Hvad identitet er er jo et fuldstændig filosofisk spørgsmål. Om identitet i det store og hele er noget vi mennesker har godt af er jeg faktisk ikke sikker på. Derfor deler jeg på ingen måde din frygt for at vi alle sammen skulle komme til at miste den - både af den grund at jeg ikke er sikker på hvad dælen du overhoved mener med identitet og hvad det gode ved identitet er.
Jeg ved dog med ét at jeg på ingen måde vil finde mig i at religion og stat blandes sammen. Og ærlig talt undrer det mig afsindigt at man som et religiøst menneske ikke går ind for sekularisering.

Om jeg bør tolke dit indlæg som vændre islamofobisk er jeg heller ikke sikker på, men det undrer mig at det lige er islam du bruger som den store satan.
Jeg tror en sekularisering faktisk vil kunne forhindre en masse unødvændige konflikter på tværs af kultur og religion.

Og man behøver altså ikke være socialist for at have sådanne holdninger...

En ny debattør, Stirner, fremfører følgende provokerende synspunkt om identitet:

citat:
”Om identitet i det store og hele er noget vi mennesker har godt af er jeg faktisk ikke sikker på. Derfor deler jeg på ingen måde din frygt for at vi alle sammen skulle komme til at miste den - både af den grund at jeg ikke er sikker på hvad dælen du overhoved mener med identitet og hvad det gode ved identitet er.”



Uanset om vi har godt af det eller ej, så er identitet uløseligt knyttet til alt liv. Selv encellede bakterier besidder en rudimentær form for identitet, idet de formår at skelne mellem det som er inden for og uden for cellen. Bakterien ”interesserer” sig for for sine omgivelser og reagerer på dem. I en petriskål ”svømmer” den hen til det sted, hvor der er mest næring at finde. Det er denne intentionelle adfærd, som kan forstås som en ikke-fysisk formålskausalitet, der kendetegner det levende til forskel fra de døde ting og som sammen med evnen til reproduktion er definerende for livet.

Mennesket besidder en selvreflekterende bevidsthed, hvilket sætter det i stand til at forholde sig til sig selv samtidig med at dette selv forholder sig til omgivelserne. Og som sprogbrugende væsener udtrykker vi disse relationer mellem selvet (selvbevidstheden) og omgivelserne i sprog. Vi fødes ind i en allerede eksisterende kultur og gennem socialiseringsprocessen overtager vi gradvist den omgivende kulturs paradigme. Det er nødvendigt for at erhverve et sammenhængende syn på verden og vor situation i verden og for at kunne klare os i en given kultur.

Menneskene lever i forskellige kulturer med forskellige grundideer om, hvad det vil sige at være menneske og hvad menneskets eksistentielle situation er i verden. Dette kaldes også et samfundsparadigme eller et ”symbolsk moralsk univers”. 

Paradigmet rummer en virkelighedsopfattelse, der integrerer symboler, betydninger, værdibegreber, motiver og begrundelser i et sammenhængende system, der legitimerer en bestemt moralsk orden. 

Det symbolsk-moralske univers definerer de moralske grænser, og dermed kriterierne for, hvad der er afvigende. En afviger tilhører ofte et andet symbolsk-moralsk univers som legitimerer hans handlinger.

På samme måde lever den religiøst troende i et andet symbolsk moralsk univers end det som defineres af det sekulære humanistiske eller det naturvidenskabelige paradigme.

Ingen behøver dog at være slave af den kultur han tilfældigvis er opvokset i og slavisk overtage de fremherskende normer og doktriner. Vi kan forholde os kritisk til det kulturelle paradigme eller dele af det. Derfor foregår der i enhver kultur en løbende diskussion om traditioner, værdier og grænser hvorved kulturen kan ændre sig. Nogle kulturer er dog mere resistente over for ændringer end andre. Kulturer der bygger på uforanderlige og evigt gyldige guddommelige påbud til menneskene om, hvorledes de bør leve deres liv og som ikke skelner mellem religion og politik – som f.eks. islam – udviser en stor grad af resistens over for ændringer, mens demokratiske sekulære kulturer i høj grad er adaptive over for nye ideer, idet de så at sige opfordrer til selvstændig stillingtagen om alle livsforhold, jfr. parolen: Del jer efter anskuelser.

