Både muslimer og ikke-muslimer lader til at ville have andel i islams fremtid, mens de forsøger at rubricere hinanden under forskellige synspunkter: Konservative muslimer konkurrerer med fremskridtsvenlige muslimer om sendetiden og traditionelle muslimer fordømmer både selvhadende muslimer og islamofober.

Imens udfordrer de moderate muslimer de militante; de mere oprørske muslimer stempler muslimske ekstremister og angiveligt reformvenlige muslimer anerkender ikke muslimer, der forsvarer religionen, og ikke vil indse behovet for forandring.

Alle forsøger at redde den ”sande” islam
Alle ser ud til at have en mening om, hvem de gode og de dårlige muslimer er. Desværre forvrænger de skarpe modpoler lige så meget, som de åbenbarer, da de bygger på overfladiske fordomme og forenklede tolkninger.

I en tid med øget utryghed og nærværende trusler konkluderer mange, at deres identitet og værdier er under angreb, deraf tendensen til at gøre deres synspunkter uomtvistelige: For eksempel som en kamp for at redde den ”sande” islam, som det beskrives i enten stærkt traditionelle eller fremskridtsvenlige vendinger.

I Nordamerika hersker der en opfattelse af, at mange muslimer, som føler sig misforstået af den vestlige verden, ofte kommer til kort over for deres egne værdier, blandt andet hvad angår retfærdighed.

Og det er sandt: nogle af de muslimske aktivister, som ynder at fordømme vestlige forseelser er skyld i, at andre muslimske stemmer forstummer, og de har en tilbøjelighed til voldsomme synspunkter og voldsom opførsel. Men den samme mekanisme ses blandt dem i den vestlige verden, der lader sig drive af angsten for muslimer.

Hvad blev der af forestillingen om, at meningsforskelle kan udtrykke fædrelandskærlighed? Eller at forskellige synspunkter kan være en velsignelse? Det lader til, at vi er ved at miste den fornuftige, moralske ærlighed, der sætter grundprincipper over angst, opportunisme og kultur- eller partipolitik.

Vi må blive bedre til at lytte
Mens sådanne modsætninger vejer tungt på vores skuldre i en tid med øgede spændinger, er det første skridt mod helbredelse at diagnosticere ondet. For selv at undgå at blive ekstremister er vi nødt til at blive bedre til at lytte og gå i dialog, mens vi argumenterer mod andres ekstremisme.

At lytte er i sig selv ikke vejen til harmoni, da de essentielle forskelle blandt de mange meningshavere, som er ”interesserede i islam”, er virkelige og vedvarende. Dog er det mere nødvendigt end nogensinde før at lytte til hinanden; og det er stadig den mest afgørende måde at opbygge tillid på.

Kun ægte opmærksomhed kan gøre os i stand til at høre usagte bekymringer og udtrykke frygten, angsten og de negative forventninger, der ligger til grund for mange politiske og religiøse stridigheder.

Vi har intet andet valg end at vende tilbage til det psykologisk grundlæggende i kommunikationen blandt mennesker for at overvinde Vestens frygt for islam og for at nedtone den omskiftelige debat blandt muslimer. Vi må simpelt hen genlære høflighedens kunst. Den begynder med at lytte og relatere til de andre – ikke med at stemple dem.

Meena Sharify-Funk, ph.d., er adjungeret professor i religions- og kulturvidenskab på Wilfrid Laurier University.

Denne artikel er oprindeligt skrevet til Common Ground News Service (CGNews), 27.10.2009 og oversat af Iben Bjurner.