I et interview i Daily Telegraph har den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, dr. Rowan Williams for nylig for første gang udtalt sig om Ugandas forslag til en lov, der åbner for dødsstraf for at praktisere homoseksualitet, skriver Ekklesia.
Landets anglikanske kirke har støttet loven, men såvel anglikanere som kirkelige og humanitære organisationer i mange lande har krævet, at Der fra Canterbury blev taget klart afstand. Blandt protesterne mod dødsstraf i den aktuelle lov i Uganda er også en offentlig afstandtagen fra paven.
Ærkebiskoppens kontor havde tidligere meddelt, at han ikke ville udtale sig offentligt, men føre samtaler med den anglikanske kirke i Uganda. Men nu fastslår han, at loven som helhed er chokerende streng. Jeg kan ikke se, hvordan nogen anglikaner, der er forpligtet på, hvad kirken har talt i århundreder, kan støtte den. Ud over at anerkende dødsstraffen forhindrer lovforslaget enhver sjælesørgerisk indsats, fordi den vil gøre præsterne til angivere, sagde han til Daily Telegraph.
Med det sidste hentyder ærkebiskoppen til en anden bestemmelse i lovforslaget. Selv om Ugandas myndigheder efter protesterne overvejer selve dødsstraffen, vil de fastholde en bestemmelse om, at enhver myndighedsperson, herunder lærere og præster, står til tre års fængsel, hvis de ikke indberetter ethvert tilfælde af homoseksualitet, der kommer til deres kendskab.
Presset mod den anglikanske kirkeleder voksede kraftigt, da han få dage før udtalelserne om Uganda rettede en stærk kritik mod udnævnelsen af en lesbisk kvindelig biskop i Canadas anglikanske kirke, fordi de øgede splittelsen i det anglikanske verdenssamfund.