Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen - Sex er helligt til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Sex er helligt


I den ægteskabelige forening bliver mand og kvinde som Guds billede endda delagtige i selve skaberakten, når et nyt lille menneskebarn bliver til, skriver katolske Kirsten Kjærulff. -

- Foto: Colourbox

Emneord for denne artikel

religion | sex | ægteskab
flexblock
Send Print

Først når mand og kvinde forenes i kærlighed, realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed, skriver katolske Kirsten Kjærulff. Og derfor er ægteskabet et sakramente

Sex går aldrig af mode. Og vi har til stadighed brug for at overveje, hvad vi tænker om forholdet mellem de to køn. Religion.dk har spurgt nogle af panelisterne:

Hvad er sex godt for? Hvad er din religions svar på, hvorfor de to køn drages mod hinanden – handler det om forplantning eller nydelse – eller er det en pligt?

Kirsten Kjærulff, der er katolik, svarer:


Menneskelegemet er gudskabt og helligt, ’Helligåndens tempel’. Mand og kvinde er tilsammen Guds billede. Den legemlige sanselige kærlighed er en Guds gave, et billede på selve den skabende kærlighedsrelation mellem guddommens tre personer.

Kærlighedsakten er hellig, fordi mennesket her bliver delagtigt i den guddommelige skaberakt. Derfor er ægteskabet ifølge katolsk opfattelse en hellig pagt, et sakramente. Hvordan skal det forstås?

Annonce
Helligånden er en kærlighedskraft
Gud skabte mennesket i sit billede: "i Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skabte Han dem." I kristendommen tror vi på Den Treenige Gud, én Gud, men tre personer: Fader, Søn og Helligånd. Det betyder, at der i Gud er en dynamisk kærlighedsrelation: Faderen elsker Sønnen, og Sønnen Faderen.

Deres kærlighed er Helligånden, den strømmende, livgivende kærlighedskraft: "Herren og Levendegøreren", som vi siger i den nikænske trosbekendelse. Helligånden, kærlighedens Ånd, er den livgivende kraft. I den første skabelse hører vi, at "Guds Ånd svævede over vandene", og bagefter blæste Gud liv i Adam, som Han havde formet af agerjordens muld:

"Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." Og endelig hører vi, at Helligånden overskyggede Jomfru Maria i bebudelsen, da hun undfangede Jesus, ’den nye Adam.’

Sex er kulminationen på kærlighedsforholdet
I hele skaberværket er Helligånden kærlighedens livgivende kraft. Kærligheden er det skabende, livgivende princip – også på den måde er mennesket Guds billede. Først når mand og kvinde forenes i kærlighed realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed.

Seksualiteten er den legemlige side af denne gudbilledlige kærlighed. Den er skabt til at være hellig – til at være kulminationen på både det legemlige og det sjælelige kærlighedsforhold.

Synd gør os egocentrerede
Men i syndefaldet får seksualiteten en tvetydig karakter, fordi mennesket ikke mere er rettet opad imod Gud og medmennesket, men nu krummer sig ind i sig selv og bliver egocentreret. Seksualiteten rives løs fra kærligheden og fyldes i stedet med egoisme, med begær og tyranni.

Men gennem hele frelseshistorien sætter Gud ind med hjælp i form af opdragelse gennem love og anordninger, som skal beskytte kærlighedslivet i Guds folk imod ukyskhed og begær, homoseksualitet, blodskam og omgang med dyr og alt det, som var skik og brug hos de hedenske folkeslag, som var Israels naboer.

Gud vil, at Hans folk skal være et helligt folk: "I skal være hellige, thi jeg, Herren, er hellig, og jeg har udskilt jer fra alle andre folkeslag til at høre mig til" (3. Mos 20,26).

Vi får også lov at skabe mennesker
Da Gud bliver menneske i Kristus betyder det en total nyskabelse af den faldne menneskeslægt: Jesus lægger sit eget menneskeliv totalt ind under Gud – sådan som det fra skabelsen var meningen med mennesket. Derfor kaldes han også ’Den nye Adam.’ "Se, jeg gør alting nyt", siger Han selv.

