Sune Jensen |
7. december 2009
En ateistisk kampagne kommer på gaden i fem amerikanske storbyer i december. I ugerne op til jul skal budskabet "Ingen Gud? ...Intet problem!" forsøge at skabe debat om religioners monopol på gode gerninger
Den amerikanske humanistiske organisation,
American Humanist Association (AHA), lancerede i den forgangne weekend en kampagne med et hårdtslående ateistisk budskab, som op til jul vil ramme fem amerikanske millionbyer. Det skriver internetmagasinet
The Christian Post.
Da busser og tog i Washington DC i weekenden fik udskiftet de ud- og indvendige reklamer, var en af de nye annoncører American Humanist Association. I 200 busser og 50 togvogne har organisationen opsat plakater, hvor smilende, nissehueklædte og "regnbuefarvede" mænd og kvinder titter frem bag overskriften "No God ...No problem!" ("Ingen Gud ...Intet problem!"). Det fulde budskab er, at man skal gøre det gode - ikke for himlens skyld - men for det godes egen skyld, og at "humanisme er troen på, at man kan være god uden at tro på Gud."
AHA stod sidste år bag en tilsvarende kampagne med en mindst lige så provokerende ordlyd. Dengang lød beskeden "Why believe in God? Just be good for goodness sake" ("Hvorfor tro på Gud? Gør det gode for det godes egen skyld"), men i år er første gang, budskabet bevæger sig ud af den amerikanske hovedstad og kan opleves fra kyst til kyst. I de kommende uger kommer plakaterne nemlig op i busser, tog og subway i New York, Chicago, San Francisco og Los Angeles.
Kampagnens formål er ifølge AHA-direktør Roy Speckhardt at skabe opmærksomhed omkring den humanistiske bevægelse og dens etiske livsfilosofi og forsøge at fravriste religionerne deres monopol på moral og gode handlinger.
- Humanister har altid forstået, at bestræbelsen på at gøre verden til et bedre sted er en af menneskehedens største forpligtelser. Religion har ikke monopol på moralitet - millioner af mennesker er gode uden at tro på Gud, forklarede Roy Speckhardt i en
pressemeddelelse.
Annoncerne har kostet AHA omkring 40.000 dollars, men til gengæld skulle der være mulighed for god omtale til det gudløse budskab. Sidste års kampagne nåede ud i store dele af verden og udløste flere modreaktioner, fx fra den katolske organisation The Center for Family Development, der lancerede en annoncekampagne med teksten "Hvorfor tro? Fordi jeg skabte dig og elsker dig, for himlens skyld. GUD".
Uden for USA er det især
British Humanist Association, BHA, der tidligere har gjort sig bemærket med kontroversielle kampagner. Ved årets begyndelse udsmykkede BHA busser i London med provokationen: "Gud findes sandsynligvis ikke. Så drop bekymringerne og nyd livet". Den engelske kampagne fungerede som fundraising for BHA, indsamlede knap halvanden million kroner på fire måneder og var desuden en vigtig inspirationskilde for en lang række andre ateistiske kampagner i Europa og USA i løbet af 2009.
Selvom en ateistisk annonce altså ikke er et særsyn, er der gode muligheder for at den kommende kampagne vil skabe debat i USA. Meningsmålinger viser godt nok, at andelen af landets ikke-religiøse er steget fra 8.2 pct. i 1990 til 15 pct. i 2008, men i 2007 kunne gallup afsløre, at kun 45 pct. af amerikanerne kunne finde på at stemme på en ateistisk præsidentkandidat. For en homoseksuel kandidat var andelen 55 pct., mens 87 pct. gerne ville sætte kryds ved en latin-amerikaner.
De nissehueklædte modeller og kampagnens timing er selvfølgelig ingen tilfældighed. Julen er den tid på året, hvor et budskab om gode gerninger giver mest genklang, men også en højtid som de senere år har været en slags krigszone i USA. I hvert fald hvis man spørger konservative kommentatorer på tv-kanalen Fox News. En af stationens ankermænd, John Gibson, udgav i 2005 bogen "The War on Christmas - How the Liberal Plot to Ban the Sacred Christian Holiday is Worse Than You Thought".
Lokale forbud mod julekrybber og -salmer samt udbredelsen af "happy holidays" på bekostning af "merry christmas" er nogle af de ting, der har været oppe at vende i debatprogrammerne på Fox News. Hvor meget den almindelige amerikaner interesserer sig for diskussionen er mere uklart, men direkte adspurgt vil de fleste nok foretrække selv at bestemme, hvad julen skal handle om.
I det lys er årets kampagne en smule mindre provokerende end kampagnen sidste år, hvor annoncerne fra AHA indirekte problematiserede religion med spørgsmålet "Hvorfor tro på Gud?" Budskabet "Ingen Gud ... Intet problem!" er i højere grad et forsvar for den humanistiske indstilling end et angreb på troende, og det taler for, at debatten bliver mindre ophedet i år. Sådan lyder vurderingen fra Roy Speckhardt også.
- Vi er klar over, at vores budskab kan virke kontroversielt, men det er bestemt ikke vores mål at fornærme nogen. Det er helt oplagt, at mange troende også er gode mennesker, så vi håber vi kan finde fælles fodslag.