Gravsten kan hjælpe i sorgarbejdet
Men den vigtigste grund er næsten altid stenen i forhold til omverdenen. Jeg er stenhugger og udøvende kunstner, og jeg føler, at det er én af vores største forpligtelser at sætte sten, der har et budskab. Alt andet er meningsløst, først og fremmest gælder det for de sten, der bliver sat på kirkegården.

Det kan være hårdt at have de første samtaler med familier der har mistet, specielt når det drejer sig om børn og unge mennesker, men det er også berigende og sætter livet i relief. Jeg tror at halvdelen af de gravsten, jeg laver, bliver udformet i samråd med de efterladte.

Det er en meget væsentlig del af sorgbearbejdningen at inddrage familien i selve skabelsesprocessen af stenen, det er en ting, vi bør tage os tid til. Specielt i dag hvor vi har internettet, kan der sendes billeder og skitser, så de efterladte også får den tid, de har behov for, til at træffe de rigtige valg.

Jeg bad for mit barn – og fik ro
En del af familien på min mors side er udsprunget af fiskerne på Harboøre. For dem var religionen en selvfølge og troen en del af personen. Derfor har jeg altid som barn bedt min aftenbøn, som regel sammen med min mor. Men troen havde aldrig rigtig tag i mig og var på en eller anden måde uvedkommende. Mit syn ændrede sig efter en oplevelse.

Min kone og jeg ventede barn i 1975. Pludselig gik fødslen i gang 3 måneder før tiden. Jeg var med på Viborg Sygehus, og jeg spurgte igen og igen om barnet kunne overleve. Svarene var negative, ingen turde love noget, og chancerne var små. Om aftenen på hotelværelset bad jeg meget længe og inderligt for det lille barn, og bagefter sov jeg rolig og afslappet.

Oplevelsen står hugget i sten på småbørnskirkegård
Den oplevelse optog mig meget i årene efter, og jeg drog vel den eneste tænkelige konklusion, at jeg var et troende menneske. Den erkendelse har påvirket mit arbejde i meget væsentlig grad. Jeg oplever det store paradoks, at jeg både er troende og yderst sjælden går i kirke, jeg kan ikke give et fyldestgørende svar på dette. Jeg bør vel nævne, at vi i dag har en ualmindelig dejlig datter.

Oplevelsen har jeg hugget i en sten, der er opstillet på Holbæk Kirkegård til minde om døde småbørn. Jeg huggede et ituslået æg, hvori der var plantet et træ. Temaet er hentet fra H.C. Andersens eventyr om konen med æggene, hvor konen har alle de drømme og ønsker, som enhver familie har for sine børn, lykke og velstand. Men nogle gange bliver drømme ikke til virkelighed, et kniks med nakken kan ændre alt.

Et andet billede kunne være, at alle æg er skabt til at gå i stykker, og at den lille fugl der var i ægget, er fløjet i en anden retning. Derfor er der plantet et lille træ i skallen for at vise, at der altid vil være næringsstoffer, der gør det muligt at komme videre. Der er et billede af ægget på min hjemmeside.

Livsvejen blev afgjort, da jeg var fem år
Som femårig og søn af en stenhugger, fik vi besøg af en repræsentant fra De forenede granitbrud på Bornholm. For at gøre et godt indtryk på min far, klappede han mig på hovedet og spurgte mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg sagde prompte: ”brandmand!”. Men han svarede, at jeg skulle være stenhugger, og at jeg kunne komme i lære på Bornholm.

Det besejlede min skæbne, og siden var mit svar på, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, at jeg skulle være stenhugger på Bornholm. 10 år efter, i en alder af 15 år, kom jeg i stenhuggerlære. Det er nu 46 år siden jeg skiftede skolebænken ud med hammer og mejsel. Det har været et godt valg, og jeg har haft en daglig glæde ved at arbejde med stenen, og sprede skønhed ud over landet.

Desværre har jeg nu nået den alder hvor jeg må indstille mig på, at mine dage som stenhugger er talte. Det er hverken i morgen eller overmorgen, og forhåbentlig går der mange år, før armen siger nej. Men uret tikker, og det er bestemt en skræmmende tanke, fordi det at være stenhugger er en del af min selvfølelse.

Steen Jensen er sten- og billedhugger. Du kan se hans hjemmeside her.