- Dumt, men ikke forbudt, at prædike politisk

Og sådan må de kristne handle, hvis ikke de vil miste deres sjæls salighed. Er det ikke en utidig sammenblanding af kristendom og politik?

Lidt senere, i 1542, i anledning af den såkaldte ”Würzen-fejde”, hævder han, at følger en kristen sin fyrste i en angrebskrig, så følger han ham til helvede.

Det er vel at gå ind i politik! Og det er den Luther, vi mener, vi retter os efter, når vi hævder, at religion og politik skal holdes adskilt. Hvordan hænger det sammen?

Guds lov sidder i samvittigheden
Lad os tage det sidste først! Luther gik ind for den naturlige lov. Og den naturlige lov, mener han, er Guds lov. Det vil sige, når den naturlige lov, altså den lov, som alle har siddende i samvittigheden, siger, at en angrebskrig er forkert, så er det Gud selv, der taler.

Og hvis en fyrste alligevel vil angribe, også selv om han ændrer betegnelse for sin krig og kalder det 'præventivt forsvar', så er det Guds lov, han overtræder, og det er Guds lov, der overtrædes af de soldater, der følger ham.

Og tager vi det andet eksempel, så har vi her kimen til vore dages krav om ytringsfrihed, et krav, der baserer sig på den naturlige lov. At fastholde sin ret til at læse, hvad det skal være, er en kristenpligt, som man må være parat til at sætte livet på spil for.

Vi kan sammenfatte det i en anden Luther-tanke: man må som kristen finde sig i, at der begås uret imod én, men under ingen omstændigheder lade sig tvinge til selv at begå uret.

Og hvad der er ret og uret, ses ikke af diverse bibelsteder, men af den naturlige lov, som af Gud er skrevet i hvert menneskes samvittighed.
Vi skal følge vores samvittighed.

Det sidste er væsentligt. Luther selv kunne imidlertid godt have en tilbøjelighed til at nøjes med Skriftens autoritet, når han skulle rådgive om, hvordan kristenlivet skulle udfolde sig i dagligdagen.

Han mente, at der var overensstemmelse mellem de formaninger, der udspringer af Bibelen, og dem, der udspringer af den naturlige lov. Det er der nok også.

Men for os i dag, der HAR gennemført statens frigørelse fra kirkens
omklamring, er det ret væsentligt at gøre opmærksom på, at hvad vi skal gøre, skal vi gøre, ikke fordi det står i Bibelen, men fordi det svarer til samvittighedens stemme i vort indre.

Diskussionerne hører ikke til på prædikestolen
Det betyder blandt andet, at der til stadighed er diskussion om, hvad der er det rette og hvad ikke. Og i denne diskussion, som jo bliver en politisk diskussion, så snart spørgsmålet er, hvad STATEN skal gøre og ikke gøre, har vi efterhånden vænnet os til, at præster kun deltager, når de IKKE står på prædikestolen.

Her kan jo så nogle præster ikke 'holde sig på måtten'. Og det er lidt dumt. Ikke fordi det evangelium, der skal prædikes, ikke har konsekvenser i dagliglivet, heller ikke, fordi det ikke har politiske konsekvenser, men fordi præsten på prædikestolen ikke deltager i en diskussion, hvilket viser sig ved, at man ikke tænkes at modsige ham, når han står på det ophøjede sted.

En prædiken skal give frimodighed
Det, det drejer sig om fra prædikestolen, er at give menigheden den frimodighed det er, at være barn af Gud, så den selv kan høre samvittighedens stemme eller selv kan indse, hvad man skal gøre og ikke gøre.

Bagefter, ved kirkekaffen, kan præsten så diskutere, om det er dette eller hint, man skal gøre, for så står præsten på lige fod med sin menighed.

Frimodigheden må gives ved en tilsigelse; det har man prædikestolen til. Øre for samvittighedens stemme må gives ved den indbyrdes diskussion, politisk eller menneskelig, som det nu kan falde; det har man konfirmandstuen, foredragssalen, eller avisen til.

Så den gode Orla Villekær har dummet sig, men ikke forbrudt sig med sine udtalelser.

Artiklen er et forkortet blogindlæg af Ricardt Riis, der er pensioneret præst, panelist på religion.dk.og redigerer en hjemmeside om Martin Luther. Du kan læse hele blogindlægget her.