Livet skal leves

Hvilke livsværdier findes der inden for jødedom og islam? Med livsværdier mener jeg de værdier, der fungerer som rettesnor for de to
religioner. Værdier, der giver tilværelsen mening.

Tanja

Et jødisk svar:

Nu er begrebet "livsværdi" jo af temmelig ny dato, og jødedommen opstod i jernalderen, hvor en af de meget essentielle livsværdier var overhovedet at få mad på bordet hver dag.

Så man kan ikke gå til Bibelen og finde lige netop ordet "livsværdi" eller noget, der minder om det.

Men man kan se på, hvad det er for nogle værdier, jødedommen sætter højt, og det er ting som frihed til at praktisere sin kultur og relgion, frihed til at være sammen med sin familie og dem man i øvrigt holder af, frihed til at arbejde med dét, der er ens eget (dvs. i modsætning til at være træl eller arbejde med noget, man finder uetisk) og frihed til at holde fri. Men materiel velstand er også en god ting.

Desuden giver det dyb mening at studere Toraen og holde gudstjeneste og blandt andet takke Gud for de gaver, man har fået. Det giver tillige dyb mening at sætte børn i verden og være sammen med dem, for slet ikke at tale om selve fornøjelsen ved at producere dem.

Alt i alt kan det opsummeres i sabbatten: Kun frie mennesker med et vist overskud af mad og ressourcer kan hive en hel dag ud af kalenderen hver uge, hvor de ikke behøver at røre en finger, men til gengæld er sammen med sine nærmeste og kan holde fuldstændigt fri og koncentrere sig om at studere de hellige skrifter (eller smide sig på sofaen med en god krimi), og hvor det i øvrigt bliver anset for en god gerning at tilfredsstille sin ægtefælle seksuelt.

Kærlig hilsen

Lene Andersen
Jødisk forfatter og foredragsholder

Et muslimsk svar:

Der er, som jeg altid plejer at sige, to retninger inden for islam. Den ortodokse og den intellektuelle.

Den ortodokse skole har en mere "mekanisk" tilgang til livsværdi, medens den intellektuelle skole har en mere funktionel-etisk tilgang til livsværdier.

Den ortodokse skoles livssyn:

Man skal underkaste sig Guds vilje, derfor skal livets handlinger bygge på klassiske værdier. Bøn, faste og andre religiøse ritualer skal følges tilnærmelsesvis 100 procent.

Man skal selvfølgelig være god mod andre, ikke lyve, gøre andre uret m.m. (hvilket vi også finder i andre religioner). Målet er at komme i betraggtning som kandidat til paradiset efter døden. Det kan have en pris her i dette liv, men igen: Når man er sikker på, at belønningen er lige ovre på den anden side, kan man godt lige "tage sig sammen."

Derfor kan man konkludere, at det er håbet om at få plads i paradiset, der driver værket, og livskvaliteten eller livsværdien kan derfor sagtens findes i smerten og udholdenheden.

Den intellektuelle tilgang:

Man skal være kritisk over for Guds natur og den tid, man har fået givet til at leve. Man skal leve livet 100 procent, men med 200 procent anvarlighed over for andre.

Livsværdien ligger ikke i at tage eller at ønske sig, men i at give andre og få andres ønsker til at gå i opfyldelse. Det, der driver værket her, er lysten til at leve og gøre godt for andre - så vil de andre jo også gøre det godt for dig.

Livsværdien er derfor ikke "parkeret" til det næste liv, men man mener, at hvis man formår at leve et lykkeligt og indholdsrigt (kærligt, omsorgsfuldt, rigt, moralsk) liv her, vil denne tilstand fortsætte i det næste liv.

Man vil således tage de modnede elementer med sig til paradiset - og så er det ikke Guds vilje, men ens gode gerninger, der vil give en billetten til paradiset.

Jeg håber, at det er svar nok - ellers må du vende tilbage.

Venlig hilsen

Hadi Khan
Muslimsk it-ingeniør