Lisbeth Riisager Henriksen |
4. november 2009
Iben Thranholm tager fejl i sin fortolkning af, at stress er mangel på tro, skriver cand.mag. Lisbeth Riisager Henriksen
Det er forførende og på overfladen overbevisende tanker, som teolog og journalist Iben Thranholm den 24. juli kommer med i Kristeligt Dagblad i artiklen
Frygt ikke, tro kun. Er stress mangel på tro?
Thranholm taler her om stress i dens allerbredeste, folkelige betydning. Hun opfatter den som tegn på en generel samfundstendens til, at vi mennesker gerne vil have den totale kontrol over vore liv, men ikke overlade noget til tilfældigheder, andre mennesker, Gud osv.
I den sammenhæng får hun så også lige bragt evangeliets formaninger om at tro og ikke bekymre sig på banen, ligesom hun refererer Paulus for, at Gud kun kan komme til, når vi er magtesløse og giver slip på kontrollen.
Og det er jo rigtigt nok, at samfundet lægger op til, at vi skal kontrollere alt til perfektion, og hun har jo ret i, at det er en usund tilgang til livet generelt. På et så overordnet plan kan de to størrelser stress og mangel på tro med lidt god vilje stå i samme "kasse" over livets lovmæssigheder.
Mennesket er ikke skabt til kontroltabMen, men, men! Når Thranholm konkluderer, at nutidens stressramte mængder må have for lidt tro i kristelig forstand, og at troen er løsningen på al stress, så fremstår det som en meget unuanceret og letkøbt forklaring grænsende til provokation – og det er måske også meningen?
Det gør det, fordi stressdefinitionen bliver alt for upræcis og ser bort fra det forhold, at mennesket – og det er altså min påstand – slet ikke er skabt til at kunne leve i total mangel på kontrol. Stress ER et udtryk for reel frustration over det, man ikke har kontrol over, og som man under normale og sunde omstændigheder ville kunne forvente at have.
Sygdom og arbejdsløshed er naturlige grunde til stress
Stress handler jo ikke bare om arbejdsmæssige forhold eller luksusproblemer, som sunde mennesker ikke kan håndtere på grund af et overgearet samfund med fuld fart på og for høje personlige krav til tilværelsen. Det handler måske nok så meget om f.eks. manglende kontrol over helt grundlæggende, basale forhold i livet.
Når f.eks. sygdom gør, at man ikke kan komme på arbejde eller overholde private aftaler på dage, hvor der stod vigtige, altafgørende dagsordener på programmet, eller når arbejdsløshedens ørkenlandskaber mærker én i længere tids jobafslag på jobafslag, så er det jo naturligt at blive stresset, og det har ikke noget med (manglende) tro at gøre.
Også meget troende bliver stressede
Stress og tro er overhovedet inkommensurable størrelser, og det giver ingen mening at definere stress med religiøsitetens briller. I så fald ender man i en fremgangsteologisk tilgang! Alle, også meget troende mennesker, kan blive stressede, hvis de kommer ud i situationer, hvor de for alvor er magtesløse.
"Stress ikke, tro kun!", således kunne essensen af Thranholms artikel formuleres. Det er ikke et meningsfuldt kristeligt udsagn, nej, jeg mener faktisk, det er ukristeligt at måle troen på, om man bliver stresset under den slags forhold.
Kristne er kun delvist magtesløse
Når Bibelen sætter tillid til Guds forsyn højere end os selv, betyder det jo i øvrigt ikke, at man så skal stille sig passivt over for alt. Det er en god gammel luthersk og calvinsk sentens, at man også selv skal gøre sit bedste for at få livet til at hænge sammen, præge det, tage sit ansvar op og udfylde sit kald – både bede OG arbejde!
Midt i troen skal man kun affinde sig med den uovervindelige magtesløshed, men ikke som f.eks. hinduer og muslimer på forhånd opgive alle muligheder for at påvirke livets udformning med henvisning til Skæbnen.
Som kristen må delvise forsøg på at påvirke livet selv gå hånd i hånd med delvis magtesløshed og fuldstændig overgivelse til Gud. Så enkelt og så komplekst tror jeg faktisk, det er.
Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag. og kommunikationsmedarbejder.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk