Men det, det i virkeligheden handler om her, er noget mere grundlæggende end hvorvidt muslimer kan bygge minareter i Schweiz. Indtil Europa konfronterer de spørgsmål, der har ligget og simret i lang tid og handler om, hvordan kontinentet skal behandle sine indvandrere – muslimer såvel som andre – vil det fortsat blive ramt af pinlige højrefløjsudbrud, som fratager det enhver ret til at prædike for nogen som helst om menneskerettigheder og friheder.

Minareter bruges til bønnekald, ikke til rekruttering
Europa er et aldrende kontinent og afhængigt af de ”fremmede”, som kontinentets højrefløjspolitikere elsker at rase over. I Schweiz eksempelvis er det svært for indvandrere og endog for deres børn at få statsborgerskab.

I min egenskab af muslim med en fast tro på adskillelsen af kirken (og moskéen og synagogen) og staten, hører jeg efter, når folk siger, at de er imod politisk islam. Men det er latterligt at påstå – sådan som nationalistiske partier i Schweiz gjorde det – at minareter er symboler på politisk islam.

Minareter bruges til at kalde til bøn, ikke til at rekruttere folk til islamistiske politiske grupper. Hvis Folkepartiet finder sådanne bønnekald for larmende, gad jeg godt se det forsøge at standse kirkeklokkerne.

Mindretallets rettigheder er vigtigere spørgsmål
Når man trækker spøgelserne ”politisk islam” og ”snigende islamisering” af stalden for at skræmme vælgerne, fjerner det opmærksomhed fra det, der faktisk bør diskuteres – såsom en ideologis modstand mod mange mindretals- og kvinderettigheder.

Og det er dér, de svære spørgsmål befinder sig for Europas muslimer. Også de har en højrefløj, som nærer sig ved frygt og prædiker en udelukkende og indadskuende islam. Den er det perfekte figenblad for den ikke-muslimske politiske højrefløj på kontinentet. Men hvor de konservative muslimske holdninger måske nok har en vis moralsk indflydelse, har de ingen af den politiske magt, som Folkepartiet og dets følgesvende har.

Muslimsk hykleri må konfronteres
Samtidig understreger fordømmelserne fra den muslimske verden – hvor nogle halvt i spøg har opfordret til en boykot af schweizisk chokolade – den anden slags hykleri, der må konfronteres, hvis muslimske klager over hykleri skal blive taget alvorligt.

Egyptens stormufti, f.eks., har fordømt forbuddet for at være et ”angreb på trosfriheden”. Jeg ville tage ham mere alvorligt, hvis han i tilsvarende termer fordømte de vanskeligheder, egyptiske kristne har med at få lov at bygge kirker i hans eget land. De skal indhente sikkerhedstilladelse bare for at kunne gennemføre renoveringer.

Sidste år åbnede den første katolske kirke – uden kors, uden klokker og uden tårn – i Qatar, og nu er Saudi-Arabien det eneste land i den Persiske Golf, der forbyder byggeri af huse til gudsdyrkelse for ikke-muslimer. I Saudi-Arabien er det også svært for muslimer, som ikke holder sig til den ultraortodokse wahabi-sekt; shiiterne møder f.eks. rutinemæssigt diskrimination.

Hykleri må fordømmes, uanset hvor det sker. Hvis lande med muslimsk flertal ønsker at kritisere den dårlige behandling af muslimer, der bor som mindretal andre steder, bør de være parate til at undergå samme grad af granskning af deres egen dårlige behandling af mindretal.

Millioner af ikke-muslimske migrantarbejdere har bidraget til at opbygge Saudi-Arabien. Menneskeretsgrupper har længe fordømt de slavelignende forhold, som mange af dem knokler under, og muligheden for saudisk statsborgerskab er ikke-eksisterende.

Muslimske lande har været uvillige til at kritisere hykleriet i deres midte, og europæerne bør holde sig for øje, at søndagens forbud bringer dem i samme retning.

Mona Eltahawy er egyptisk-født muslimsk underviser og forfatter. Artiklen blev bragt første gang 01.12.09 på Washington Posts hjemmeside.

Oversat af Sara Høyrup / www.hoyrup.biz