De malaysiske myndigheder har i de seneste måneder konfiskeret mere end 15.000 bibler, fordi de omtaler Gud som Allah. Denne traditionelle sprogbrug blandt kristne i både Malaya og Indonesien – hvor biblerne trykkes og sendes til Malaysia, er blevet forbudt af de islamiske myndigheder.
Voksende udslag af diskrimination mod minoriteter i Malaysia er ved at ødelægge statens tidligere ry som et harmonisk, multikulturelt samfund, der domineredes af en moderat islamisme. Beslaglæggelserne af bibler er med til at øge anklagerne fra kristne, hvis tro og praksis trues, fordi regeringen mere og mere lefler for islam.
Generalsekretæren for Malaysias kristne råd, pastor Hermen Sahstri, oplyser, at myndighederne senest 11. september beslaglagde 10.000 bibler, der fra Jakarta var sendt til delstaten Sarawak. Andre 5.100 bibler blev beslaglagt i marts i år.
Omkring 60 pct. af Malaysias 28 mio. indbyggere er malaysiske muslimer. 25 pct. er etniske kinesere og 8 pct. indere. Mange af de sidste to gruppers medlemmer er kristne.
Den katolske kirke i Malaysia har anlagt en retssag mod styret for at teste brugen af ”Allah”. Man hævder, at forbudet krænker landets forfatning og diskriminerer kristne, der holder gudstjeneste i deres eget sprog. Sagen har foreløbig været til høring i to år, uden at der er truffet nogen retlig afgørelse.
Ud over sprogstriden er der en række spændinger og modsætninger. Blandt andet klages der over omvendelse af mindreårige til Islam, ligesom afdøde hævdes hemmeligt at have omvendt sig til Islam inden døden, hvorefter familien ikke får lov at give dem en kristen begravelse. Landets hinduer protesterer også over, at myndighederne har nedbrudt adskillige templer.