Spørgsmål:

Jeg indledte for snart 12 år siden et forhold til en kurdisk (tyrkisk) mand, som jeg vidste, var gift og havde to børn. De første måneder var det rent venskabsforhold, idet jeg var klar over hans ægteskabsstatus. Han forklarede, at han var blevet tvunget til at blive gift med denne kurdiske kvinde for mange år siden.

Sagen er den i dag, at jeg på grund af diverse indre alarmklokker og en ovenud dårlig smag i munden over for hans kurdiske kone og børn og mig selv valgte at afbryde forholdet til den kurdiske mand; jeg afbrød det op til flere gange, ja 10-15 gange, for så at blive gravid med manden…

Jeg befandt mig dengang i en "drømmeverden" og håbede på, at jeg ville blive lykkelig og glad sammen med ham - men ak nej, det var blot en illusion. Han er stadig gift og har rent faktisk tre børn med den kurdiske kvinde, som er hans kusine (han havde løjet om det tredje barn over for mig).

Jeg har selv med tiden bevæget mig meget langt væk fra den pige, jeg var, da jeg mødte ham. Jeg har nu en elleveårig dreng med ham og har befundet mig i et rent mareridt med hensyn til samvær, statsamt og retssager, som manden bliver ved med at hive mig ind til.

Gennem min søns yngre år har jeg gjort mit for at begrænse samværet mellem far og søn, da min søn er yderst sårbar og let påvirkelig, samt fra barnsben har haft adfærdsvanskeligeheder i sociale sammenhænge.
Min eks nærer stadig varme følelser for mig, men har samtidig også følelser af hævn, som går ud over vores fælles søn, som i dag har vendt mig ryggen og kun vil sin far. Min søn har udtalt, at han hader alt, hvad der er dansk, at han ikke længere vil være dansker, og at han skammer sig over mig, fordi jeg er dansker.