Dødshjælp er mest for de pårørendes skyld

Debatten om aktiv dødshjælp er igen blusset op, denne gang gik den direkte over i og druknede nærmest i historien om de skrækkelige forhold på en række københavnske plejehjem.

Selv om ingen kædede de to emner sammen, er det nærliggende at gøre det. Med de ringe forhold vi i dag byder en del af vores ældre, med et stigende antal selvmord blandt ældre og en pallativ behandling under al kritik, ligger tanken lige for - aktiv dødshjælp er en praktisk foranstaltning.

Så bliver vi nemlig fri for at arbejde med de nødvendige forbedringer, som er dyre, vanskelige at gennemføre og kræver medmenneskelig empati og involvering.

En analyse fra PLS Rambøll viser, at et flertal af danskerne er parate til at indføre aktiv dødshjælp og også udstrække denne til at gælde ikke alene døende, men også demente gamle, psykisk syge og handicappede.

Med den uhyggelige undersøgelse i hånden må vi huske på, at nok har de fleste en holdning til dødshjælp, men den er ofte baseret på begrænset viden.

Debatten er forplumret og begreberne aktiv dødshjælp og passiv dødshjælp bruges i flæng og flyder sammen. Mange tror, at dødshjælp i en eller anden udstrækning allerede er tilladt og så kan det vel ikke være så slemt, når en Diana Benneweis eller en anden pårørende har udført dødshjælp.

Lad os starte med at aflive de begreber. Lægerne udføre ikke passiv dødshjælp, de gør deres arbejde og udøver smertehjælp. Et arbejde som en gang imellem betyder, at patienten dør hurtigere, oftest fordi morfindosen øges. Men lægen øger morfinen for at lindre, aldrig for at aflive.

Vi skal til at diskutere dødshjælp ud fra nogle helt andre begreber - nemlig pallativ (smertestillende) behandling kontra aflivning.

Pallativ behandling har aldrig døden som en forsætlig handling. Juridisk må man skelne mellem om motivet var smertelindring eller at fremskynde døden. En pårørende må naturligvis aldrig uden en læges tilstedeværelse øge morfindosen, så den dødende dør hurtigere.

Men det bliver svært at holde debatten på sporet, når selv Tom Alsner læge og næstformand i foreningen En Værdig Død, blander begreberne, og det gør han, når han udtaler, at 10 procent af danske læger har udført aktiv dødshjælp. Tom Alsner er en af de få danske læger, som går ind for retten til at aflive patienter.

Således har Lægeforeningen gentagne gange taget afstand fra dødshjælp, fordi patienterne aldrig må blive i tvivl om lægens rolle, og den rolle er alene at redde liv, behandle og lindre smerte.

Hvis vi sammenligner med antallet af hollændere, der aflives hvert år, vil det svare til ca. 700 danskere. Danske læger ønsker ikke at medvirke -spørgsmålet er så, hvem skal udføre opgaven?

Lægeforeningens argumenter er på linie med Etisk Råd, hvor netop læge-patient forholdet, baseret på lægens pligt til at redde liv og fremme sundhed, understreges og aldrig må komme under indflydelse af muligheden for aflivning.

Rådet advarer også om, at de svageste i samfundet vil kunne opleve et pres fra omgivelserne, svigt og opgivenhed. Rådet nævner specifikt de gamle, narkomaner og psykisk syge.

Jeg mener ikke, at en vigtig diskussion skal affejes med "glidebane-teorien", men bliver det tilladt at aflive uhelbredeligt syge i Danmark, vil ordningen være en glidebane til andre grupper.

Det ser vi i Holland, hvor det har vist sig vanskeligt at afgrænse og definere de grupper, som kan aflives og PLS Rambølls undersøgelse viser, at det også vil være tilfældet i Danmark.

I Holland kan syge børn i alderen 12-18 år med forældrenes tilladelse aflives og alene mundtligt samtykke er nødvendigt. Undersøgelser viser også, at kun 5 procent af de hollandske patienter, som ønsker at dø, gør det pga. uudholdelige smerter, flertallet føler sig uværdige og til besvær.

De vil ikke være en belastning for deres pårørende, og når dødshjælp er en mulighed, præger det relationerne mellem de pårørende, personalet og patienten.

Det er på tide at gøre op med påstanden om, at modstandere af dødshjælp er hårde og ikke forstår de lidelser, deres medborgere ønsker at undgå.

Dødshjælp kaldes også medlidenhedsdrab, og der er et skær af godhed over begrebet, men at give et menneske, der er svækket af sygdom og måske i en helt fortvivlet situation, pligt til at træffe et så alvorligt valg, er ikke menneskeligt.

Naturligvis kan man skrive et livstestamente hvori der står, at man vil aflives under nærmere bestemte omstændigheder. Men når vi ser på antallet af danskere, som har taget stilling til f.eks. organdonation, vil det være meget få, som får taget sig sammen i tide og udfærdiger et livstestamente.

Jeg har selv haft alvorlig sygdom og død tæt på livet, og jeg føler mig overbevist om, at dødshjælp mest er for de pårørendes skyld - dybest set sjældent af hensyn til de svage og dødende.

Moderne mennesker tåler ikke sygdom, svaghed og lidelse - ja knap nok ældelse og alderdom. Vi søger psykologhjælp til selv de mindste stød, som livet giver, og i den kontekst skal ønsket om lovliggørelse af dødshjælp forstås.

Selv om mennesket i nogen udstrækning har gjort sig til herre over liv og død, så er menneskelivets ukrænkelighed centralt for vores kultur, hvis den fortsat skal søges baseret på mennesket som et værdifuldt individ.

Lone Skov Al Awssi
Katolik, formand for Pornofrit Miljø