Hvad er "ateismen"? En a-teist tror ikke på guder, men hvad en "ikke-gudetroende-isme" er for en størrelse, kan jeg ikke begribe? Er det nonsenstale, eller kan det defineres?

http://www.religion.dk/artikel/339392:Globalt-nyt--Engelske-kirker-udfordres-af-ateismen?all=1

citat:
Spørgsmålet om tro har startet dramatiske opdelinger i kirkerne, ikke mindst i den anglikanske kirke, med homoseksualitet som det største stridspunkt. Ordinationen af kirkesamfundets første åbent homoseksuelle biskop fandt sted i 2003, og resten af årtiet har vist en støt udvikling mod en permanent opdeling.


At udnævne en biskop, der skider på Jesus, i en kristen kirke er ikke ligefrem befordrende for tiltroen til, at kirken kan tages alvorlig.

Markus 7.
Dette folk ærer mig med læberne

men deres hjerter er langt borte fra mig

forgæves dyrker de mig

for det, de lærer, er menneskebud.

I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.

Og han sagde til dem: ,,Hvor kønt! I forkaster
Guds bud for at indføre jeres egen overlevering.

obm:

citat:
"Hvad er "ateismen"? En a-teist tror ikke på guder, men hvad en "ikke-gudetroende-isme" er for en størrelse, kan jeg ikke begribe? Er det nonsenstale, eller kan det defineres?"



Man kunne kalde ateismen en erkendelsesteoretisk position der får sit betydningsindhold fastlagt konferært af teismen og deismen.

En præcis definition af hvad ateisme er forudsætter således en præcis definition af de konferere begreber teisme og deisme.

Da sådanne generelle (uspecificerede) metafysiske eller transcendente begreber som teisme og deisme ikke kan defineres præcist, så betyder det, at heller ikke ateismen lader sig definere præcist.

(Et begreb som "Gud" lader sig logisk set ikke definere entydigt. Netop denne pluralitet af forskellige mulige betydningsmuligheder er grunden til, at der findes mange forskellige religioner med hvert deres gudsbegreb. Ateismen er da en generel påstand om, at uanset hvordan man definerer gudsbegrebet så kan det væsen eller den magt begrebet henviser til umuligt eller med stor sandsynlighed ikke eksistere inden for verdens fysiske og logiske grænser).

Efter min opfattelse ville det være bedre om vi helt opgav begrebet ateisme og i stedet talte om forskellige grader og typer af agnosticisme.

Definitionsproblemerne fører også til afgrænsningsproblemer.

Hvis man f.eks. hævder, at der eksisterer nødvendige historiske love som fører udviklingen af de menneskelige samfund i en bestemt retning og at historien derfor har et mål, kan det være vanskeligt at afgøre om en sådan påstand er teistisk/deistisk - altså hører under en eller anden form for religiøs tro. Hvis ja, så må ateismen afvise påstanden som enten falsk eller yderst usandsynlig. Hvis nej, så vil ateister kunne være at finde blandt tilhængerene og de som tror på eksistensen af nødvendige historiske love.

Netop dette eksempel har historisk relevans, fordi marxismens historiefilosofi byggede på, at påstanden er sand og samtidig hævdede, at være ateistisk.

Hvis påstanden er falsk, hvilket jeg mener kan begrundes begrebslogisk, så havner de ateister der er overbevist om, at påstanden er sand i en selvmodsigelse, fordi det de holder for sandt har samme metafysiske/ontologiske status som det (nogle af) religionerne hævder.

Marxismen-leninismen får da selv status af at være en slags religion eller pseudoreligion, uanset at den definerer sig selv som ateistisk.

Der indgår selvfølgelig ikke noget personligt gudsbegreb i denne pseudoreligion, men der indgår den forestilling at naturlovene har et bestemt formål der har konkret betydning for den menneskelige eksistens og vore samfund. Hermed er vi havnet i en teleologi som falder uden for det videnskabelige paradigme.

En meget bred definition af religionsbegrebet kunne være: "troen på en magt der står over menneskene og naturlovene, og som giver retningslinier for menneskets etik."

Så vidt jeg kan se falder den marxistisk-leninistiske historieopfattelse og etik inden for rammerne af ovennævnte definition.

Her er historiens ufravigelige mål "frihedens rige" (det globale kommunistiske samfund) og dette mål vil af nødvendighed blive nået på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden.

Den kommunistiske bestræbelse bliver da at sørge for, at målet nås så hurtigt som muligt, således at alle fremtidige generationer kommer til at leve i "frihedens rige", den idealtilstand hvor der hersker retfærdighed, frihed og lighed - hvor alle yder efter evne og nyder efter behov.

Etikken bliver da baseret på utilitarismen, hvorefter den lidelse (forfølgelse/undertrykkelse/terror/massedrab) der påføres de "forkerte mennesker" (i teorien kaldet klassefjenden) der står i vejen langt opvejes af den lykke som bliver alle til del når målet nås. Således kan enhver forbrydelse legitimeres. Kommunisterne anvendte selv den analogi, at det er nødvendigt at slå æg i stykker hvis man ønsker æggekage. En systemkritiker kommenterede sarkastisk: "Jeg har set de knuste æg, men jeg har endnu ikke smagt æggekagen."

Begrebet "en troende kommunist" giver også god mening. De religiøse, dogmatiske og absolutiske træk ved kommunismen, hvor tvivlen ikke indrømmes nogen plads, fører til personkulter med persondyrkelse hvor lederen tillægges træk der ellers hører en guddom til: ufejlbarlig, menneskehedens store velgører og symbol på selve meningen med livet. Marx er Gud, Lenin hans profet og Stalin kommunismens apostel. Den næmest religiøse dyrkelse af Lenin fik konkrete udtryk, når bondekonerne korsede sig, før de trådte ind i Lenins mausoleum på Den røde Plads i Moskva. Mange børn havde vanskeligt ved at skelne mellem Jesus og Lenin, på trods af, at undervisningen også var en oplæring i ateisme.

En rationel ærke-ateistisk tænker som filosoffen og logikeren Bertrand Russell lod sig dog ikke narre af den revolutionære glød og begejstring, der næppe lod sig skelne fra en religiøs besættelse - analog med den islamistiske vækkelsesbevægelse i vor tid.

Russell, der efter et besøg i Sovjetunionen i 1920, hvor han blandt andet mødte Lenin, var ikke imponeret over hvad han så. Da han vendte tilbage til England skrev han en kritisk analyse om Bolshevismens praktik og teori ("The Practice and Theory of Bolshevism"). Om sine oplevelser siger Russell, at han var ”uendelig ulykkelig i denne atmosfære – stivnet i dens utilitarisme (nytteetik), dens ligegyldighed over for kælighed, skønhed og livets impulsive karakter." Han sammenlignede Lenin med en religiøs fanatiker, kold og ikke i besiddelse af kærlighed til frihed.

Med dette eksempel fra kommunismen har jeg prøvet at demonstrere hvilke selvmodsigelser og ulykker vi kan løbe ind i når de begreber vi anvender til at beskrive virkeligheden med ikke lader sig definere på en klar og meningsfuld måde.

Det hjælper jo ikke meget at bekæmpe religionens skadelige indflydelse og forbrydelser, hvis man blot opfinder en ny "ateistisk religion" som begår de samme eller endnu værre forbrydelser i menneskehedens navn.

Hilsen

Ipso Facto