Mennesket besidder fri vilje og kan stille det etiske spørgsmål. Den enkelte kan – mere eller mindre præcist – forudse konsekvenserne af sin handlen; og han kan lade denne erkendelse indgå som kausal betingelser for sin handlen. Det er det, som definerer os som personer (væsener med selvreflektion, sprog og logik) og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndendelser eller de givne sociale normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser og spørge om, hvad vi bør gøre – hvad det er rationelt at gøre.

Så alle besidder vi en identitet både som personer og som medlemmer af en given kultur – det er ikke noget som det står i vor magt at fravælge. Om en identitet er godt eller dårligt er derfor et meningsløst spørgsmål!

Hvordan det kulturelle paradigme bør udformes er derimod et i allerhøjeste grad vedkommende og aktuelt spørgsmål. Hvis vor kultur mod vor vilje ændrer sig radikalt fordi den bliver løbet over ende af en anden mere imperialistisk kultur, så mister vi noget værdifuldt som gav mening, sammenhæng og kontinuitet i vor tilværelse.

Debattøren Stirner undrer sig også på de troendes vegne:

citat:
”Jeg ved dog med ét at jeg på ingen måde vil finde mig i at religion og stat blandes sammen. Og ærlig talt undrer det mig afsindigt at man som et religiøst menneske ikke går ind for sekularisering.”



Så må du vel i særlig grad undre dig over de muslimer, der tilslutter sig de førende retsskolers dogme om, at religion og politik er et og det samme? Men vi er nok nødt til at finde os i det, da demokratiet fordrer åndsfrihed hvortil hører religionsfrihed.

Islamforskeren Bernard Lewis sammenfatter det således i sin bog ”Islam and the West”:

citat:
”For muslimer var staten Guds stat, hæren Guds hær, og fjenden selvfølgelig Guds fjende. Af større praktisk betydning var det, at loven var Guds lov, og i princippet kunne der ikke være nogen anden. Spørgsmålet om at adskille kirke og stat opstod slet ikke, eftersom der ikke var nogen kirke, forstået som en selvstændig institution, der kunne blive skilt ud. Kirke og stat var ét og det samme.”



De kristne som tilhører den evangelisk lutherske kirke, som er den danske folkekirke, burde ikke have noget særligt problem med sekularisering, fordi denne bygger på Martin Luthers lære om de to regimenter, der adskiller religion og politik.

Spørgsmålet er så, om det er i overensstemmelse med det demokratiet fordrer, at vi har valgt at bevare den nære tilknytning mellem kirke og stat, dog således, at kirken ikke blander sig i politik og politikerne ikke blander sig i trosspørgsmål. Vi har altså religionsfrihed, men ikke religionslighed, idet folkekirken som sådan understøttes af staten, jfr. Grundlovens paragraf 4. For at religionen ikke skal underminere den demokratiske stats evne til at opretholde sig selv, sættes der dog en etisk grænse for de religiøse udfoldelser, idet Grundlovens paragraf 67 fastslår, at: ”intet (må) læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Hvordan begreberne ”sædelighed” eller ”den offentlige orden” nærmere defineres fastlægges løbende qua den demokratiske politiske proces, og her har forandringerne i det kulturelle paradigme været voldsomme de seneste godt 50 år.

Så længe folkekirken ikke fremfører politiske budskaber eller blander sig i politik, ser jeg intet særligt problem i, at vi giver en fortrinsstilling til den religion som var med til at muliggøre, at demokratiet kunne gro frem indefra, fordi religionen i sin egen forkyndelse krævede adskillelse mellem religion og politik. Så længe et flertal af befolkningen tilslutter sig den nuværende statskirkeordning er der intet problem deri, men tværtimod en fordel, fordi kristendommen har været en del af vor kultur gennem et årtusinde og dermed været med til at give os vor kulturelle identitet. Nu giver den os stabilitet og kontinuitet.

Set i et større perspektiv har vi i Vesten siden oplysningstiden påbegyndt et radikalt paradigmeskifte fra et religiøst verdensbillede til et rationelt sekulært humanistisk og videnskabeligt verdensbillede. Denne proces er langt fra afsluttet og der er ingen sikkerhed for, at vi nogensinde når frem til et fuldstændigt rationelt sekulært samfund uden religion. Selv som rationalist og agnostiker er jeg ikke sikker på, at de mystiske og irrationelle sider af tilværelsen som religionerne tager næring fra kan eller bør udryddes. Det vil selvfølgelig være en fordel såfrem religionerne i fremtiden udviklede sig i den retning, at de alle kunne sameksistere med hinanden og med det demokratiet fordrer uden problemer, men foreløbig er der intet der tyder på, at en sådan ideel og fredelig tilstand venter lige om hjørnet.