Ved at følge i Hans fodspor kaldes mennesket til en uselvisk kærlighed og en seksualitet, som i et ægteskab velsignet af Gud kan udfolde sig rigt og smukt, som Skaberen har bestemt det til. Den største gave til menneskene:

I den ægteskabelige forening bliver mand og kvinde som Guds billede endda delagtige i selve skaberakten, når et nyt lille menneskebarn bliver til.

Kun sammen er vi Guds billede
Det livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen. Kun tilsammen er de Guds billede, og sammen skal de virkeliggøre Guds skaberplan: Give livet videre, befolke jorden og herske over den som Guds medansvarlige statholdere.

De skal knytte sig til hinanden i troskab og blive ét kød, dvs. én levende organisme. Således bliver de også et billede på den levende organisme, som er Kristus og Hans Kirke.

Elsk din ægtefælle som dig selv
Paulus siger i brevet til menigheden i Efesus:

"Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket Kirken og givet sig hen for den.....Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med Kirken. For vi er lemmer på Hans legeme. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og Kirken."

Ægteskabet er et kald
Jesus er brudgommen, og vi, som er ét i Hans Kirke, er Kristi brud. Jesus selv levede i cølibat, netop fordi Han i sit mystiske legeme bærer hele menneskeheden og er ét legeme med den i sin hellige universelle Kirke.

Derfor er der også mennesker, som i Kristi efterfølgelse kaldes til at leve i cølibat, dvs. seksuel afholdenhed i kærlighed til Kristus og i en universel kærlighed til hele Kirken og alle mennesker.

Men de fleste mennesker er kaldet til et ægteskabeligt liv, hvor seksualiteten kan udfolde sig mellem mand og hustru til gensidig fryd og glæde, som Gud har bestemt i skabelsesordenen, og hvor den samtidig opfylder Skaberens bud om at opfylde jorden.

Kirsten Kjærulff er katolsk forfatter og foredragsholder

FACEBOOK: Bliv ven med Religion.dk

Andre artikler:


Vil du kommentere artiklen?

Du skal være logget ind for at kunne kommentere artiklen.

  1. Jeg har glemt min adgangskode
Trådet overblik  |  Fladt overblik

- Sex er helligt

Anonym, publiceret d.03/10 16:24 (for 5 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Sex er helligt
Et ejendommeligt menneskesyn. Var Jesus som ugift mand ikke Guds udtrykte billede? Tog Apostlen Paulus fejl, da han fremhævede den ugifte stand? Og hvad med de mange helgener, som er jomfuer? Og de små børn, som vi skal ligne for at komme ind i Guds rige? Der er noget helt galt ved tankegangen.
Link

Re: - Sex er helligt

Avismand, publiceret d.03/10 18:50 (for 5 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Sex er helligt
citat:
Var Jesus som ugift mand ikke Guds udtrykte billede? Tog Apostlen Paulus fejl, da han fremhævede den ugifte stand?


Omend denne oversættelse ikke er korrekt, giver den alligevel et fingerpeg: Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«

Så jo, både Jesus og Saulus/Paulus var på vej ud ad en tangent. Den ene for at sige det; den anden for at leve det. Cølibat.

Men jeg vil nok sige, at hun overfortolker på det kraftigste, når hun skriver: Mand og kvinde er tilsammen Guds billede. En sådan indskrænkning er en grov undervurdering af JHVH.






Link

Re: - Sex er helligt

kabbalis, publiceret d.03/10 21:25 (for 5 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Sex er helligt
Det er åbenbart ved at gå op for selv gamle katolske koner, at sex er godt. Dets hellighed afvises derimod af Jesu ugifte stand, de katolske dogmer, kirkefædrene, paven og hans pumpestok.

Verdens mest seksualfjendske religion kalder sig selv for kærlighedens religion - det kalder jeg hellig humor.

Den eneste ene og livslangt ægteskab? Må jeg, som seriel monogam storforbruger, be’ om mine himmelblå. Når man kan ægte næsten lige så mange hustruer som man lyster på én gang, hvis man ellers har råd, behøver man sgu ikke at holde igen. Selv om den kærlige profet Muhammad bestemt ikke holdt sig tilbage når det gjaldt frem og tilbage med et utal af koner, jomfruer og slavetøser, så var han en ren novice sammenlignet med den vise Kong Salomo. Gad vist i hvilket hoved hans visdom sad?

Der er vel ikke noget at sige til, at araberne blev misundelige på de stedlige jøder og siden i Allahs og Muhammads navn har forfulgt og undertrykt dette ”perverse folkeslag” som det så smukt hedder i Koranen. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen med at elske pre-pubertære piger eller holde stort harem, hverken for de gamle jøder eller for moderne muslimer, der går i det perfekte menneskes fodspor. De herligheder fik kærlighedens religion dog snart bugt med efterhånden som kristendommen perverteredes til en kyskhedens og seksualskrækkens dogmatiske spændetrøje for de naturlige erotiske udfoldelser.

”Det er ikke godt at røre ved en kvinde”, skriver apostlen Paulus i første brev til Korintherne, da seksualfrygten og tanken om ”en pæl i kødet” havde ramt denne begavede homofob, der ledte kristendommen på alvorlige vildveje med sit anti-seksuelle ævl. Her er en total bandlysning af det seksuelle som alene tillades i særtilfældet ægteskabet, selv dér er det syndigt, men det tillades for folkeformeringens skyld.

Også Augustin lod sig bære af de seksualfjendtlige stemninger. Det seksuelle var ganske enkelt det bærende element i synden. Ifølge Augustin er seksualiteten den mudrede kanal, gennem hvilken synden flyder videre fra slægtsled til slægtsled. Den kristne dåb er efter hans mening bestemt til at neutralisere denne gift, men selv for den døbte er det seksuelle stadig en slem ”medgift”. Det seksuelle er det slette. Augustin gik endnu længere end Paulus idet han kun anerkendte det (ægteskabelige) samleje, når ”den indre hensigt” derved var rettet mod avling.

Kristendommen bandlyser det seksuelle generelt, men tillader det i særtilfældet, i ægteskabet. Deraf den skarpe sondring mellem den ægteskabelige og ikke-ægteskabelige kønsakt, der blev så karakteristisk for hele den kristne kulturudvikling. Den bragte for en tid juristerne på den tanke at opfatte den uægteskabelige faders underholdspligt som "debitum ex delicto" (forskyldt straf for forseelsen). Hellere ægteskab uden kærlighed end kærlighed uden ægteskab - denne Eros-fjendtlige, stærke borgerdom har sine seje rødder i den paulinske seksuallære.

Og i denne seksuallære er grunden også lagt til meget andet, nemlig til det argument for ægteskabets sakramentalitet (hellighed), der ikke gik med over i den officielle begrundelse for det katolske ægteskabsdogme (Ef. 5,23; 25): at uskadeliggøre det forkastelige ved, at man legaliserer det. Da man ophøjede ægteskabet til sakramente, ville man intet bevis aflægge for Eros´ slægtsskab med guderne. Man opfattede ikke (ægteskabelig) seksuel kærlighed og religion som magter, der er forbundet med hinanden, men som rettet mod hinanden. Man ville ved Kirkens velsignelse berøve seksualiteten, det i sig selv anstødelige, utugten, "concupiscenia" (begær) og "fornicatio" (hor), dets syndighed. Dette motiv spillede utvivlsomt ind ved sakramentaliseringen af ægteskabet, om end det skjulte sig for offentlighedens åsyn.

