Desværre fejrer begge grupper nu Yales beslutning, fordi den har vist, at de havde ”ret”.

Muslimske lande producerede krænket harme
Kontroversen, som mange husker, som at ”dansk avis offentliggør tegninger af profeten; den muslimske verden går bersærk”, var faktisk meget mere kompleks end som så. Det, der skete rundt om i mange lande med muslimsk majoritet i 2006, var tydeligvis en øvelse i produktion af krænket harme. Betænkt følgende:

Jyllands-Posten offentliggjorde tegningerne i september 2005. De omfattende protester i overvejende muslimske lande, som endte med at føre til mere end 200 døde, begyndte ikke før fire måneder senere. Ja, da en egyptisk avis genoptrykte en tegning i oktober 2005 for at vise sine læsere, hvordan en dansk avis portrætterede profeten, kom der ikke nogen reaktion i Kairo eller andre steder.

Jytte Klausen, den danskfødte forfatter til Yale Press’ kommende bog, Cartoons That Shook the World (Tegninger der rystede verden, O.A..), erkender denne forsinkelse. Ifølge Yale Press’ hjemmeside hævder hun, at den muslimske reaktion på tegningerne ikke var spontan, men snarere orkestreret ”først af dem med egeninteresse i valgene i Danmark og Egypten, og senere af islamiske ekstremister, der forsøgte at destabilisere regeringerne i Pakistan, Libanon, Libyen og Nigeria”.

Jeg begriber ikke, hvorfor Klausen – omend ”modvilligt” – gik med til Yales beslutning om at trække tegningerne. Ironisk nok fortalte hun (den britiske avis, O.A.) The Guardian, at hun ønskede at offentliggøre tegningerne som belæg for, at ”nogle af dem er islamofobiske og følger den anti-semitiske tradition” – et synspunkt, der næppe ville ophidse mange muslimer.

Yale udviste fejhed
Yale fjernede også billeder af profeten, som skulle illustrere historien om halshugningen af Muhammed i osmannisk, persisk og vestlig kunst. Sunni-muslimer efterlever et forbud mod afbildinger af profeten – men siden hvornår har Yale gjort det?

Forlaget siger, at det trak billederne efter råd fra eksperter i islam og i kontraterrorisme om, at de kunne opildne til vold; men mindst én forfatter og islam-ekspert, nemlig Reza Asland, har kritiseret valget for at være “idiotisk” (han tilbagekaldte også en bagsidetekst, han havde skrevet til støtte for bogen).

Den fejhed, som Yale Press har udvist, anerkender ingen af de nuancer, der fyldte mine samtaler i København, ej heller de diskussioner, jeg havde med muslimer i Qatar og Egypten under kontroversen.

Mange fortalte mig, at de var forfærdede over den dobbeltmoral, som forstærkede vreden over de danske tegninger, men ikke satte spørgsmålstegn ved stilheden omkring anti-semitiske og racistiske tegninger i regionens medier. Indser Yale mon, at det som forlag har bevist det, som Flemming Rose sagde, var hans oprindelige hensigt med at bestille tegningerne – at kunsterne udøvede selvcensur af frygt for radikale muslimer?

Yale har valgt side med en række muslimske diktatorer og radikale grupper, som brugte tegningerne til at ”bevise”, hvem der bedst kunne ”forsvare” Muhammed mod danskerne og dermed pudse deres islamiske akkreditiver. De samme diktatorer og radikale, som klagede over krænkelsen mod profetens minde, var blinde over for den større krænkelse, de selv begik i deres ringeagt for menneskeliv. (Ja, nogle af demonstranterne holdt ligefrem bannere med teksten: ”Halshug dem, der krænker profeten”.)

Da en gruppe danske imamer fløj til Mellemøsten sidst i 2005 med ”krænkende billeder” af profeten – nogle tegninger taget fra kontroversen og nogle taget fra ekstremistiske gruppers hjemmesider – var tiden moden til at lade vredens vogn rulle: Det Muslimske Broderskab var blevet den største oppositionsgruppe i det egyptiske parlament. Og i januar 2006 havde Hamas lige vundet det palæstinensiske valg.

Et efter et konkurrerede regimer og islamister om at være harmfulde og piskede et raseri op, som til tider blev så voldsomt, at det kom ud af kontrol.

Desværre har de diktatorer og radikale, der ønsker at tale på alle muslimers vegne – og alligevel bekymrer sig lidet om muslimske liv – fundet en allieret i Yale University Press.

Mony Eltahawy, en egyptisk født kommentator bosat i New York, skriver og underviser om arabiske og muslimske emner. Læs hendes artikel, der blev skrevet den 29. august 2009, i den oprindelige udgave her.

Artiklen er oversat af Sara Høyrup/hoyrup.biz