Alt tyder på, at fremtidens mest alvorlige konflikter – efter afslutningen på Den Kolde Krig - bliver mellem civilisationer og her spiller religionerne en central rolle som det bærende eller fundamentale element i de fleste kulturer, jfr. Samuel P. Huntingtons tese i ”The Clash of Civilizations”:

citat:
”It is my hypothesis that the fundamental source of conflict in this new world will not be primarily ideological or primarily economic. The great divisions among mankind and the dominating source of conflict will be cultural. Nation states will remain the most powerful actors in world affairs, but the principal conflicts of global politics will occur between nations and groups of different civilizations. The clash of civilizations will dominate global politics. The fault lines between civilizations will be the battle lines of the future.”



Islams stadig mere blodige grænser dominerer i dag verdenspolitikken og synes at underbygge Huntingtons tese som blev fremsat tilbage i 1993. Man kunne også beskrive konflikterne som mere eller mindre voldelige sammenstød mellem uforenelige kulturelle paradigmer.

Undergravelsen af kulturen eller det kulturelle paradigme kommer dog ikke kun udefra og alene fra religioner der søger magt og politisk indflydelse. Den kommer i lige så høj grad indefra som en manglende tro på egne værdier, således som afmagten kommer til udtryk i troen på multikulturalisme og kulturrelativisme. Oftest går kulturrelativismen ud på en moralsk påstand om, at det er utilstedeligt, hvis nogle kulturelle værdier påberåber sig universel gyldighed. Grundholdningen er, at alle kulturer principielt er lige gode, og at de må udfolde deres egenart, som de selv vil.

Hvis kulturrelativismen er gyldig, så må en kulturs verdensbillede vurderes ud fra kulturen selv. Så findes der ikke en rationalitet, der kan bære et verdensbillede, som er universelt gyldigt. Og så kan der heller ikke findes en rationalitet, som kan lægge grunden for en rationelt nødvendig global etik.

Men før vi accepterer denne slutning, er vi nødt til nøjere at gennemtænke, om den kulturrelativistiske position er holdbar. Om den er så stærk, at den kan bære sig selv. Kulturrelativismen hævder, at ethvert verdensbillede kun har gyldighed internt i forhold til en specifik kultur. Men hvad så med kulturrelativismens eget verdensbillede? Hvad med påstanden om, at ethvert verdensbilledes gyldighed er relativ til dets egen kultur? Er den påstand kun gyldig relativt til en bestemt kultur? Er det ikke en påstand, som kræver at være gyldig for enhver kultur, og derfor fordrer at høre til et verdensbillede, som har hævet sig over kulturrelativismen?

Hvis man hævder, at påstanden kun er gyldig relativt til en bestemt kultur, så udelukker man ikke, at den modsatte påstand kan være gyldig i en anden kultur. Hvis man derimod udelukker denne mulighed, så stiller man sig på et punkt, hvor ens teori ikke tillader nogen at stå, og man modsiger derfor sig selv. Altså ligegyldigt hvad man siger, er man udelukket fra at kunne hævde kulturrelativismen som en rationelt tvingende teori. Det kræver som minimum, at teorien giver plads til sig selv, og at den er konsistent med sin egen universelle gyldighed.

Men selv om kulturrelativismen er inkonsistent så er der jo intet der kan forhindre at folk tror på, at den er sand, ligesom intet (andet end rationalitet) kan forhindre, at folk tror på det som hævdes i religionerne.

Kulturrelativismen er nok det nærmeste vi kommer en bestræbelse på total opløsning af kulturel identitet. Når alt er lige gyldigt og bør have samme ret, så er der jo ingen grund til at vælge demokrati frem for diktatur eller politisk ligeværdighed frem for undertrykkelse og forskelsbehandling på grund af tro eller køn.

I kølvandet på multikulturalismen og kulturrelativismen trives en antidiskriminationsideologi der har travlt med at kriminalisere en lang række handlingstilskyndelser så man må frygte, om ikke vi skal forvandles til robotter uden præferencer for noget som helst. Homo Antidiskriminatus vil ikke noget og foretrækker ikke noget. Den europæiske bonus pater er et indifferent individ, der er ligeglad med, om hans eller hendes datter gifter sig med en mand eller en kvinde, en kristen eller muslim, en gammel rig velhaver eller en ung blond eller intelligent fyr.

Hilsen


Ipso Facto

Hej..

"Jeg ved dog med ét at jeg på ingen måde vil finde mig i at religion og stat blandes sammen. Og ærlig talt undrer det mig afsindigt at man som et religiøst menneske ikke går ind for sekularisering".

- Enig. Men statsoverhoveder i teokratier synes netop at se det som det er i deres interesse, at mennesket identificerer personligheden med idéer om noget "ydre" guddommeligt og formålrettet - deri betinger man trygheden, at alt har en bestemt mening osv.
Det er vel her, vi der hylder sekularismen mener, at de store religioner med teokratier begik overgreb på individet, ved på forhånd at forklare menneskets skæbne som uløselig forbundet med idéer om noget "overnaturligt" forekommende - som måske slet ikke ér i menneskets eller samfundets egentlige interesse. Disse idéer om det "overnaturlige", ville måske netop bare udvandes mellem uens livssynsgrupper og forsvinde fra kulturen, hvis ikke religionen havde statsmagten til at fastholde mémet og traditionen i kulturen. Og det er vel så netop her vi ser hvordan fanatiske trossamfund reagerer på angsten for opløsning af deres identifikationsmodel: 'jeg er en guddommelig skabning'...som manifestrer sig i kontakt til sekulariserede samfundsformer, hvor statsmagten bestemmes fra folket i de forskellige former for demokratier, som jo altså ikke bedriver (bevidste) overgreb på menneskers identitet fra tidlig fødsel.

"Jeg tror en sekularisering faktisk vil kunne forhindre en masse unødvændige konflikter på tværs af kultur og religion.
Og man behøver altså ikke være socialist for at have sådanne holdninger".

- Jep, uden den politiske magt ville teokratiet næppe være istand til at fastholde en statisk identifikationsmodel om menneskets overordnede identitet, men udvikling må netop være i menneskets interesse - artens evne til adaption osv. ligger ikke i fortidig trøstesløs dødsangst, men i solide sociale samfundsstrukturer der vedvarende er i udvikling og derfor konfronterer sig med vigtige problemer, som fx. naturkatastrofer, osv.
Her er kristne måske i indsigt nogle skridt foran islamiske samfundsstrukturer, men har jo også en frygtelig historisk tradition bag sig, og søger måske derfor at justere sig i selv samfundets udviklingsproces. Problemet for os mennesker er ofte angst, hvorfor vi i svære omvæltninger har brug for en tryg basis. Når samfundsudvikling går tjept og det hele skrider, da kan det være svært at finde forankring. Her er det vigtigt at man også politisk fastholder fundamenter for social tryghed, og det er måske dét politikere (endnu) ikke er særlig dygtige til. Det er måske her forklaringen ligger for nogle af de tendenser vi ser, hvor folk søger tryghed i orientalske livssynsanskuelser. De er bare svære at inkorporere i en væsensforskellig kultur og tradition - man blir ligesom bare "forskellig", den identitet man søger i utrygheden, ligger længere væk fra den sociale ramme og struktur.

Ipso lagde en beskrivelse af identitet, her er en anden til brug og inspiration:


http://www.leksikon.org/art.php?n=1168

mvh
Simon

Byzantinske borgere var ligeglade med religion. Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen da jeg læste denne udtalelse. Måske har Hr. Chodavarapu ikke læst særligt godt på sin historie. Måske har han kigget sig om efter et hedengangen folkeslag, som han har kunnet tage gidsel i sine evindelige advarsler til danskerne om hvor farlig Islam er. Og måske var byzantinerne et dårligt valg i den henseende.
Chodavarapu nævner 1453 som årstallet for det Byzantinske Riges fald. Der er dog tale om Konstantinopels fald, som var kulminationen på århundreders belejring og reduktion af det oprindelige Byzans (eller Østromerske rige). Så dermed bortfalder det sammenfald i varighed af den muslimske okkupation, som Chodavarapu ser i hans sammenligning af de to tilfælde. Man kan se hvordan to af de områder som Chodavarapu nævner som faldne til muslimerne og i dag nogle af verdens farligste, muslimske områder, nemlig Ægypten og en del af Tyrkiet, falder allerede i det syvende århundrede. Dermed er der lige knap tusind år mere at tvangskonvertere byzantinske kristne i. De to andre lande som Chodavarapu nævner som tidligere Byzans, Iran og Irak, tilhørte aldrig det øst-romerske rige men var derimod nogle af deres klassiske fjender.
I 1453 falder så Konstantinopel til tyrkerne og dermed skulle der, efter Chodavarapus udlægning, hurtigt finde en næsten komplet massekonversion af de kristne sted. Men dette er simpelthen ikke rigtigt. De kristne blev under det tyrkiske åg kategoriseret som ”millet rumi”, det romerske folk. Og i denne periode oplevede de det, som vel kan sammenlignes med den som Chodavarapu beskriver om hinduernes kår under Islam, nemlig en udelukkelse fra offentlige embeder, tvangskonverteringer, udelukkelse fra uddannelser og sågar at måtte overgive de stærkeste småbørn til tjeneste i osmanniske specialtropper. Og ganske rigtigt konverterer mange kristne i denne tid til Islam. Men at nærmest hele befolkningen skulle være konverteret er fjollet at påstå. Man ved at omkring år 1900, fandtes der omkring to millioner kristne grækere i det nuværende Tyrkiet og af dem omkring 250000 i selve Konstantinopel. Dertil kommer de mange armeniere (jeg har ikke det nøjagtige tal men vel i samme størrelsesorden som grækerne) og desuden assyrere, kaldæere, georgiere osv. Hvis man kigger på Balkan, som også hørte under Byzans, så er ideen om komplet konversion af den kristne befolkning til Islam endnu mere absurd.
Jeg ser også hos Chodavarapu en påstand om at hinduistisk tro skulle have et særligt personligt aspekt og at dette skulle være grunden til at hinduerne ikke konverterede til Islam, i modsætning til de byzantinske kristne, som var ligeglade med deres religion. Til det må man jo først og fremmest sige at Chodavarapu intet kender til de enkelte kristnes personlige forhold til troen og han burde holde sig fra den slags generaliserende og nedladende kommentarer. Vi ved at en af de vigtigste årsager til at kristendomen bevaredes i det besatte Byzans, såvel som senere i det kommunistiske Rusland, var på grund af den meget personlige overlevering der foregik i de enkelte hjem, særligt fra bedsteforældre til børnebørn. En anden årsag i en periode hvor organiseret undervisning og katekese var forbudt, var Kirkens gudstjenesteliv. En tredje var det monastiske liv, særligt hvor unge munke og nonner knyttede nære bånd til åndelige fædre og mødre. Den byzantinske kristne tro kan i sin praktiske udfoldelse og dogmatiske lære ingenlunde siges at stå tilbage for hinduismen.
På trods af alt dette, er det dog et faktum, at en stor del af befolkningen konverterede til Islam. Der er dog særlige grunde til dette, som jeg tror ikke gjorde sig gældende i Indien. Først kan vi nævne at mange forskere ser mekanismer eller foranstaltninger i Islam, som synes at være direkte møntet på at kunne tiltrække kristne. Man kan finde mange sammenfald mellem historier i Koranen og Biblen, den rituelle afvaskning som muslimerne i dag foretager inden bønnen, var oprindeligt en praksis hentet hos semitiske kristne ligesom vi også ser at muslimer ærer Jomfru Maria for blot at nævne nogle få. Dermed kan man sige at Islam var særligt egnet til at optage kristne, i modsætning til hinduer, hvis tro og praksis er meget fremmedartet for semitisk, monoteistisk tro. Til dette skal lægges, at byzantinernes største frygt var ikke at blive erobret af og underlagt muslimerne, men derimod at skulle bøje sig for kætterne i Rom. Som ordsproget lød i Konstantinopel på daværende tidspunkt: hellere sultanens støvle end pavens sandal.
Så hører jeg også hvordan Chodavarapu beskylder Konstantinopels beboere for ikke at interessere sig for deres religion. Endnu en gang er han galt afmarcheret. Lige fra grundlæggelsen af byen har den været midtpunkt for utallige teologiske kontroverser, lige fra arianismen under byens grundlægger Kejser Konstantin, hvor det forlød, at man ikke engang kunne gå til barberen uden at skulle tage stilling til om Logos var skabt eller uskabt, op til Florentina- synoden i 1437- 39, hvor kirkeledere og verdslige herskere søgte at skaffe støtte til forsvaret af Konstantinopel, ved at underlægge sig den romerske kirkes vranglære. Netop denne sidste hændelse viser med al ønskelig tydelighed, at borgerne i Byzans ikke var ligeglade med deres tro. Patriarken af Konstantinopel og andre hieraker valgte nemlig at acceptere vestens afpresning og godtage kætteriske dogmatiske formuleringer. Men da de vendte hjem med disse formuleringer og en garanti for militær bistand, blev de slet og ret forkastet af den almene befolkning, som foretrak at forblive ortodokse, end at afsværge troen mod militær hjælp.
Endelig er det værd at nævne, at Byzans og Konstantinopel ikke kan sammenlignes med Danmark, når det gælder statsreligion og nationalkirke. For forholdet mellem stat og Kirke var sjældent harmonisk. I sin grundstruktur var den byzantinske ordning anderledes end den danske. Der var ganske vist tale om en officiel religion, men patriarken var den øverste myndighed under Gud, ikke staten eller kejseren. I princippet havde kejseren intet at skulle have sagt i kirkelige spørgsmål og patriarken havde intet at skulle have sagt i verdslige spørgsmål. Derfor ser man den byzantinske ørn med de to hoveder. Men kejseren blandede sig ofte i Kirkens sager og af og til med fatale konsekvenser. Som jeg forstår det så er der en kirkeminister her i landet, som i princippet udsteder retningslinjer til biskopperne og præsterne og folkekirken er ”vævet” ind i den danske stat. Det var ikke på samme måde tilfældet i Byzans, hvilket også er hvorfor vi ser Kirken bestå efter kejserens fald og hvorfor den ikke blev anset som en direkte fjende af tyrkerne.
Jeg synes det er nogle ærgerlige udtalelser som Chodavarapu kommer med i sit indlæg. Det er sårende for de mange millioner af efterkommere som bor overalt i de områder, som tidligere var det Byzantinske rige. Der er ligeså sårende for de millioner af efterkommere til grækere og andre kristne, som blev fordrevet fra det moderne Tyrkiet op igennem det tyvende århundrede og hvis forfædre aldrig konverterede for at tækkes fremmede magthavere. Det skurer i øjnene på alle os som står i forlængelse af den byzantinske tradition og som ved, via vore utallige beretninger om troende martyrer som opgav deres jordiske liv før deres tro, hvor meget de byzantinske kristne har værdsat deres tro, hvor meget de har ofret sig for den og hvor ligeglade de ikke har været.

Tak skal du have en svada ... med, desværre, alle de forkerte konklusioner.

De europæiske erfaringer med statsreligion er ikke gode. Set i historisk perspektiv var det selve begrebet, indstiftet ved Augsburgfreden i 1555, der gav startskuddet til Trediveårskrigen. "Cuius regio, eius religio" blev anledning til statsbankerotter, massakrer, epidemier, og kostede et sted mellem halvdelen og totredjedele af indbyggerne i Det Tysk-Romerske Kejserrige livet.

Alt sammen på grund af statsreligion ...





Dhamu Chodavarapu

citat:
Den kommer i lige så høj grad indefra som en manglende tro på egne værdier, således som afmagten kommer til udtryk i troen på multikulturalisme og kulturrelativisme. Oftest går kulturrelativismen ud på en moralsk påstand om, at det er utilstedeligt, hvis nogle kulturelle værdier påberåber sig universel gyldighed. Grundholdningen er, at alle kulturer principielt er lige gode, og at de må udfolde deres egenart, som de selv vil.


Nemlig. Det er netop hvad frihed, vestens forbillede, går ud på.

citat:
Det er ikke vores fremtid, men vores børns og børnebørns, endda flere generationer frem, vi skal værne om. Vi har ikke den nødvendige indstilling til religion, og hvis nu vi fjerner statens paraply for nogle irakeres skyld, bliver religionen udsat for vind og vejr. Vi mister vores identitet.

Før man kaster arvesølvet over bord, bør man lære at se ud over sin egen næsetip.


Den store fordel ved at være menneske, frem for en skulptur er, at vi kan forandre os - tilpasse os. Skabe os en anden identitet. Det gør vi faktisk hele tiden, mens vi udvikler os mod døden.

Mit formål med ovenstående indlæg var ikke at forholde mig til statsreligion som sådan, men derimod at svare på nogle uoplyste, generaliserende og fornærmende holdninger omkring mine trosfælder i Byzans.
Men hvis vi endelig skal tale om statsreligion, så er der da et par ting som er værd at nævne i den forbindelse.
Det kan være at statsreligion er vigtig i hinduismen, vel primært for at have et åndeligt og intellektuelt værdigrundlag som legitimerer samfundsformer som bygger på kastesystemet. Men for kristendommen er det underordnet om den er statsreligion. Apostlene tilhørte ikke statsreligionen, det gjorde deres jødiske landsmænd heller ikke, for de var en religiøs minoritet i et hedensk samfund. Men i løbet af trehundrede år havde de og deres efterkommere i troen væltet den romerske statsreligion, ikke på en dag eller et år ved Konstantin, men ved at lide under forfølgelse i ydmyghed.
Under Sovjet udholdt de kristne også den vel nok største forfølgelse af nogen religion i verdenshistorien, og idag er der vel ingen der er fjollede nok til at sige, at det på nogen måde gik ud over den russiske identitet som et kristent folk. Selv i verdens vel nok ondeste og mest diktatoriske, ateistiske stat, nemlig Albanien, ser vi idag hvordan Kirken blomstrer. Det er på trods af at man for tredive år siden kunne ryge i fængsel for at have et kors i sit hjem.
Kina er idag det sted hvor kristendommen vokser hurtigst og det er selvom de kristne ikke er medlemmer af en "statskirke" men derimod er skarpt forfulgte.
Per se har jeg ikke noget imod en statskirke, den slags kan vel være god nok i og for sig. Men at påstå at en sådan er afgørende for kristen identitet er mangel på historisk sans. Man kunne spørge nogle af de kristne samfund som voksede ud af vækkelserne i sidste århundrede,som stadig eksisterer idag og hvis værdigrundlag er vældigt anderledes end folkekirkens, om hvad der er vigtigst for deres indentitet, statskirken eller den personlige overlevering der foregår i hjemmene og bedehusene.
Jeg synes det er fuldkommen mangel på forståelse af kristendommen når Chodavarapu opfordrer os til at bruge den som bolværk mod noget andet. Man er kristen fordi man tror på det kristne budskab som det allervigtigste i sit liv,vejen til Frelsen, bestemt ikke fordi man synes at "det er da i det mindste bedre end at være muslim". Chodavarapu har helt ret i at det er foruroligende at så mange danskere tilsyneladende er ligeglade med religion. Men det er en slags omvendt rationale, "folkekirken som statskirke har tilsyneladende gjort folk ligeglade med deres tilhørsforhold hertil, derfor er det vigtigt at holde fast ved at den forbliver som den er". Han opfordrer os til, for vores børns og børnebørns skyld, ikke at opgive det lille hold staten har på religionen (kristendommen) og ikke at lade den blive "udsat for vind og vejr". Men Kirken har ikke brug for statens beskyttelse,den er under Guds beskyttelse. Kirken er heller ikke vores beskyttelse mod erobring elller fremmede åg, men derimod formidleren af Frelsen, vejen til Gud. Og staten har ikke (eller burde i hvert fald ikke have) hold på religionen, som var det en form for statsideologi, ingen jordisk magt kan holde Kirken. Chodavarapu argumenterer i det hele taget som om han har misforstået kristendommen som værende en ideologi som det er godt at leve under. Men det er mere end det og hvis man er af den opfattelse at Kirken er arvesølvet som man bør passe på og gemme i en æske for ikke at udsætte det for vind og vejr, så man kan hive det op hver gang man vil demonstrere sin identitet, så er man galt afmarcheret. Det er ikke Kirkens funktion, så hvis man blot vil beholde kors i klasseværelserne fordi "det har man altid gjort", undervise i kristendom fordi "det er vores kulturarv" og beholde folkekirken fordi "ellers kommer de farlige muslimer og tager os og så er den også så hyggelig at komme i til jul", så ville det være bedre at smide korsene ud, skrotte kristendomskundskaben og lade folkekirken se om den falde eller stå. At være kristen er ikke en samfundfunktion men noget der involverer hele livet, Kirken ikke et ideologisk bolværk mod islam, eller hinduisme, men Kristi Legeme og Jesus ikke et id-kort man kan hive op for at gøre sig interessant eller skille sig ud, men Ham som er summen af alt som er sandt og godt.
Lad os ikke reducere vores tro til en institution på trods af denne verdens mange opfordringer hertil

Meget spændende debat - men hvis vi taler om dansk identitet, bør vi så ikke i den sammenhæng nævne vikingerne som kulturelt identitetsskabende?