En tredje udviklingslinie har taget sit udgangspunkt i den paulinske seksualetik: sondringen mellem simple og fuldkomne kristne, hin lære om den dobbelte kristendom, som Clemens og Origines tilkæmpede borgerret i den kristne Kirke. Ifølge denne lære accepterer Gud både de kyske og de gifte; begge veje er ham til behag, men de kyske står hans hjerte nærmere, FORDI de er kyske. Kun de er hele, fuldendte kristne. De er de benådede eller de fortjenstfulde (begge opfattelser findes repræsenteret). Det er enten en nåde at forblive ugeneret af seksualitetens kærlighedskræfter, eller det er en belønningsværdig fortjeneste at kæmpe sig igennem til askesen. I disse anskuelser slumrer allerede kimen til det monastiske og cølibatære ideal, for hvilket seksuel askese og sædelig fuldkommenhed er synonymer.

Meget bedre blev det ikke med Luthers demonstrative forsøg på at få bugt med den asketiske tanke ved at ægte en nonne. Han gjorde sig dog alvorlige anstrengelser på at læge bruddet mellem religion og seksualitet, men hans fortsæt lykkedes ikke. Det var den forhenværende augustinermunks skæbne, at han ikke kunne frigøre sig fra Augustin. Derfor er hans erotiske indstilling lige så splittet som hans religiøse. Trods nogle seksualitetsbekræftende sætninger, af hvilke nogle er groft drastiske, deler Luther Augustins grundopfattelse: det seksuelle er slet. Det er yngleplads for synden, og deri kan hverken den kristne dåb eller ægteskabet ændre noget. Selv i ægteskaber er samlejet en syndig handling. ”Vi er alle horkarle”.

Hele den seksuelle sfære var ham uhyggelig. Han kunne ikke blive den vrangforestilling kvit, at Djævelen ville gribe ham netop fra denne side. Derfor priste han virginitetens nåde, ”nåden over naturen”. ”Den der vil og kan, han tage sig den an!” Luther løste ganske vist askesen fra tanken om det fortjenstfulde, men også han mente, at man i denne ”bedre kan pleje Gud.” Asketen forbliver altså alligevel den benåede, den ægte kristne.

Det var kristendommens undertrykkelse af den naturlige seksualitet gennem århundreder som i det magiske univers den skabte førte til en dyb angst for kvindens væsen, der fik sin orgiastiske udladning i senmiddelalderens djævelske heksejagter og -processer. ”Kvinden er et ufuldkomment og ondt dyr” fastslog Pave Innocens den ottende i en bulle, der blev indledningen på forfølgelsen og massedrabene på uskyldige kvinder, der som en pest gik over både de katolske og protestantiske lande. Som man sår, således høster man, men værst gik det dog til hos protestanterne på grund af Luthers patologiske heksemani. Han ønskede, at der blev gjort kort proces med alle mistænkte hekse, nærmest en slags standretter der rutinemæssigt afsagde dødsdom. Og sådan forløb det da også i de fleste protestantiske lande indtil vanviddet og den moralske panik standsede brat omkring år 1700. Ved den ellers så berygtede katolske særdomstol Inkvisitionen anlagde man en langt mildere holdning til de mistænkte hekse. Mange blev frikendt og andre slap med at blive idømt bodshandlinger. Meget få blev faktisk brændt på bålet og alle anklagede hekse havde en forsvarer.

Kristendommen er den eneste religion hvor skrækken for det seksuelle og kvinden førte til disse vanvittige udskejelser, som vi dag ville betegne som femicide. I islam valgte man at undertvinge og kontrollere kvinden og gøre hende til mandens lydige redskab og ejendom. Når dertil lægges, at askese ingen plads har samt at islam ikke udskiller det seksuelle som synd (i ægteskabet), har vi her en forklaring på, hvorfor hekseforfølgelser aldrig fandt sted i islam.

I islam har seksualiteten en hellig mission, at skabe liv, og ved at fuldbyrde sin seksualitet bidrager mennesket til Guds skaberværk. Profeten Muhammad skal ifølge en hadith have sagt: ”Vellysten og begæret ejer bjergenes skønhed. Når konen er gravid, vil hendes belønning være den samme som for fasten, bønnen og den hellige krig.”

