Et eksempel er den Schweiziske Bevægelse mod Islamisering. Disse grupper finder ører, der vil høre, i nogle dele af det Schweiziske Folkeparti såvel som i den Føderale Demokratiske Union. (Unionen er kritisk over for islam, samtidig med at den udtrykker stærk støtte til Israel og zionismen, som den ser i lyset af en bibelsk profeti. Mange af unionens medlemmerne kan beskrives som kristne zionister.)

Disse grupper er fælles om at forstå islam i Europa som en ikke-militær invasion, der i sidste ende vil føre til gennemtvingelsen af islamisk dominans og etableringen af et islamisk retssystem. For dem sender et minaretforbud et stærkt signal om behovet for at vende denne tendens.

Der er også folk, der er bekymrede over indvandringen generelt. Schweiz er et land, der historisk har haft stor indvandring, men det har aldrig betragtet sig selv som et land, der bød indvandring velkommen. I 1960’erne og 1970’erne blev indvandrere fra Sydeuropa, der kom for at arbejde i Schweiz (som de faktisk var blevet inviteret til for at imødekomme behovet for industri og byggeri), mødt med stor fjendtlighed og bevægelser imod ”fremmed overbefolkning”. Der var folkeafstemninger på folkeligt initiativ, som forsøgte at begrænse antallet af fremmede i landet; i 1970 opnåede et sådant initiativ 46 % ja-stemmer med en exceptionel valgdeltagelse på 75 %.

Skønt flere og flere muslimer vil opnå schweizisk statsborgerskab i de kommende år, udgør de, der har det, endnu ikke mere end én ud af ti muslimer i Schweiz. Eftersom den muslimske indvandring er af senere dato (der var kun 16.000 muslimer i hele Schweiz i 1970), har de fleste muslimer stadig udenlandsk statsborgerskab (de kommer især fra Balkan og Tyrkiet). Ligesom alle andre steder i verden udløser den hastige vækst i antallet fremmede reaktioner, men det gælder især islam grundet dens historisk ofte konfliktfyldte forhold til Vesteuropa.

Ifølge meningsmålinger gennemført for flere måneder siden, hævdede en andel af dem, der havde til hensigt at stemme for forbuddet, at de gjorde det som gengældelse: De var forargede over de begrænsninger, som kristne grupper og andre religiøse mindretal var udsat for i den muslimske verden (fx totalforbuddet mod ikke-muslimsk gudsdyrkelse i Saudi-Arabien). Eftersom den – til tider temmelig svære – situation for religiøse mindretal i en række muslimske lande betragtes som stadig mere uacceptabel i en tid, hvor religionsfrihed (herunder friheden til at skifte religion) værdsættes og betragtes som en grundlæggende ret, ser nogle mennesker et minaretforbud som en form for hævn for de begrænsninger, som andre religioner oplever i nogle muslimske lande. (Skønt det er svært at fatte, hvordan et forbud mod minaretbyggeri i Schweiz kan forbedre de kristnes lod i muslimske områder; faktisk tværtimod).

Erklæringer fremsat i de schweiziske og internationale medier fokuserer på valgresultatet som et signal om højredrejede, konservative og populistiske idéers og bevægelsers fremmarch. Skønt dette rigtignok er en del af historien, er det en oversimplificering – især set i lyset af omfanget af stemmer for et minaretforbud. Man bør ikke undervurdere andelen af vælgere, der er lydhøre over for kvinderettigheder og kvindesager, og som normalt stemmer på politiske grupper i centrum eller til venstre, men ikke mener, at islam tildeler kvinder en ordentlig rang (en opfattelse, som mange muslimske kvinder helt klart vil være uenige i).

Det er betegnende, at den omstridte plakat, som folkene bag forbuddet brugte under valgkampen, ikke alene viste minareter sprede sig hæmningsløst over det schweiziske flag, men også en burkaklædt silhuet. Kvinders stilling i islamisk lov og praksis såvel som karakteristiske symboler som hijabben (det islamiske hovedtørklæde) vækker voldsomme følelser. Hvis man deltager i en forelæsning om islam for det brede publikum, bliver der næsten altid stillet spørgsmål om kvinder og deres stilling i islam.

Der hersker ikke megen tvivl om, at et antal mennesker, som stemte for forslaget om minaretforbud, ikke gjorde det af ideologiske grunde eller på baggrund af egne dårlige erfaringer. Men derimod fordi de har et dårligt billede af islam og muslimerne som afspejlet i de daglige nyheder, særligt efter nine-eleven (forslaget ville næppe have fået mange stemmer før 2001), i rapporter om fx selvmordsbomber, vold, hadske ytringer vendt mod Vesten osv.

Ud over sådanne internationale faktorer har også en række små, lokale problemer bidraget til at bestyrke mistroen og frygten; fx blev der få uger før afstemningen rapporteret om i alt fald ét tilfælde af anti-vestlig prædiken i en schweizisk moské (og det blev dokumenteret). Selv om medierne er stadig mere omhyggelige med at understrege forskellen mellem ”radikale” eller voldelige muslimer på den ene side og gennemsnitlige muslimer på den anden, har det negative billede af hellige krigere haft indflydelse på folks opfattelse af alle muslimer. Forbundsregeringen lader til at mene, at denne sammenblanding har spillet en afgørende rolle i forslagets succes.

