14 egyptiske menneskeretsorganisationer og advokater kræver, at præsident Mubarak handler for at beskytte landets koptiske kristne
Kristne landsbyer i Egypten har i de seneste uger har oplevet overfald af muslimske terrorister, der har nedbrændt kristnes butikker og øvet vold. I andre landsbyer holder befolkningen sig inden døre og børnene sendes ikke i skole af angst for lignende angreb. Det skriver Assyrian International News Agency.
Denne opblussen af forfølgelser af koptiske kristne har fået 14 menneskeretsorganisationer og advokater til i en offentlig erklæring at kræve, at Egyptens præsident Mubarak griber ind. For at beskytte de kristne kopteres religionsfrihed bør der, skriver de, gribes ind over for både voldsmændene og de samfundsnedbrydende kræfter bag dem, der i religionens navn søger at skabe modsætninger og skel mellem egyptere.
Den mellemøstlige kristne organisation, MECA, rapporterer, at mindst tre store koptiske forretninger blev røvet og brændt ned i landsbyen Abou Shusa. Brandvæsenet i Farshoot, hvor kopterne tidligere er blevet angrebet, nåede, skønt afstanden kun er 8 kilometer, først frem efter godt en time. Deres forklaring om opgaver i deres hjemby afvises med, at der var helt roligt den pågældende nat.
Biskop Kirollos fra Nag Hamady stift oplyser, at overfaldsmændene kom fra landsbyen Abu Tesh. Tre kristne piger blev angrebet på gaden med stenkast, men kom ikke alvorligt til skade.
Menneskeretsorganisationerne i Egypten udtrykker skarp fordømmelse af, at sikkerhedsstyrker har deporteret og evakueret koptere fra Farshoot i modstrid med lovgivningen. Man kræver i henvendelsen til præsident Mubarak, at ofrene for religiøs forfølgelse får erstatning for såvel materielle skader som psykisk overlast. Samtidig bør de skyldige straffes for at ødelægge kristne symboler og dermed krænke ”en himmelsk religion”.
Iagttagere anslår, at omkring 80 pct. af alle forretninger i Farshoot blev ødelagt under 48 timers vold. De forbereder nu en retssag mod Egyptens premierminister og den lokale guvernør med krav om erstatning.