Der er således i islam en positiv grundindstilling til seksualiteten og i modsætning til kristendommen tillader islam den seksuelle nydelse for nydelsens egen skyld, og islam gør ikke ånd og krop til to uforenelige størrelser. Askesen er følgelig fremmed for muslimer og i modstrid med begrebet om den hellige seksualitet ligesom askesen heller ikke findes i judaismen.

Højsangen afspejler judaismens mere naturlige og afslappede forhold til erotik og seksualitet. Den fremherskende tolkning blandt både jøder og kristne har dog været som allegori eller forbillede på Guds kærlighed til Israel, eller på Kristi kærlighed til sin brud, kirken, selv om digtene selv ikke vidner om at være skrevet i den hensigt. For en umiddelbar betragtning er der jo ikke noget helligt ved indholdet. Hvordan er det da gået til, at Højsangen er havnet blandt de hellige skrifter? Hvorfor er den blevet indlemmet i Bibelen?

Omkring midten af forrige århundrede vandt en ny opfattelse af Højsangen frem i den videnskabelige verden – den såkaldte kultmytologiske tolkning. De forskere, der har fremsat denne opfattelse, har beskæftiget sig med sange fra de oldfønikiske, babylonske og ægyptiske religioner, som handler om den frugtbarhedsskabende forening, gudebrylluppet, mellem frugtbarhedsguden og hans elskede. Disse sange fremstiller altså frugtbarhedsmyter og har utvivlsomt været fremført i gudsdyrkelsen som en ledsagende beskrivelse af kongens og dronningens repræsentative fuldbyrdelse af gudebrylluppet i templet.

Da israelitterne må formodes at have mødt tilsvarende kult og myter ved deres indvandring i Kana’an, og da der er en række ligheder mellem de nævnte sange og Højsangen, ligger den antagelse nær, at Højsangens digte – eller i hvert fald nogle af dem – oprindeligt kan have været kultiske sange og handlet om guden Ba’al og hans elskede Anat, eller eventuelt om kongen og dronningen, som repræsenterede de to guder.

En alternativ og noget ældre opfattelse af Højsangen er den såkaldte ”naturlige”, der betragter den som en samling almindelige elskovs- og bryllupssange. Når en jødisk rabbi omkring år 100 e.Kr. beklager sig over de ugudelige kroppe, der traller stumper af Højsangen på værtshuse, beviser det, at de jødiske teologers allegoriske tolkning ikke har været enerådende. Også i den kristne kirke har der hele tiden været folk, der har hævdet den ”naturlige” forståelse. Det er endog sket, at nogle af dem er blevet kætterdømt for det!

Den ”naturlige” tolkning har fået en kraftig støtte gennem de iagttagelser, som man i det nittende århundrede gjorde af syriske bondebryllupper – og som kan gøres den dag i dag. Et bryllup varer flere dage, som tilbringes med sang, dans og leg. Brudeparret tiltales som konge og dronning, og deres trone er en plads lavet af tærskeslæde. I hyldelsten til dem indgår afsyngelse af ”wasf’er” (sange, der beskriver deres legemlige fortrin) og udførelsen af bestemte danse, blandt andet en sværddans. Der er med andre ord en række slående ligheder med Højsangen.

Forskellen mellem den seksualfjendske kristendom og islams mere naturlige forhold til det seksuelle viser sig også ved at islam tillader en form for ægteskab der alene er beregnet på seksual nydelse, nemlig det såkaldte tidsbegræsede ”muta” ægteskab. Her kan man indgå kontrakt om ægteskab fra en time, et år eller hvad der nu passer en. Oprindeligt tillod profeten Muhammad denne form for ægteskab, idet det netop også angives, at kvinden skal modtage en løn for den tilfredsstilllelse hun yder manden. Hvor de postkristne vestlige samfund har placeret prostitution et eller andet besværligt sted mellem ilegalitet og legalitet, har islam løst problemet på en elegant måde ved simpelt hen at legalisere prostitution, blot der forelå en skriftlig kontrakt mellem parterne om ydelse og modydelse.

