Det er ikke mange artikler, der dukker op ved en simpel søgning på Hymns From Nineveh.
Udover en håndfuld rosende anmeldelser og en
MySpace-side, der er en af de mest besøgte af slagsen i Danmark i disse uger, hersker der ingen tvivl om, at Hymns From Nineveh er et forholdsvis ubeskrevet snefnug på den danske musikscene.
Jonas Petersen, som manden bag Hymns From Nineveh hedder, mærker lige nu en støt stigende interesse for hans musikalske projekt.
- Jeg er den mest lyttede artist på MySpace i Danmark og ligger nummer to på
Det Elektriske Barometer på P3. Så der sker meget, også fordi jeg har et dygtigt pladeselskab (Good Tape Records, red.), der giver mig en masse muligheder, fortæller Jonas Petersen, som også studerer dansk på Københavns Universitet.
Musikken vender vi tilbage til.
I fuld balanceHan blev født i Ringkøbing for snart 23 år siden. Men allerede inden Jonas Petersen havde rundet sit andet leveår, tog forældrene ham og hans søskende med på en rejse ud i verden. Først til England. Siden til Afrika, hvor faderen skulle undervise på en bibelhøjskole. I 1994 vendte familien dog igen hjem til Vestjylland, og her fik Jonas Petersen en kristen opdragelse i et hjem, hvor der altid var masser af musik.
Og derfor faldt det ham også naturligt at fusionere netop de to ting – troen og musikken.
Senere tog han både guitaren og Gud med til hovedstaden for at studere dansk på universitetet. Her blev læsningen og fordybelsen i dansktekster det tredje ben i den taburet, Jonas Petersen i dag sidder solidt plantet på. Afklaret, eftertænksom og i fuld balance. Moden af sin alder.
- Der er jo mange, der bliver beskyldt for, hvis de er opvokset i et kristent hjem, at så er de bare sådan nogle blinde passagerer på deres forældres trosrejse. Men sådan ser jeg det bestemt ikke, at jeg er. Selvfølgelig har det præget mig til at tænke i de baner, men for mig er det et helt personligt valg at tro på Gud, forklarer den 22-årige vestjyde, der lige nu er ved at lægge sidste hånd på sin bacheloropgave.
Relationen til GudFor Jonas Petersen betyder det institutionelle ved religionen ikke særlig meget. Det er derimod den intime relation til Gud, der er kernen i hans tro.
- Det er det helt nære og inderlige, som giver mening for mig. Det helt lukkede rums hengiven sig til en større virkelighed og en større åndelighed. Det betyder, at jeg har et sted, hvor jeg kan gå hen og være kendt af Gud. Sådan tror jeg i hvert fald, at det er. Jeg kan ikke skjule noget. Og for mig er det en frisættelse. Det er det helt centrale for mig i forhold til religion, og jeg værdsætter det meget højt.
Hvornår begyndte du for alvor at dyrke troen?- Det er nogle bevægelser og nogle udviklinger, der er sket. Nogle bølger, der er gået. Så derfor er det meget svært at sige. Hvornår lærer man en person at kende? Det er jo også umuligt at tidsfæste. Men det er især inden for de senere år, at jeg sådan er kommet til at dyrke denne her relation, konstaterer Jonas Petersen.
Julesange i 30 graders varmeFor et par uger siden debuterede han under navnet Hymns From Nineveh med en plade bestående af fem julesange. ”Uncomplicated Christmassongs” hedder den. Det er meget utraditionelt, at en kunstner starter karrieren med en jule-cd, men da et filmselskab i sommer kontaktede Jonas Petersen, fordi de manglede en julesang til filmen ”
Julefrokosten”, slog han til. Og da den først var skrevet, fortsatte han med at skrive en række sange, der omhandlede julen.
- Det lå lige til højrebenet for mig at gøre sådan noget, fordi julen i hvert fald sådan grundlæggende er en kristen højtid. Og jeg kan godt blive irriteret og arrig over al den materialisme, der er findes. Julen bliver sådan en materialistisk højtid. For mig er den noget meget mere inderligt. Det er noget meget intenst, faktisk. Og det var den grundfølelse hos mig, der gjorde, at jeg kunne skrive de her sange.
Og således gik det til, at Jonas Petersen en august-eftermiddag sad på sin terrasse i 30 graders varme og griflede strofer ned om højtiden i december.
- Jeg tog på en eller anden måde bestik af situationen. At sidde der om sommeren og så kunne finde billederne af jul frem i mit eget indre på afstand, det var faktisk meget interessant. Jeg kunne træde et skridt tilbage og se, hvad det var, jeg tænkte på i forbindelse med jul. På hjerternes fest, på glæde, på tab og på savn. Der ligger så uendeligt mange ressourcer gemt i julen, så det var egentlig meget naturligt for mig at skrive det her.
Tro, studie og sangskrivningTil sommer debuterer Hymns From Nineveh for alvor med et rigtigt studiealbum. Og udover de harmoniske og akustiske folk-melodier, vil også referencerne til Bibelen igen være at finde på det kommende udspil.
På danskstudiet har Jonas Petersen nemlig lært at bruge sit kendskab til kristendommen til at skrive sange.
- Det handler om det, der hedder bibelsk intertekstualitet. Det er noget, jeg finder meget interessant. Det vil jo sige, hvordan en tekst binder sig til en anden tekst, og hvordan forbinder en tekst sig til Bibelen. Jeg ser det meget som en litterær praksis, forklarer han.
Desuden føler han sig særdeles privilegeret, fordi det giver ham muligheden for at kombinere sin tro og sit studie med sin sangskrivning.
- Det at kende til de bibelske referencer er en meget eksklusiv viden at have. Og der er jo en masse litteratur, som ikke beskæftiger sig med andet end det her.
Vil udfordre skeptikerneTidligere i musikhistorien har eksempelvis Bob Dylan på lignende vis beskæftiget sig med at skrive religiøse sange, da han i slutningen af 1970’erne sprang ud som genfødt kristen – blandt andet med albummet ”
Slow Train Coming”. Uden sammenligning i øvrigt.
Og så alligevel.
For på samme måde som Bob Dylan dengang over for skeptikere måtte forsvare det påhæftede label som ’religiøs kunstner’, må Jonas Petersen i dag også ofte forholde sig til rollen som kristen musiker.
- Jeg er blevet spurgt, om jeg så symbolsk set er Jonas (profet fra Det Gamle Testamente, red.) og om den menneskelige verden er
Nineveh, og sådan er det slet ikke, men det giver en historisk kontekst, en historisk tyngde og også en narrativ tyngde i min sangskrivning, forklarer Jonas Petersen om valget af det bibelsk klingende navn Hymns From Nineveh.
Han er dog heller ikke bange for at blive sat i bås som religiøs sangskriver.
- Jeg vil gerne udfordre dem, som måtte tænke om det som noget stereotypt. For jeg synes ikke, at det er stereotypt, det jeg laver, selvom jeg er blevet beskyldt for det. Og jeg vil også gerne udfordre hele den tanke, der er om religiøs musik eller tekster, som bevæger sig i det religiøse felt i den moderne verden. Det vil jeg gerne udfordre, og det synes jeg, at jeg gør.