Jens Ravn-Olesen |
10. november 2009
Præstemangel og den katolske kirkes åbning for anglikanske præsters overgang til katolicisme skaber uro og debat
Den katolske kirkes tilbud til teologisk konservative dele af den anglikanske kirke om, at menigheder og/eller stifter kan overgå til katolicismen uden at opgive deres anglikanske tradition, har skabt røre, skriver blandt andre Ekklesia. Dette gælder ikke kun i den anglikanske kirke, hvor budskabet har fået en blandet modtagelse, men også i den katolske kirke.
Det sidste gælder ikke mindst de muligheder, tilbuddet åbner for, at anglikanske præster efter en kort katolsk forberedelse kan ordineres som katolske præster. Tilbuddet gælder også gifte præster, der fritages fra kirkens cølibatskrav. Dette sidste tilbud rammer lige ind i et af den ka-tolske kirkes problemer, hvor kravet om ophævelse af cølibatet både drejer sig om teologi og om den hastigt voksende præstemangel, ikke mindst i USA og Europa.
Græsrodsbevægelse Future Church, der længe har talt for bl.a. netop ophævelse eller i hvert fald lempelse af cølibatskravet, opfordrer til, at en anerkendelse af anglikanske præsters ægteskab, udvider muligheden for også at tillade gifte præster i den katolske kirkes latinske rite.
Direktøren for Future Church, søster Christine Schenk, peger på, at tusinder af menigheder i USA og Europa lukkes, samtidig med, at tusinder af katolikker i udviklingslandene bogstaveligt talt ikke har adgang til messen og sakramenterne, fordi der er for få cølibatære præster. I Brasilien er op mod 80 procent af søndagsfejringerne ledet af lægfolk – underforstået uden nadver-fejring – fordi kirken simpelthen ikke har præster til at betjene menighederne.
Et medlem af Future Churchs ledelse, Bill Wisniewski, selv gift præst og derfor udelukket fra embede, fastslår, at der i dag er 110.000 præster, der rundt i Verden har forladt embedet for at gifte sig. Det er på høje tid, den katolske kirke henter disse præster tilbage, og samtidig bør der arbejdes for at indlemme de tusinder af kvinder, der gør tjeneste i kirken.
Den katolske kirke i USA må inden for et kortere åremål omlægge hele sin sognestruktur, forudser kirkens eget forskningscenter CARA. 75 pct. af dens 18.000 aktive sognepræster er mere end 55 år gamle, og kirken ordinerer hvert år kun omkring 350 nye præster.
Samme undersøgelse konkluderer, at man med den nuværende udvikling om 20 år kun vil have 11.500 præster til betjening af sine 19.000 menigheder. Samtidig er antallet af diakoner og lægmedarbejdere vokset fra 14.000 til 30.000 lønnede medarbejdere.
På verdensplan voksede den katolske kirke fra 1975 til 2005 med 56 pct. fra 0,7 til 1,1 milliarder. Men antallet af ordinerede præster voksede i samme tidsrum kun med 0.4 pct.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk