Ligesom brød og vin giver næring til kroppen, sådan handler nadveren om modtagelse af Guds liv på alle planer, legemligt, sjæleligt, åndeligt, skriver Morten Munch. -
- Foto: Sxc.hu
Morten Munch |
21. september 2009
Nadveren ligger i forlængelse af det spisefællesskab, Jesus havde med andre mennesker, både høj og lav, skriver teolog og konsulent Morten Munch
Spørgsmål: Vi vil gerne spørge om, hvad der får mennesker til at "gå til alters". Vi er meget i tvivl om årsag og baggrund. Vi er af den opfattelse, at man beder om syndsforladelse - er det korrekt? Vi har snart guldbryllup, da skal vi i kirke - vores "fest" begynder her…
Venlig hilsen Ruth og Kaj
Svar:Kære Ruth og Kaj,
Først til lykke med det forestående guldbryllup og den gode idé med at begynde festen i kirken!
I spørger, hvorfor mennesker går til nadver. En ting er kirkens teologi om nadverhandlingens baggrund og indhold, en anden ting er menneskers personlige motivation for at deltage i nadveren.
De to ting behøver jo ikke altid at følges ad. Både teologisk og personligt vil svaret være mangfoldigt. Der er mange teologiske temaer knyttet til nadveren, og på det personlige plan vil der være mindst lige så mange forskellige bevæggrunde for at gå til nadver.
Det er altså ikke helt enkelt at svare på, hvorfor mennesker går til nadver. Det varierer fra menneske til menneske, afhænger af situation og sted og kan være påvirket af, om man er kirkevant eller ej. Forskellige kirkekulturer/traditioner kan også indvirke på den enkeltes forhold til nadveren.
Lad mig begynde med syndsforladelsen, som I selv nævner. Det er et centralt element i nadveren, som også findes i Jesu indstiftelsesord: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”.
Syndsforladelsesaspektet i nadverfejringen har tidligere været forbundet med stor alvor og selvransagelse. Alvoren og selvransagelsen kan vi stadig have brug for i forskellige situationer.
Måske er vi tynget af konkrete handlinger, vi har gjort, og søger Guds tilgivelse. Men grundstemningen i nadveren er glæden over, at forholdet mellem Gud og menneske er genoprettet gennem Jesu død og opstandelse.
Nadveren er altså dybest set en invitation til fællesskab mellem Gud og mennesker og mennesker indbyrdes, ligesom når vi spiser sammen og deler fællesskab. Nadveren ligger i forlængelse af det spisefællesskab, Jesus havde med mennesker, da han var på jorden. Han spiste med både høj og lav og brød de konventionelle regler for afgrænsede spisefællesskaber. De første kristne påkaldte sig opmærksomhed, fordi mennesker fra forskellige sociale lag mødtes i et fælles nadvermåltid.
I nadveren ser vi tilbage på Jesu liv, død og opstandelse som grundlag for et liv i tilgivelse og håb. Man behøver altså ikke at have bestemte synder at bekende for at gå til nadver, men et ønske om at leve i fællesskabet med Gud og bekræftes i dette fællesskab. I nadveren ser vi også frem mod det evige liv, hvor fællesskabet med Gud og mennesker skal blive fuldkomment. Og ikke mindst fejrer vi, at vi her og nu kan leve med håb i tillid til Skaberen.
Ligesom brød og vin giver næring til kroppen, sådan handler nadveren om modtagelse af Guds liv på alle planer, legemligt, sjæleligt, åndeligt. Ligesom brød og vin bliver en organisk del af os, sådan ønsker Gud at blive en integreret del af vores liv. Endvidere handler nadveren om at lære ’Guds rytme’ at kende – en rytme af at modtage og give kærlighed.
I nadveren mindes vi, at Jesu ’udtømte’ sit eget liv for at fylde andre med liv, og vi kaldes til at dele ud og til at give videre af denne kærlighed. Vi sendes ud fra nadverbordet som Jesu tjenere, idet vi bærer hans liv med os i krop og sjæl.
Alt dette og meget mere ligger i nadverfællesskabet – og jo mere den kristne forkyndelse og oplæring udfolder disse aspekter, des mere righoldig vil menneskers erfaring af nadveren være.
Med venlig hilsen
Morten Munch
Teologisk konsulent i Dansk Oase
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk