Send artiklen - Det var ikke dét, Luther mente til din ven.
- Det var ikke dét, Luther mente
Enhver kristen var forpligtet at adlyde regeringen. For Luther gjaldt det dog, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten, fortæller konsulent Mogens Mogensen. -
- Foto: Colourbox
Læs også
Annonce
flexblock
Her er artiklen i temauniverset
Eksterne links
Skrevet af
Luthers toregimentelære bliver ofte hevet frem, når forholdet mellem religion og politik diskuteres. Men det er en sekulariseret udgave af den, hvor Gud ikke anerkendes, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen
I en debat om klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København den 13. december, argumenter statskundskabsstuderende Isak Krab Koed ud fra ”toregimentelæren, der kort sagt går ud på, at samfundet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente”. (Se Kirken klokker i det. Klimaringning er en politisk sag. Kristeligt Dagblad, den 11. november 2009).
Det er tankevækkende, som politikere på det seneste – og nu en statskundskabsstuderende – har fattet kærlighed til toregimentelæren. Problemet er bare, at det er en stærkt sekulariseret udgave af toregimentelæren, de argumenterer ud fra.
Det er ikke samfundet, men Gud, der har to regimenter
I Luthers oprindelige forståelse af toregimentelæren er det nemlig ikke samfundet, som har to regimenter, men det er Gud, der styrer verden på to forskellige måder, nemlig med sværdet (magten), som var betroet fyrsten, og med ordet, som skulle forkyndes i kirken.
Toregimentelæren indebærer altså en anerkendelse af Gud, som dén alle, inklusive regeringer, står til regnskab over for. Enhver kristen var forpligtet at adlyde regeringen. For Luther gjaldt det dog, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten.
Annonce
Samtidig viser Luthers undervisning og hans eget eksempel som præst og kirkeleder, at de to regimenter nok er væsensforskellige og adskilte, men dog ikke mere end at Luther som kirkemand kunne rådgive fyrsten i verdslige (politiske) spørgsmål ud fra kirkens forståelse af Guds lov.
Det er tankevækkende, som politikere på det seneste – og nu en statskundskabsstuderende – har fattet kærlighed til toregimentelæren. Problemet er bare, at det er en stærkt sekulariseret udgave af toregimentelæren, de argumenterer ud fra.
Det er ikke samfundet, men Gud, der har to regimenter
I Luthers oprindelige forståelse af toregimentelæren er det nemlig ikke samfundet, som har to regimenter, men det er Gud, der styrer verden på to forskellige måder, nemlig med sværdet (magten), som var betroet fyrsten, og med ordet, som skulle forkyndes i kirken.
Toregimentelæren indebærer altså en anerkendelse af Gud, som dén alle, inklusive regeringer, står til regnskab over for. Enhver kristen var forpligtet at adlyde regeringen. For Luther gjaldt det dog, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten.
Toregimentelæren bliver trinvist sekulariseret
Det første skridt i retning af en sekularisering af toregimentelæren tages, når det hævdes, at en kristen uden undtagelse skal overholde landets love, hvis han eller hun vil lyde Gud. Desuden sættes der vandtætte skotter i mellem de to regimenter, således at f.eks. præster ikke som præster må udtale sig om politiske spørgsmål.
Den afgørende sekularisering sker imidlertid, når Gud afskaffes i toregimentelæren, og det i stedet bliver samfundet, som får to regimenter, nemlig et politisk og et åndeligt. Det åndelige er her ikke længere specifikt kristeligt, men religiøst i en multireligiøs kontekst. Pointen er her, at præster og andre repræsentanter ikke i deres religions navn må blande sig i politiske spørgsmål, og politikere må på den anden side heller ikke blande sig i åndelige spørgsmål.
Sidste trin i sekulariseringsprocessen er, at adskillelsen mellem politik og religion skal forstås sådan, at religion er et anliggende, som skal holdes privat bag lukkede døre, og altså på lang afstand fra de politiske processer. Omvendt må man fra folketingets side (jf. ”Ingen over eller ved siden af folketinget”) træffe alle de beslutninger, som man føler behov for, når det gælder indgreb i folks religiøse forhold.
Meningsløst at henvise til toregimentelæren i dag
I denne absurde situation, som vi desværre undertiden befinder os i, kunne man fristes til at spørge: Hvorfor er det egentlig – lige bortset fra denne skamridning af Luthers toregimente-lære – at religion og politik skal holdes totalt adskilt, når man f.eks. ikke kunne forestille sig at holde kunst og politik adskilt? Eller filosofi og politik? Eller sport og politik? Eller jagt og politik, eller kaninavl og politik…?
Toregimentelæren blev til i en helt anden tid end den, vi lever i i dag. Spørgsmålet er, om det giver teologisk mening at henvise til den i dag.
Den politiske brug af den sekulariserede udgave af Luthers toregimentelære giver i hvert fald ingen mening.
Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent. Du kan se hans blog her.
flexblock
Få adgang til alle artikler
Køb et netabonnement
* 1 dag 25 kroner
* 1 mnd 175 kroner
* 1 år 999 kroner
Alle priser er inkl. arkiv-artikler.
* 1 dag 25 kroner
* 1 mnd 175 kroner
* 1 år 999 kroner
Alle priser er inkl. arkiv-artikler.
Seneste blogindlæg
- 02. sep
- 02. sep
- 02. sep
- 02. sep
- 02. sep