Vor egen begavede digter Suzanne Brøgger har ikke megen fidus til det hellige ægteskab:

citat:
”Gennem tiderne har manden skullet lokkes og narres til at bestige den samme kvinde livet igen og fortsætte menneskeslægten inden for familien. Det er kun få, der har gjort det frivilligt.”



Det er på tide at slippe erotikken løs og fri af kristendommens dødelige favntag!

Hilsen

Ipso Facto
Link

Re: - Sex er helligt

Tim, publiceret d.06/10 16:56 (for 5 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Sex er helligt
Kære Kirsten Kjærulff

citat:
Det livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen. Kun tilsammen er de Guds billede, og sammen skal de virkeliggøre Guds skaberplan: Give livet videre, befolke jorden og herske over den som Guds medansvarlige statholdere.



Jeg kan godt se din pointe, men spørgsmålet er om ordvalget ikke er en smule uheldigt. Min forståelse af kristen katolsk teologi, er at vi alle skabt i Guds billede. Denne gave er ikke bundet op på en given livsstil, men er relateret til vores medlemskab af den menneskelige art. Dette gælder den gifte og den ugifte, synderen og den usyndige, manden og kvinden, etc.

Er det ikke mere rigtigt at sige noget i retning af, at Gud altid kommer til udtryk i relationen. Altså at vi måske nok er skabt i Guds billede, men at dette billede udelukkende finder sin plads (finder sin lighed med Gud)) igennem vores positive kærlighedsrelationer (Gud er selv tre personer af samme substans) til Gud og næsten. Ægteskabet bringer på den vis mennesket tættere på Gud, fordi sakramentet ideelt set er udtryk for et løfte om en ubegrænset livgivende kærlighed mellem to mennesker. Det er et løfte om gensidig tjeneste, og det er et løfte om at tjene skabergerningen repræsenteret ved det fremtidige afkom. Foreningen af det maskuline og feminine, det seksuelle, er her tiltænkt som kulminationen på de to partneres gensidige kærlighed og som begyndelsen på parrets deltagelse i skabelsesprocessen. Endvidere er alle de uundgåelige konflikter i et ægteskab (her sidestillet med familielivet) og den fælles deltagelse i den gode kamp, den perfekte anledning til at vokse i hellighed og at forberede sig på Himlen.

Cølibatet er her udtryk for et lignende kald til tjeneste, som finder sit udtryk og formål i kærlighedsrelationerne til Gud og næsten. Anderledes, men så alligevel udtryk for det samme. Gud er jo trods alt kærlighed (Agape), og det er i kærligheden at vi kommer til at ligne Ham .

Gud velsigne dig
Tim
Link

Re: - Sex er helligt

kabbalis, publiceret d.10/10 01:37 (for 5 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Sex er helligt
Tim afslutter med denne konklusion:

"Cølibatet er her udtryk for et lignende kald til tjeneste, som finder sit udtryk og formål i kærlighedsrelationerne til Gud og næsten. Anderledes, men så alligevel udtryk for det samme. Gud er jo trods alt kærlighed (Agape), og det er i kærligheden at vi kommer til at ligne Ham."

Cølibatet er efter min opfattelse en forbryderisk perversion både mod menneskenaturen og mod religionen.

Oprindeligt var seksuel afholdenhed den kristne tanke og tro fremmed. Det er således vanskeligt at finde skriftsteder i de fire evangelier der priser askesen.

Det nærmeste vi kommer det er skriftstedet hos Matt. 19,12:

citat:
"Thi der er gildinger, som er født således fra moders liv, og der er gildinger, som er kildede af mennesker; og der er gildinger, som har gildet sig selv for himmerigets skyld. Den, som kan fatte det, han fatte det"



Det er dunkle ord og ord med en skæbnesvanger historie. Det findes kun hos Mattæus, medens det mangler hos de andre synoptikere. Det ville afgjort være bedre, hvis det også havde manglet i Matthæus-evangeliet, og hvem véd, om det altid har stået der!

