Venligt, men ligegyldigt indspark i debatten

Alligevel er det svært for undertegnede at blive begejstret for Tørklæde, tro og tolkning. I stedet for at komme i dybden med tørklædets og tørklædedebattens historie virker det nemlig som om man, bevidst eller ubevidst, blot skøjter hen over overfladen.

Formår ikke at grave i dybden
Det er tydeligt, at udgiverne af Tørklæde, tro og tolkning ønsker, at debatten om tørklædet skal være præget af soberhed og accept af de tørklædebærende kvinders valg, hvad jo er fair nok.

Men i og med, at man aldrig får set på, hvad de dybereliggende årsager er til, at så mange enten bekæmper eller forsvarer tørklædet med en indædthed og en hadefuldhed, der ikke giver plads til nuancer, vil debataftener med afsæt i Tørklæde, tro og tolkning meget let ende i det sædvanlige råberi og den gængse grøftegravning.

Det havde f.eks. unægteligt været interessant, om man havde turdet gøre opmærksom på, at samfundsdebattøren Lone Nørgaard, som optræder med et indlæg i Tørklæde, tro og tolkning, på én og samme tid angriber islam for at være imod kvindefrigørelsen samtidigt med, at hun er kendt for at mene, at kvindefrigørelsen har været en ulykke for de danske familier.

Materialet kommer næppe til at flytte hegnspæle
Og nu når man også lader De Radikale komme til orde, havde det altså været spændende, om man havde turdet gøre opmærksom på, at det virker mærkværdigt, at et parti, der har en lang tradition for sekularisme og afstandstagen fra konservativ religiøsitet, nu føler sig kaldet til at kæmpe for muslimske kvinders ret til demonstrativt at underordne sig konservative islamiske påklædningsregler.

Som det er nu virker Tørklæde, tro og tolkning derfor som et venligt, men også rimeligt ligegyldigt indspark i tørklædedebatten som næppe vil flytte nogle hegnspæle.

Karen M. Larsen er cand.mag. i religion og idéhistorie