Hvad gør jeg, hvis jeg bryder ramadanen?
Min krop føles tung som bly, og mit syn er blørret. Jeg indser hurtigt, at læsningen til næste undervisningstime ikke bliver realitet. Hvis jeg skal overleve til 19:21, bliver jeg nødt til at sove. På vejen hjem til mit tilflugtssted for søvn bliver jeg hilst med ”glædelig ramadan” af de muslimske studerende. Glæde? Det føler jeg ikke helt.

Jeg lader mig dumpe ned i sengen og forsøger at hengive mig til søvnen, der langsomt sniger sig ind på mig. Halvt vågen, halvt sovende filosoferer jeg over ramadanen. For mig føles det som en slags tortur, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor man gør dette mod sig selv i en måned hvert år.

Nysgerrigt spørger jeg mine muslimske veninder, Wafa fra Frankrig og Alia fra Egypten, hvad der sker, hvis man bryder fasten og tager en lillebitte slurk vand. Det kunne jo være, at det ikke var så greelt.
Jeg får to forskellige svar. Wafa forklarer, at i så fald skal man faste en anden dag inden næste ramadan.

Alia derimod siger, at man skal give mad til tre hjemløse. Lidt forvirret af de to forskellige svar beslutter jeg mig for ikke at drikke vand. Tænk, hvis jeg både skulle faste en anden dag og give mad til tre hjemløse! Sidstnævnte ville være svært, da der kun bor én hjemløs i min by.

Ramadanen er den bedste måned i løbet af året
For Alia er ramadanen den bedste måned i løbet af hele året. Nyder hun at sulte? Ikke specielt. Men ramadanen er et fællesskab. Alle faster. Hjemme i Egypten er hverdagen fuldstændig forandret under ramadanen. Skolerne har kortere åbningstid, lanterner oplyser gaderne, og selv på fjernsynet sender de særlige tv-programmer. Alia forklarer mig, at under ramadanen ser folk meget fjernsyn. Man kan kalde det tidsfordriv, indtil de kan spise igen!

Under ramadanmåneden er folk positive, opmuntrende og taknemmelige. Taknemmelige fordi de til hverdag har råd til at blive mætte i modsætning til de hjemløse, fattige og andre udsatte grupper, der lever rundt om i verdenen. Ramadanen lærer Alia at sætte pris på de privilegier, hun har i tilværelsen.

For mig lyder tankegangen om taknemmelighed som kristen, så jeg hopper med på vognen. Mens jeg hengiver mig til drømme om floder, søer og have, prøver jeg at tænke over, hvad jeg er taknemmelig for her i livet: mit helbred, min familie – og mad.

Jeg kan ikke tale
Klokken 12:50 ringer mit vækkeur igen. Endnu en undervisningstime skal overstås.

Mine holdkammerater undrer sig over, hvorfor jeg faster. Da jeg forklarer dem, at jeg gør det for at opleve fasten og støtte de muslimske elever på universitetet, bliver jeg kun mødt med opmuntringer og respekt. Allerede har jeg det meget bedre og er sikker på, at jeg gør det rigtige, trods en drøbel der skriger på væske, ved at udsætte mig selv for dette religiøse eksperiment.

Nu er jeg så heldig at være på et hold med kun fem mennesker. Fem mennesker og undervisning er lig meget taletid for den enkelte. Det har sine fordele, da undervisningen er koncentreret. Men i dag virker koncentrationen kun som en ulempe. Halvanden time efter føles min mund som lim, som havde jeg just hjulpet min mormor med at slikke frimærker på halvtreds julekort. Eller halvtreds ramadankort.

Bøn er ikke særligt under ramadanen
Det er tid til dagens anden lur. Og den er tiltrængt. Jeg eksisterer ikke længere i min krop. Jeg iagttager, at jeg er tørstig og træt, men jeg oplever det ikke. Det er som en ud-af-kroppen-oplevelse. Min krop er ikke længere en del af mig; den er ved siden af mig. Med et 70’er udtryk ville jeg beskrive det som ”syret”.

Inden jeg kan lade mig omfavne af min dyne, har jeg inviteret mig selv til at se Alia bede. Jeg spørger hende, om det ikke er for privat, at jeg iagttager hende bede. Det ville jeg selv synes, da jeg opfatter min kristne, religiøse overbevisning som meget personlig. Men hun fortæller mig, at hun er vant til at bede sammen med mange andre mennesker. Når ramadanen er overstået, forklarer hun, beder alle i Egypten sammen på gaderne.

Hun tager sit lyseblå slør frem fra skabet, svøber det om hovedet så det draperer hende fra det opsatte hår og ned til de rødlakerede tånegle. I løbet af fem minutter bevæger hun sig op og ned og mumler ord, jeg ikke forstår. Så er bønne ovre. Jeg får forklaret, at det at bede ikke er specielt for ramadanen. Hun beder fem gange dagligt hver dag året rundt, da dette er en af de fem søjler i islam. Jeg tænker over, hvornår jeg sidst har bedt. Efter lidt tænketid når jeg frem til, at det vist er et år siden.

Fjerde gang er lykkens gang
19:00 ringer mit vækkeur for fjerde gang. Fjerde gang er lykkens gang – i hvert fald i dag. Om 21 minutter vil jeg hengive mig til et overdådigt buffetbord for at fylde mine tomme depoter med uhæmmede mængder af føde.

Jeg kigger rundt om bordet og ser mine tyve fastende venner – muslimer, hinduer og kristne der alle faster i solidaritet – med sult i deres øjne. Vi bryder fasten sammen på klokkeslettet. Langsom begynder jeg at forstå, hvorfor Alia elsker ramadanen. Fællesskab er ordet. Det er fantastisk at se folks ansigter, som de lystigt fortærer dagens måltid, der både består af forret, hovedret og dessert. Jeg erfarer, at kalorier ikke er et fy-ord under ramadanen.
Smil og samtale fylder bordet, mens vi alle fortæller om vores sværheder under dagens faste.

Respekt for muslimerne
Det var fantastisk at få lov til at faste sammen med muslimerne under ramadanen. Også selvom det kun var én dag. Om jeg har lært noget? I den grad. Mit menneskesyn er blevet udvidet. Dog ikke hvad angår de mindre privilegerede, som ramadanen traditionelt forbindes med.
Derimod har jeg som kulturkristen tilegnet mig en dyb respekt for de muslimer rundt om i verden, der undværer mad og drikke i en hel måned hvert år.

Tilbage har jeg kun beundring for den milliard muslimer rundt om i verden, der hvert år faster uden at beklage sig. Dét kræver viljestyrke, fællesskab og en stærk tro. Tre egenskaber, som jeg tvivler på, er så indgroede i mig, den kulturkristne, at jeg ville kunne overkomme mere end én dag. Den ene dag var den hårdeste prøvelse i mit liv for min krop såvel som min psyke.