I løbet af eftermiddagen kom der en række forskellige høje herrer fra området forbi præsten for at ønske tillykke med højtiden. Præsten fungerer som overhovedet eller repræsentanten for de kristne et sted som dette, og derfor kommer folk fra området, der har lignende ansvar, og ønsker tillykke med højtiden – uanset, om de er kristne eller muslimer. Det gik præstens eftermiddag med.

I denne landsby fejrede man mest indenfor kirkens og husenes mure, selvom der er gamle traditioner for, at de kristne har processioner i forbindelse med mulid’er (religiøse ”festivaler”). Det skyldes, at det i mange områder ikke er tilladt med offentlige religiøse festligheder, da man er bange for, at det vil føre til håndgemæng.

Men jeg deltog for år tilbage i en kristen mulid i en landsby længere sydpå. Det kunne lade sig gøre, fordi landsbyen udelukkende bestod af kristne, og derfor strømmede folk til fra nær og fjern. Det var ikke jul, men man bar helgenbilleder i procession til en bakke under øredøvende musik og larm, hvor Jomfru Maria havde hvilet med Jesus.

Senere blev vi udlændinge placeret sammen med områdets vigtige personer, biskopper, præster og sheiker på en tribune, hvor landsbyboerne – særligt børnene – havde forberedt en procession med en række forskellige vogne, som præsenterede Egyptens historie. Hvad der stak ud var, at midt i ørkenen længe efter at julen var overstået blandt støv og vogne med faraoner og andre af fortidens godtfolk kom julemanden kørende på sin slæde, svedende i hans røde dragt.

Jul blandt muslimer
I et land som Egypten når retsmagten ikke ud til landsbyerne og de fattige kvarterer i byerne. Derfor er der opstået et alternativt retssystem, hvor de religiøse ledere også fungerer som landsbyernes ”stærke mænd”, som repræsenterer hver deres religiøse gruppering. Her er specielt påsken, julen og ramadanen (den muslimske fastemåned) særligt vigtige, da det er et symbol på fredelige forhold, at lederne mødes.

Der er ofte et udpræget skel mellem de kristne og muslimske grupperinger, som skaber spændinger, men så længe lederne mødes, så er der en grundlæggende respekt for de andres indflydelse. Specielt i den kristne minoritet – og blandt nogle af de forskellige muslimske grupperinger – er der en udpræget skepsis blandt de almindelige mennesker overfor ”de andre”, hvorfor ”freden” skal opretholdes af lederne.

Det er en noget anden form for dialog, end den vi er vant til i de danske flade strukturer, hvor dialogen ofte er rettet mod en forståelse, der er baseret på den almindelige persons nysgerrighed overfor det, som er anderledes. Religionens dogmer, traditioner og handlinger står til granskning.

Da jeg spurgte præsten i landsbyen, hvor meget han kendte til islams dogmer, og hvordan muslimer ser deres egen religion, stod han uforstående overfor det. Men det er også en helt anden virkelighed, han lever i, hvor han og hans muslimske kolleger arbejder mod at skabe rum i samfundet til deres flok. Her er julen og de andre religiøse højtideligheder vigtige, ikke til at skabe en dybere forståelse af de andres dogmer, men for at vise sin anerkendelse af deres tilstedeværelse.

Anderledes er det, hvis vi tager tilbage til Kairos middelklasse, som er dækket ind under regeringens retssystem, og spørger muslimske Radwa, som Neveen har været i en dialoggruppe med, hvorfor hun er interesseret i kristendommen og andre religioner. Det er hun for at lære mere om sig selv og hendes egen religiøsitet – og derfor deltager hun i gudstjenester og andre religiøse handlinger. Dér behøver hun ikke tænke over de lokal-politiske forhold, men kan besøge en kirke, fordi hun også der føler nærhed til Gud på en måde, som kan supplere hendes muslimske tro.

Cand. theol. Henrik Lindberg Hansen har siden 2004 været udsendt af Danmission til dialog-arbejde i Egypten. Hans arbejde består delvist i studier i arabisk, historie, islam, samfund og religionsteologi, delvist i praktisk dialog-arbejde med henblik på at opbygge et positivt forhold mellem kristne og muslimer.