Det har vakt opstandelse i mange kristne kredse, at den europæiske menneskerettighedsdomstol har erklæret, at den italienske skik med kors i de offentlige skolers klasseværelser er et brud på menneskerettighederne.

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes, at det virker som et overkill at definere kors i klasseværelserne som et brud på menneskerettighederne.

Så længe ingen børn tvinges til at praktisere katolicismen, og så længe ikke-katolske børn ikke stilles dårlige end andre med hensyn til muligheden for at få en uddannelse, med hensyn til bedømmelsesgrundlag etc., ja så kan jeg ikke se den italienske praksis som et direkte brud på menneskerettighederne.

Vi skal passe på med at lave et samfund, hvor det offentlige rum skal være klinisk renset for religiøse symboler, for gør vi det, kommer vi på kant med religionsfriheden.

Korset reduceres til et kultursymbol
Når det så er sagt, så bliver jeg altid ked af at se korset blive reduceret til et symbol på et bestemt lands, her Italiens, kultur, sådan som dem der kæmper for korset i klasselokalerne typisk gør det. Jeg mener, døde Jesus virkelig på korset for at blive et symbol på den dominerende kultur i et bestemt land?

Er der ikke en slående forskel på Jesus, der vælger at dø en forbryders død på korset af ubetinget kærlighed til os og så en kirke, der bruger symbolet på hans død og opstandelse som et symbol på dens kulturelle magt? Og at der er tale om en magtkamp, er ganske tydeligt. Den katolske kirke i Italien kæmper med næb og klør mod et samfund, hvor det ikke længere er den katolske kirke, der sætter den religiøse og den moralske dagsorden. Kampen for og imod korset er en del af denne kamp.