Nogle mennesker var – skønt det næppe har været et tilstrækkeligt argument i sig selv – bange for, at minaretbyggeri før eller senere ville føre til kalden til bøn fra dem og dermed forstyrrelse af den offentlige fred (mange steder i Schweiz er ringning med kirkeklokker også blevet noget begrænset i de senere år). Argumentet om, at en skønne dag ville der blive kaldt til bøn fra minareterne, blev selvfølgelig brugt af forbudstilhængerne til at vinde vælgere for deres sag.

Man bør heller ikke glemme konkrete begivenheder i de senere måneder, som har bidraget til antimuslimske følelser og dermed til stemmer for forbuddet. Her bør især nævnes den aktuelle kontrovers mellem Schweiz og Libyen.

I juli 2008 blev Hannibal Gaddafi, søn af Libyens leder, anholdt af politiet på et femstjernet hotel i Geneve. Han havde overfaldet to af de tjenere, der rejste sammen med ham, hvilket fik hotellets ansatte til at melde ham til politiet. Hannibal Gaddafi blev fængslet og siden løsladt mod kaution. Hændelsen udløste en voldsom reaktion fra oberst Gaddafi, og to schweiziske forretningsmænd, som var i Libyen på den tid, blev nægtet tilladelse til at forlade landet. Det er en situation, der fortsat er uløst til trods for omfattende bestræbelser fra schweiziske regeringsmedlemmers og diplomaters side. Det har skabt en hel del irritation blandt schweizerne, særligt eftersom oberst Gaddafi tydeligvis legede musen efter katten med den schweiziske regering og bl.a. gjorde den til grin.

Selvfølgelig ved enhver, der kender Libyens nyere historie, at landet bestemt ikke promoverer konservativ islam, og at det nuværende libyske regime har undertrykt islamistiske politiske grupper brutalt (sammen med alle andre afvigende røster). Men nuancer som disse når ikke frem til de fleste folks bevidsthed; det, der bliver tilbage, er opfattelsen af et muslimsk land, der ydmyger Schweiz for at have håndhævet sin pligt til at værne om de svages menneskerettigheder (i dette tilfælde Hannibal Gaddafis tjenere).

Endelig er der dem – og de er flere, end man skulle tro – som simpelthen synes, at islam er ”fremmed” og i virkeligheden ikke hører til i Schweiz. De har ikke noget problem med, at der er muslimer i landet, men islams nye synlighed på offentlige steder udløser reaktioner hos dem, fordi det sender en besked om, at islam og muslimer er kommet for at blive og kommer til at udgøre en blivende del af de schweiziske omgivelser.

I et idealiseret schweizisk landskab er der ganske enkelt ikke plads til islam, medmindre trosretningen er villig til at forblive usynlig. Ret afslørende i den sammenhæng er den korte propagandavideo, der blev sat op på tre sprog på YouTube af den Føderale Demokratiske Union. Den viste et idyllisk og fredfyldt schweizisk landskab med græssende køer i frodige enge og den kraftige lyd af et alpehorn i baggrunden, som alt sammen pludselig bliver forstyrret af en muezzin, der råber på et fremmed sprog. Et sådant kort, men slagkraftigt budskab har større appel, end mange iagttagere er villige til at indrømme. En af den Føderale Demokratiske Unions ledere sagde til mig: ”Se den video, den siger det hele!”

Minareter hører ikke til i det europæiske landskab, antyder propagandamaterialet fra den Føderale Demokratiske Union.

Vi kunne føje yderligere elementer til listen. Fx konkluderede politikeren og forbudstilhængeren Oskar Freysinger ved afslutningen på en af valgkampens sidste politiske debatter på en fransktalende schweizisk tv-kanal, at han var bekymret for Vestens fremtid efter at have hørt, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nyligt godkendte nogle forældres begæring om at fjerne korsene fra klasseværelserne i Italien – samtidig med at muslimske symboler frit kunne gennemtrænge det offentlige rum i Europa. Dette argument vandt uden tvivl genklang hos nogle af seerne.

I sidste ende viser ethvert forsøg på at en opstilling af motiverne allerede nu, at årsagerne til at stemme imod minareter (og med denne stemme udtrykke mistro over for islam mere generelt) er langt mere forskelligartede, end nogle kommentatorer oprindelig ville have os til at tro.

Det ville også være forkert at betragte valgresultatet som en schweizisk særhed. Sandt nok kunne følelser som de beskrevne takket være systemet med folkeafstemninger på folkeligt initiativ komme til udtryk i Schweiz på en måde, det er svært at tænke sig i andre europæiske lande. Men på den anden side er der ingen tvivl om, at hvis borgerne i andre europæiske lande fik chancen for at stemme om dette eller lignende emner, ville resultatet være meget lig det schweiziske.

Det kan være svært for regeringerne at acceptere, fordi de er bange for de mulige konsekvenser, men det står klart, at i dagens Europa er et ”muslimsk spørgsmål” blevet konstrueret dér, hvor religion og politik krydser hinanden, og antager forskellige former i forskellige sammenhænge. Det kan være ubehageligt at erkende det, men uagtet rimeligheden eller mangel på samme, er spørgsmålet på banen og forsvinder ikke i nogen nær fremtid.

Jean-François Mayer arbejder på Religioscope Institute
Oversat af Sara Høyrup / www.hoyrup.biz