Lys er ikke bare en betegnelse for et fysisk fænomen, men er også et vigtigt element i religiøse forestillinger og ritualer

Lys spiller en vigtig rolle i religion. Bibelen, Koranen og legenden om Buddha bruger alle lyset som et billede på det guddommelige. Lys forbindes ofte med noget godt, og lystænding er ofte den rituelle ramme, hvori mennesker samles.

Det Gamle Testamente
I jødedommen, kristendommens og islams ældste bog, Det Gamle Testamente, er lys og lysets kilde, ild, ofte forbundet med det guddommelige.

"Der skal være lys" er Guds første udsagn. I skabelsesberetningen kan man læse, at lyset er det første, som Gud anerkender som godt. Lyset står dermed i modsætning til kaos eller intethed og ses som en betingelse for liv. I Det gamle testamente viser Gud sig omgivet lys og ild - både for Moses (5. Mosebog 4,11 og 5,23) og Ezekiel:

"Og jeg så noget ligesom funklende hvidguld, der så ud som ild med en ring omkring; det gik ud fra det, der så ud som hans hofter, og opefter. Og fra det, der så ud som hans hofter, og nedefter så jeg noget, der så ud som ild. Rundt om ham var der stråleglans" (Ezekiels Bog 1,27)

Andre gange viser Gud sig i et mere konkret lysfænomen - eksempelvis en brændende tornebusk eller ildsøjle (2. Mosebog 3 og 13,21-22).

I de religiøse skrifterne fra zarathustrismen, som er fra nogenlunde samme tid og sted som Det Gamle Testamente, bliver det guddommelige også forbundet med lys og ild. Zarathustrismens gud Ahura Mazda bliver hér forbundet med det uendelige lys og ild.

Det nye testamente
Lys er også vigtigt i Det Nye Testamente, hvor det ikke kun er et billede på Gud, men også på Jesus Kristus. I Johannesevangeliet siger Jesus således:

"Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." (Johannesevangeliet 8,12)

Lys og ild bliver brugt til at beskrive Jesus rent fysisk. I Johannes' Åbenbaring beskrives Jesus med et udseende "som når solen stråler i al sin styrke" og " "øjne som luende ild "(Johannes Åbenbaring 1,16 og 2,18).

I Dødehavsskrifterne bruges ”lysets børn” som et navn på det kristne fællesskab. Lyset børn bliver i Johannesevangeliet 12,36 brug i forbindelse med en opfordring til at tro på lyset.

Lys i jødedom og kristendom i dag
Lyset spiller stadig en vigtig rolle for både jøder og kristne - i både tanke og handling.

Til Erev Shabbat, fredag aften før solnedgang, tænder den jødiske mor mindst to shabbat-lys og fremsiger en velsignelse. Til Chanukka, som er den jødiske højtid til minde om templets genindvielse i år 164 f.v.t., tænder man otte lys over otte dage.

I kristendommen er lys en hyppig metafor - for eksempel i de danske salmer - blandt andet "Den mørke nat forgangen er" og "Morgenstund har guld i mund".

Ligesom i jødedommen, bliver lys brugt i mange kristne ritualer: Lucia-processioner, kyndelmisse, julen og når nogle kristne tænder et vokslys for en helgen, en afdød eller bare én de har kær.

Lystændingsritualer er dog ikke altid religiøse ritualer. Et moderne eksempel på dette er hjemmesiden mindet.dk, som er et ikke-religiøst forum, hvor man kan tænde et virtuelt lys til minde om en, man har kær.

Lyset i Koranen og islam
Det er ikke kun i Biblen, at de guddommelige kræfter er forbundet med lys. Islam bruger ligeledes lyset til at beskrive det guddommelige. I Koranen er Allah lys. Dette kan man læse i det såkaldte ”lysvers”:

”Gud er himlen og jordens lys. Hans lys er at ligne med en niche, hvori der står en lampe, og lampen står i et glas. Og glasset er som en tindrende stjerne, antændt af et velsignet træ, et oliventræ, som hverken er østligt eller vestligt, og hvis olie nærved kan antænde sig selv, selv om ingen ild berøre det. Lys over lys. Gud leder, hvem han vil, til sit lys. Gud gør lignelser for menneskene, og Gud ved besked om alle ting” (Sura 24:35)

Dette vers har også en særlig vigtig betydning indenfor sufismen. Sufisme er en form for islamisk mystik, hvor den religiøse bestræber sig på, at opleve en forening med det guddommelige. Inden for sufismen taler man bl.a. om ”fana” som udtryk for ”selvets opløsning ved mødet med Allahs lys” og ”jabarut” som ”en verden af Allahs rene lys”.

De hellige og lyse mænd og kvinder
Mænd, som bliver anset for noget særligt eller guddommelige, bliver ofte forbundet med lys. I Kristendommen er helgener - eksempelvis Sankta Luicia og Jomfru Maria - eller guddommelige personligheder - eksempelvis engle eller Jesus Kristus - ofte gengivet med en glorie, som er en lysende krans om hovedet.

Buddhismens grundlægger, den Nordindiske kongesøn Siddharta Gautama, forbindes også med lys – både det indre og det ydre. Da han ifølge legenden opnåede den højeste erkendelse blev han en Buddha, som betyder ”en fuldt oplyst person”. Buddha fik 32 kendetegn, da han opnåede erkendelsen af den guddommelige sandhed, deriblandt en særdeles lys hud. Buddha forbindes altså med lys i både en overført betydning (erkendelse) og i konkret forstand (udseende).

Lys spiller også en vigtig rolle under fejringen af Buddhas fødselsdag, hvor buddhister verden over tænder lotusformede lamper som symbol på erkendelsens lys.

Lys og ild – verdens ældste religion?
Lys optræder i mange religiøse forestillinger og ritualer. Lys og lystændingt opfattes ofte som noget positivt, men forklaringerne på hvorfor dette er tilfældet, varierer fra sted til sted og tid til tid.

Lys forbindes dog ikke altid med noget godt. Hinduernes sørgedragt er for eksempel lys, og en af lysets kilder, nemlig ilden, bliver ikke kun forbundet med det gode. I Det gamle testamente er ild for eksempel et effektivt middel, når Gud straffer. Forestillinger om helvedet er tit forbundet med ild og flammer.

I det store leksikon "Encyclopedia of Religion and Nature" skriver forskeren Timothy Ingalsbee, at ildens livgivende og ødelæggende kraft kan være årsag til, at lys forbindes med det guddommelige. Lys opfatter han som et billede på ild, der siden ur-tiden har været afgørende for menneskets overlevelse.

Guder, ritualer og højtider, hvori lys og lystænding er vigtige elementer, er måske en af de ældste former for religion. Ingalsbee hævder i hvert fald, at det er ildens betydning for menneskets liv, som gør den til et naturligt element - både at tilbede og frygte.

Kilder:
Encyclopedia of Religion and Nature
Gads Bibel Leksikon
Gyldendals åbne encyklopædi: www.denstoredanske.dk
Politikens håndbog i verdens religioner