Lad os holde fast i det centrale af Jesu erotiske lære, bibelordet, Mark. 10,7: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød." Kernen i disse særninger er næsten ordret lånt fra 1. Mos. 2,24. De indeholder en utvetydig bekendelse til den mystiske erotik, til den omfavnende seksuelle kærlighed, det vil sige den kærlighedsform, i hvilken Eros griber legeme og sjæl, altså ikke kun sjælen alene med sin sammensmeltende magt. Seksualiteten "kødet", skal forødlet deltage i Eros´ forløsende træk og ikke, som ved den tilbedende kærlighed, forblive udelukket derfra.

Jesus siger ikke: Mand og kvinde skal skal blive én ånd eller én sjæl, men ét kød, Han kan derfor ikke have tænkt på kærlighed uden legemelig berøring. Han giver sin tilslutning til den sanselige omfavnelse som symbol på de elskendes indgang til oversanselig enhed. Ægteskabet er følgelig den livsform, i hvilken ikke kun det mandlige forenes med det kvindelige, men også sjælen med legemet, ånden med sanserne. I ægteskabet udligner mennesket sin driftsmæssige og åndelige natur med hinanden. Derfor er den seksuelle omfavnelse mellem dem, der er båret af sand seksuel kærlighed, et fænomen, som er villet af Gud. Mark. 10,9 (Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille) tyder på denne oversanselige symbolagtige karakter af den (ægteskabelige) kønsforbindelse.

Det er forløsningsmotivet der adler seksualrusen, og ikke forplantningsformålet. Jesus retfærdiggør ikke kærlighedsomfavnelsen (som senere Augustin) ud fra legemets animalske evne eller opgave, men han befrier mennesket fra forplantningens tyranni og giver den seksuelle kærlighed dens værdighed og oversanselige natur tilbage. Dette var et eklatant brud med den jødiske avlingsfanatisme, der endog godkendte blodskam for folkeformeringens skyld.

To omstændigheder har i høj grad fremmet kristendommens orientering i retning af askesen: skuffelsen over udeblivelsen af verdens undergang, som man troede var nær, og den antikke naturreligions udartning.

Den kristne askese bredte sig i samme grad, som de eskatologiske forhåbninger svandt. Tilløb til denne udvikling anes i 1. Joh. 15-17. Allerede her åbner sig den dybe kløft mellem verden og oververdenen, og kærligheden til jorden frarådes de troende meget eftertrykkeligt. Fra nu af blev hele skabelsen og med denne de erotiske kræfter, garantierne for verdens fortsatte beståen, dødelig ramt af tiltagende verdenslede.

Samtidig sørgede synet af de udartede naturreligioner for en stærk vækst i afskyen for alt seksuelt, således som den gennemsyrer hele Apokalypsen (i Joh. Åb. 14,4 prises de 144.000 udvalgte som dem, der "ikke har besmittet sig med kvinder". Mennesket havde mistet sin snævre føling med naturen. Det seksuelle stod ikke længere for det i kosmiske sammenhænge af elementær magt, men var fornedret til akter, som mennesket bevilger sig selv til sin nydelse.

I kristendommen blev kønsfrygtens og verdensledens vej stadig bredere. I det andet århundrede dukkede det seksualitetsløse ægteskabsideal op i "Hermas Hyrde", et skrift der var forvattet i Rom. I det fjerde århundrede var kyskheden allerede det punkt, om hvilken kristendommens tænken kredsede i dogme, moral og livspraksis. Det paradisiske syndefald og "afrystelsen af syndens åg" blev nu opfattet seksuelt. Moraliteten indskrænkede sig til seksualmoral. Det sjette Bud blev det vigtigste. Kristendommen forvandlede sig fra at være kærlighedens religion til at være en kyskhedens religion (imod 1. Kor. 13,13).

