Men vore diskussioner om klimaforandringer har indtil videre tenderet til at være domineret af økonomiske og politiske overvejelser. Disse er godt nok vigtige, men ikke tilstrækkelige. Det er afgørende, at troende mennesker deltager for at sikre, at disse fremtidsformende beslutninger ikke alene bliver afgjort af kortsigtede hensyn, som hvad der er billigst eller mest hensigtsmæssigt.

Trosgrupper er måske de eneste af de menneskelige institutioner, der er villige til at se længere. I reaktionen på klimaforandringsprocesser, som udspiller sig over årtier eller ligefrem århundreder, er disse perspektiver et vigtigt modstykke til det tankepres, der kan være domineret af næste kvartal eller næste valg.

Det er derfor, mødet i København er uden fortilfælde. Det er her, troende og ikke-troende mennesker er nødt til at komme overens med den form for verden, vi ønsker for os selv, vore børn og vore børnebørn. At forestille os eller skabe den verden, vi ønsker, betyder, at vi må udarbejde en storslået aftale, som vil tillade livet at overleve på en håbefuld og menneskelig måde. Vi må være parate til at træffe beslutninger, give afkald og udvise velvilje over for hinanden og planeten.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon havde en lignende pointe ved en tværreligiøs konference, der blev afholdt for nylig. Han sagde: "Verdens trossamfund er vitterlig i en unik position i diskussioner om vor planets skæbne og de accelererende virkninger af klimaforandringerne."

Han tilføjede, at han længe har ment, at "når regeringer, civilsamfund og især religiøse grupper samarbejder, kan forandring finde sted. Tro og religion er en afgørende del af den ligning."

Ud over de videnskabelige, teknologiske og økonomiske aspekter tvinger klimaforandringerne os til at overveje grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi ser verden i de næste 10-100 år – og stille grundlæggende spørgsmål om tro, såsom hvem der vil klare sig, og hvem der vil lide under de uønskede og uretfærdige forandringer, som vil finde sted.

Klimaforandring handler om energi, livsstil og magt, som vil få en stadig større indvirkning på vor planet, der vil række langt ud over vore egne og vore efterkommeres liv. I håndteringen af disse emner beder vi individer og samfund om at træffe store valg ikke blot om deres egen fremtid, men også om fremtidige generationers livskvalitet.
Som troende mennesker tror vi på, at klimaforandringer kræver noget andet end en hurtigt teknologisk løsning, nemlig en forandring af hvordan vi lever vore liv på denne skrøbelige planet.

Som troende mennesker er vi kaldet til at betragte Jorden ikke blot som en kilde til ressourcer og velstand, men som et samfund vi lever i, bevæger os i og eksisterer i.

I flere årtier har videnskab og politik har forsøgt at brydes med en udfordring, som første gang blev rejst i 1988 i Toronto ved en international konference om atmosfæreforandringer. Konferencen konkluderede, at "menneskeheden udfører uden at ville det et ukontrolleret eksperiment på global skala, hvis endelige konsekvenser kun overgås af global atomkrig".

Siden da er forskningen og erfaringen begyndt at vise rigtigheden af hin dystre advarsel. Hele befolkninger og økosystemer trues af ødelæggende virkninger som tørke, hedebølger, brande, oversvømmelser, storme og stigende vandstand.

Canada er i en enestående situation. Vi har ikke længere føringen i klimaforandringspolitikken, men vi har voldsomt meget på spil. Som landet med den største landmasse og den længste kystlinje mod tre have, er det altafgørende for vor fremtid, hvilken aftale planetens nationer indgår i København.

For at minimere virkningen af klimaforandringer må Canada gå efter mål i København, så at landene lever op til deres Kyoto-forpligtelser.
Vi tror, vi kan og vil nå frem til løsninger sammen, som vil føre os ad en sundere, bæredygtig vej. Canadas ansvar er at udvise moralsk lederskab i lyset af denne globale klimakrise.

Ingen af os har fuldt overblik, men sammen kan vi flytte os i en retning, som vil være mere livsbevarende og –forbedrende. I sidste ende er det en sag for os alle, hvordan vi reagerer. Hvad enten vi er til stede fysisk eller i ånden, er vi alle nødt til at være i København.

Mardi Tindal er moderator for Canadas Forenede Kirke. David MacDonald var formand for House of Commons’ miljøkomité 1989-1993. Begge deltager i FN’s COP15 om klimaforandringer i København.

Religion.dk har fået tilladelse til at bringe artiklen, som i første omgang blev publiceret på United Church of Canadas hjemmeside.


Oversat af Sara Høyrup / www.hoyrup.biz