- Vi har pligt til at engagere os

Den skævvridning, den urimelige position, kvinder står i, og forskellen på kønnenes muligheder får en hellig ild til at brænde i mig. Det er det, der får mig til at stå op hver morgen og være ”på”.

- Og så føler jeg mig forpligtet til at bruge min fine uddannelse. Når nu samfundet har betalt min uddannelse og jeg har gennemført den, så er det også min pligt at bruge den. Jeg mener faktisk, vi alle har pligt til at engagere os. Det er os, der er samfundet, samfundet er ikke nogen andre. Så det er bare med at komme i gang, opfordrer Kathrine Windfeld.

Den svære balance med familien
At arbejde som filminstruktør forudsætter, at man arbejder med sig selv, understreger Kathrine Windfeld. Man må øve sig i at balancere mellem arbejdsliv og familieliv:

- Når jeg arbejder med at instruere, bruger jeg meget min intuition. Jeg er åben, nærværende og mærker efter, siger Kathrine Windfeld. Hun peger på, at det tør man kun, hvis man hviler i sig selv og arbejder med sig selv. Her kan man ikke springe over, hvor gærdet er lavest.

- Mit arbejde er dybt meningsfuldt, men det er svært at få det til at passe med familielivet. Man har jo ikke mit job til 37,5 timer om ugen. Men jeg ser på mit arbejde som noget, jeg gør for min søn og for samfundet. Den politiske situation skal diskuteres, så det bliver bedre for den næste generation, mener filminstruktøren.

Jeg takker Gud for det, jeg har
Hvis arbejdet er et kald, er det så Gud, der har kaldet dig til dit arbejde? Tænker du Gud ind i dit arbejde?

- Gud spiller ikke direkte en rolle i mit arbejdsliv, men i min livsopfattelse. Jeg tror på Vorherre og har fået en kristen, protestantisk opdragelse. Så troen spiller en rolle i min tilgang til livet og dermed også i mit arbejde. Jeg siger tak til Gud for min søn, det er et mirakel at have fået ham. I det hele taget øver jeg mig i at være taknemmelig, fordi jeg er så privilegeret. Alt andet ville være urimeligt, siger Kathrine Windfeld og fortsætter:

- Ofte ligger forsmåelsen meget tættere på os end taknemmeligheden, så det skal vi arbejde med. Børn er jo spontant glade og tager imod en ny dag – den følelse af ægthed skal vi værne om. Det gælder om at vende tilbage til de sande værdier. Min egen erfaring er, at livet går i bølger. Når det er svært, bliver man også mindre generøs. Så må man stoppe op og vurdere: ’Er det virkelig rimeligt, at jeg føler mig snydt?’ For generelt er vi jo meget privilegerede i Danmark.

For nogle giver arbejdet en følelse af kontrol
Hvis arbejdet giver livet mening, er det nærliggende at spørge, om arbejdet er livets mening. Har arbejdet overtaget religionens plads for danskerne i dag?

- Det er et meget svært spørgsmål. For mig er religion og arbejde to helt forskellige ting. Arbejdet er en forudsætning for at overleve. Religion er en forudsætning for at eksistere.

- Selvfølgelig kan man blive så opslugt af arbejdet, at man ikke har plads til andet, og det dermed erstatter religion. Men det kan så meget andet jo også gøre. Og nogle bliver så glade for deres arbejde, fordi her føler de, at de har kontrol – og det modsatte gør sig måske gældende derhjemme, i familien.

Jeg er aldrig alene, når jeg har Gud
- Det gælder måske specielt voksne, veluddannede, frie kvinder, at vi bliver så glade for arbejdet, fordi vi her har en følelse af kontrol. Indtil vi får vores første børn, lever vi jo ligesom mændene. Derefter har vi ikke samme vilkår. Det er vanvittigt svært, og det kan vi kun overleve, hvis vi hjælpes ad. Og her kan vi godt finde hjælp i religionen, mener Kathrine Windfeld.

- Det, jeg forstår ved det dobbelte kærlighedsbud er jo netop, at vi skal hjælpe hinanden, også i forhold til vores arbejde. Så på den måde kan religionen godt give hjælp til arbejdet. Og så hjælper det jo personligt at tro på Gud, fordi det betyder, at man aldrig er alene. Ligegyldigt hvor man er, og hvilket ensomt hotelværelse, man sidder på, er man ikke alene.

Kathrine Windfeld er filminstruktør. Du kan se hendes hjemmeside her.