Denne tids kirkefædre hengiver sig til udfald mod kødet "cato", hvormed de forstod seksualiteten. Næsten hver af dem forfattede et skrift til virginitetens pris. Hierakiets højere grader forblev forbeholdt de ugifte (ligesom i den ortodokse kirke i dag). Cølibatet blev ganske vist afvist på konsiliet i Nikæa år 325, men det tillodes ikke, at præster, der havde modtaget vielse, giftede sig. Det fulde cølibat blev først - med munkevæsenets hjælp - gennemført år 1074 af Gregor VII; dogme har det været siden tridentinerconsiliet.

Blandt de forbrydelser der primært må tilregnes overoptagetheden af den seksuelle synd og flugten til cølibatet er senmiddelalderens vanvittige hekseforfølgelser og massehelrettelser af seksualle afvigere, specialt i Sverige. Efter at den moralske panik omkring helse og seksuel afvigelse havde lagt sig omkring år 1700 dukkede seksualskrækken imidlertid snart op i nye forklædninger. Snart udløste børns onani, der hidtil havde været accepteret og var foregået upåagtet en ny moralsk panik der holdt sig helt op til moderne tid.

Det unaturlige krav om cølibat forvrænger seksualiteten hvorefter den finder nye udladninger i forbrydelser mod børn og unge, således som vi har set det i moderne tid.

Der er intet fortjenstfuldt i cølibatet, man bliver hverken en bedre eller mere fortjenstfuld kristen heraf, for under Gud er alle lige og afholdenhed er ingen genvej til himmeriget.

I stedet for at gøre de to stærkeste kræfter i menneskelivet - det seksuelle og det religiøse - til hinandens fødte modstandere, så burde de kristne arbejde for at læge dette smertende sår ved atter at forene dem og give sjælen dens enhed tilbage.

Fort at det kan begynde at ske må det afskyelige og farlige cølibat afskaffes som dogme. Først da kan det seksuelle indtage sin retmæssige plads som en del af det hellige.

Hilsen

Ipso Facto
Link

Re: - Sex er helligt

disciple, publiceret d.10/10 01:58 (for 5 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Sex er helligt
Hej kabbalis alias Ipso Facto

Citat: Der er intet fortjenstfuldt i cølibatet, man bliver hverken en bedre eller mere fortjenstfuld kristen heraf, for under Gud er alle lige og afholdenhed er ingen genvej til himmeriget.

I stedet for at gøre de to stærkeste kræfter i menneskelivet - det seksuelle og det religiøse - til hinandens fødte modstandere, så burde de kristne arbejde for at læge dette smertende sår ved atter at forene dem og give sjælen dens enhed tilbage.

Fort at det kan begynde at ske må det afskyelige og farlige cølibat afskaffes som dogme. Først da kan det seksuelle indtage sin retmæssige plads som en del af det hellige.


Citat slut.

Kommentar: Igen har du ramt hovedet på sømmet
Jesus lægger ikke op til cølibat og skriften adskiller ikke det seksuelle eller troen.
Heller ikke Paulus er fortaler for cølibat, han var selv ugift, men siger at ikke alle er som han. Tværtimod formaner han til at de unge skal gifte sig såfremt de ikke kan undvære det intime forhold.
Cølibat kan man ikke pådutte andre mennesker, det kan kun fungere såfremt vedkommende af forskellige årsager vil koncentrere sig om at tjene Gud således.

Blandt de mange troende kristne som jeg omgås og de mange som jeg har mødt på mine mange udlandsrejser som projektkonsulent er der ingen som lever i cølibat.

Der er lige udkommet en bog " Nonne tur/retur" af en tidligere nonne Helene Hägglund, som var nonne i 14 år. Hun forlod klostret i 2003 og bor i Sverige, er gift og mor til 2 børn og læser nu til socialrådgiver.
En fantastisk bog skrevet af een som har oplevet det hele.

mvh
disciple
Link
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​