gamle Testamentes) og dels korrigerer nogle vrangforestillinger, som havde sneget sig ind i folks gudsdyrkelse (eksempelvis Jesus' status som både Gud og menneske).

Koranen er Guds sidste vejledning til menneskene. Den rummer alt, hvad menneskene til alle tider og under alle omstændigheder har brug for at vide for at leve et rigt og harmonisk liv i fred med sig selv, med Gud og med omverdenen.

Du kan læse mere om forholdet mellem jødedom, kristendom og islam på dette link. Jeg håber, du hermed har fået svar på dine spørgsmål. Ellers er du velkommen til at vende tilbage.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
forfatter og foredragsholder