Kære Daniel

Jeg har fundet det nødvendigt at give et par kommentarer til Dialogcentrets svar på dine spørgsmål om gør-det-selv-religion.
Dialogcentret kaldes i munter tale for ”Monologcentret”, fordi Dialogcentret ikke kun har en informativ agenda, men også prædiker protestantisk kristendom og er stærkt fjendtlig mod andre ikke(rigtigt)-kristne religioner. Jeg vil prøve at nuancere Dialogcentrets svar –mindre fordækt missionerende og mere redeligt.
Jeg vil ikke tage stilling til om ”sheilaisme” eller ”folkekirken” er bedst for samfundet, men kun argumentere mod Dialogcentrets teologisk farvede redegørelse for ”sheilaismes” negative effekter. Mine kommentarer tager udgangspunkt i citater fra Dialogcentrets artikel, som er markeret i citationstegn.

"Det negative er især tre ting: Dels ryger fællesskabet med hinanden, fordi vi har jo ikke megen religion til fælles på den måde - ud over at være fælles om ikke at have noget til fælles."

Religion har ikke patent på fællesskab. Der er ikke en direkte forbindelse mellem institutionel religion, som f.eks. en kirke, og graden af socialt engagement i samfundet. Fællesskab kan skabes på andre måder end gennem fællesskabet i en kirke eller religion.
Institutionel religion kan i lige så høj grad fremme intolerance og fjendtlighed som tolerance og fællesskab mennesker imellem.
Desuden er et rituelt fællesskab ikke lig et fællesskab i diverse trosspørgsmål. Ikke to mennesker har een identisk religiøs overbevisning. Der er f.eks. stor forskel på hvordan en professor i teologi i København og en kordegn i Seem tolker og praktiser Biblens ord.

”Dels forsvinder båndene til fortiden og traditionen. Vi bliver mere rodløse og søgende - og det kan for nogen være et besvær og et præstationsræs.
Sheilaismen er ikke et trygt egetræ, som vi i fællesskab kan søge ly under og orientere os efter.”

Dette er i høj grad et politisk udsagn (og en ide om det svage menneske), som handler om kirkens rolle i samfundet. Dialogcentret mener, som du kan se, at institutionel religion, som f.eks. den danske folkekirke, samler danskerne. Dette er dog et glansbillede af virkeligheden. F.eks. føler mange ikke-kristne danskere (f.eks. nydanske muslimer), at de bliver udelukket fra det dansk-nationale fællesskab pga. at de har en anden tro.
En anden (mere liberal) holdning end Dialogcentrets er, at det enkelte menneske selv skal vælge sin religion, således at kirken ikke er med til at diskriminere bestemte befolkningsgrupper, splitte samfundet og skabe konflikter.
Desuden er det ikke kun ”kollektiv”, institutionel religion som kan være ”et trygt egetræ”. F.eks. kan historien og skolevæsenet bidrage til at være en ramme, som mennesker i fællesskab kan orienterer sig efter (og dette uden en overmenneskelig/guddommelig dimension, som (efter min mening) har større tendens til at adskille mennesker).

”Og dels har vi ikke den store chance for at lære af - og blive klogere af - den religion, som vi selv finder på, og som vi selv synes lyder god og rimelig.
Vores egen sheilaisme udtrykker jo, hvor vi allerede er, og hvad vi allerede mener lige nu. Vi er vores egen "ypperstepræst" og øverste dommer i sheilaismen, så sheilaismen fortæller dermed ikke noget nyt og udfordrende, men som regel bekræfter den os i det gamle, vi allerede mener. I kristendommen mener man, at med sheilaismen sidder mennesket fast i sig selv, i sin egen tendens til selvoptagethed, og i sin egen fantasi og ønskedrømme. Det er bl..a. det, der på kristent sprog kaldes "synd".”

Dette er et uvidenskabeligt og særdeles subjektivt udsagn, hvor Dialogcentret på vanlig vis skelner mellem rigtig og falsk religion. Man kan også spørge, om denne ”åndelige forblindelse og ego-centrisme”, som Dialogcentret peger på, ikke også peger tilbage på Dialogcentret selv? Enhver religiøs tolkning er menneskeværk. Præstens udlægning af Biblen er præstens egen tolkning. Hvordan undgår en folkekirkepræst ikke at lade Bibelen bekræfte sig i det gamle, i det han allerede mener? Institutionel religion kan i lige så høj grad som privat religion, være med til at legitimere egne holdninger. Man bliver ikke klogere af institutionel religion end af sheilaisme, men heller ikke omvendt.
Min konklusion er, kære Daniel, ikke at være så forskrækket som Dialogcentret. At samle sin egen religion er et fuldstændigt normalt og ufarligt fænomen. Religioner er desuden aldrig et lukket fænomen, men er hele tiden i samspil med det øvrige samfund. Selv Dialogcentrets kristendom bliver påvirket af andre kulturer. Dialogcentret formes jo i høj grad af deres modvilje til ikke(rigtigt)-kristne religioner/religiøsitet og andre kulturfænomener. Alle religioner skabes, forandres og forgår i samfundets kulturelle bølger. Nogle religioner udtrykker det meget eksplicit, f.eks. Bahai, andre fornægter det, f.eks. fundamentalistisk kristendom i Bibelbæltet og islamisme. Således kan al religion betragtes som kulturelt og religiøst patchwork.
Jeg håber min nuancering har hjulpet.

Bedste hilsner
Kristian, religionsstuderende ved Københavns Universitet