”Mit liv er mit eget, ikke statens”, argumenterede Helge Adam Møller, da han på de konservatives landsmøde i lørdags støttede aktiv dødshjælp.

Men Helge Adam Møller opstiller her en falsk modsætning. Jeg kender ingen i dette land, som mener eller går ind for, at deres liv skulle være statens. Men jeg kender heldigvis en hel del, som heller ikke mener, at deres liv af den grund udelukkende er deres eget.

Vi har del i hinandens liv. Sådan er dét. Det er et grundvilkår for menneskelivet. Katten er sin egen - mennesket er det ikke – og at være menneske er at være medmenneske. Uden medmenneskelighed ingen menneskehed.

Til medmenneskelighed hører, at jeg som alvorligt syg og døende stadig tør tro på, at den person, der kommer ind ad døren, vil mig det godt; at den person vil gøre alt for at smertestille og give mig den bedste tænkelige lindring og pleje lige til det sidste og ikke - selv hvis jeg i et svagt øjeblik (eller i en periode, dag efter dag) skulle finde på at bede om hjælp til det - vil aflive mig.

”Livet kom og tog mig tilbage igen” synger Lis Sørensen i sangen ”Verden er i farver”. Livet kom og tog mig tilbage igen. Det kan ske også meget sent i livet. Måske de allersidste døgn eller timer, selv om man i ugerne før ikke havde haft andre tanker end tanken om at komme herfra snarest muligt; at livet viste sig værd at leve trods nok så kort et perspektiv og uendeligt lille råderum.

Medmenneskelighed udelukker aflivning, eller - med det mere sminkede udtryk - aktiv dødshjælp. Medmenneskelighed fordrer og inkluderer livshjælp og det lige til det sidste åndedrag.