Islam tillader folk at have personlige meninger om mange ting. Den religiøse afgør selv, hvorvidt han eller hun vil leve med en partner, der har en dårlig fortid, skriver Mohammad Al-Jizani. -
- Foto: Sxc.hu
Mohammad Al-Jizani |
7. oktober 2009
Jeg føler, min fortid forhindrer mig i at gifte mig med en religiøs mand, skriver en muslimsk pige. Du kan sagtens finde en religiøs mand, der vil acceptere dig, svarer muslimske Mohammad Al-Jizani
Spørgsmål:Hej Mohammad,
Jeg skriver, fordi jeg har et megastort problem. Jeg er libanesisk sunni-muslim, men har ikke altid været praktiserende. Så jeg har i min fortid for to år siden haft en kæreste, som jeg har været sammen med på den der måde. Jeg fortryder alt fra min fortid og jeg har i to år dedikeret hele mit liv til Gud.
Men problemet er, at jeg bor i Odense; et sted, hvor der bor ekstremt mange arabere og de ved alt om alle. Nu er jeg blevet forelsket i min overbo, som er en meget praktiserende mand med skæg og det hele. Hele hans familie er religiøse og oveni købet irakiske sunni-muslimer.
Jeg er bange for at sige noget til drengen eller hans mor, fordi jeg er bange for, at de skal høre alt muligt dårligt om mig fra folk og så sige nej.
Eller at vi måske bliver gift, og han og hans familie hører alt muligt efter brylluppet. Jeg siger selv sandheden til dem, men de skal forstå, at jeg i to år har været sådan, som jeg vil være resten af mit liv. Og den jeg var dengang, var en hel anden person.
Jeg er også bange for folks reaktion. Jeg vil ikke have de tænker: hvad laver han med hende den dårlige pige? Skal jeg bare lade det ligge, selvom jeg ved, at han er den type, jeg vil have?
Jeg føler bare, min fortid gør, at jeg ikke kan være sammen med en religiøs mand, fordi de måske dømmer eller ved, de kan få en pige der ikke har haft en fortid.
P.S. Jeg har læst dine debatter, de er meget gode.
Sarah
Svar:
Kære søster,
Du spørger, om du bare skal lade det ligge. Svaret kender ingen bedre end dig selv. Hvordan manden er, er dét der afgør sagens udfald. Hvis du mener, at manden vil acceptere din fortid, er der vel intet, der holder dig tilbage.
Hvis du derimod mener eller har en mistanke om, at manden ikke vil acceptere en kvinde med sådan en fortid, så kan jeg godt se, at valget er svært at træffe. Men igen er dette noget du alene kan afgøre, for jeg kender ikke manden, og ved derfor ikke hvilken type han er.
Du skriver at du frygter, at religiøse mænd måske dømmer pigen på hendes fortid. Denne tankegang synes jeg ikke, at du skal have. Religiøse mennesker er ikke alle ens. Islam tillader folk at have personlige meninger om mange ting. Den religiøse afgør selv, hvorvidt han eller hun vil leve med en partner, der har en dårlig fortid.
Derfor kan du sagtens finde en religiøs mand, som accepterer en kvinde med sådan en fortid. Det har vi mange eksempler på. Du bør derfor hellere tænke positivt, da positive tanker ofte holder mulighederne åbne.
Må Allah Den Ophøjede hjælpe dig.
Med venlig hilsen
Mohammad Al-Jizani
Shia-muslim og hjemmesideredaktør
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk