En ny undersøgelse viser, at svenske aviser benytter sig af fasttømrede og fordomsfulde skabeloner, når de skriver om religion.
To forskere fra Göteborgs Universitet offentliggjorde i november en
undersøgelse, der omhandlede 14 svenske avisers omtale af religion.
Hovedkonklusionen lød blandt andet på, at medierne ofte fremstiller kristne som knastørre kirkegængere og muslimer som voldsfikserede vandaler. Fordomme og stereotype billeder præger således den svenske religionsdækning ifølge den ene af forskerne, Jenny Nordlander.
- I vores undersøgelse er det tydeligt, at journalister – præcis ligesom alle andre – benytter sig af stereotype billeder og har svært ved at fjerne sig fra dem, skriver hun i undersøgelsen.
Hun påpeger endvidere, at det ligger til os mennesker at generalisere og have fordomme.
- Når der er en stærk konsensus omkring et emne blandt venner, bekendte og medierne, så accepterer vi den opfattelse af tingene. Også selvom den egentlig er fejlagtig, skriver Jenny Nordlander.
Vær bevidst om religiøse klichéerTil de svenske journalisters
fagblad forklarer hun desuden, at medierne tilsyneladende alt for let falder for den stereotype opfattelse af bestemte religioner:
- Man skal være opmærksom på religiøse skabeloner og den rutinemæssige overrepræsentation af nogle emner. Det handler om at være lidt bevidst om de religiøse klichéer.
Alligevel tror og håber Jenny Nordlander på, at nogen kan ændre ved journalisternes fordomsfulde forestillinger om religion. Måske endda dem selv.
- Nogen må bryde cirklen. Få nye billeder og tankesæt. Og hvem kan gøre det bedre og med mere gennemslagskraft og hastighed, end journalisterne og medierne selv, spørger Jenny Nordlander i undersøgelsens konklusion.
Der er endnu ikke lavet en lignende undersøgelse af de danske medier.