Christian Rasmussen |
26. december 2009
Julen er den eneste af vore store højtider, jøderne ikke har deres egen udgave af, fortæller præst i Jaffo, Tel Aviv
Religion.dk har spurgt Christian Rasmussen, der er dansk præst i Israel, hvilke overvejelser han gør sig før sin første julefejring i den hellige nats land.
Christian Rasmussen svarer:”Det ER jul”, hørte vi hver decemberaften for nogle år siden, da De Nattergales CWC (Canal Wild Card) underholdt en halv nation lidt før sengetid.
Jow, det… Nogle få butikker i Jaffo, der indehaves af kristne arabere, har plasticjulemænd og - træer i vinduerne, men generelt er der her i byen ikke meget andet end de kristnes kalender, der tavst gør opmærksom på, at det snart er jul.
I Immanuelkirken er juleforberedelserne så småt i gang, og invitationerne til kirkens juleprogram er sendt ud til alle vore kontakter. Julen er rent praktisk årets største begivenhed i vores kirke. Det er jo den eneste af vore tre store højtider, som jøderne ikke har deres egen udgave af. Derfor fyldes kirken sædvanligvis juleaften af israelere, der skal ind og opleve de kristne fejre fødslen af en lille jødisk dreng.
Jeg har selvfølgelig tænkt lidt over, om julefejringen får en særlig dimension, når den afholdes i Israel. Og næh; det synes jeg grundlæggende ikke. Men julen kommunikerer sit budskab på en anderledes måde.
Julenat var en helt almindelig natJeg skal ærligt indrømme, at vi savner den stemning i gaderne, som kun det mørkegrønne gran, de hvidgule lys, de varmrøde hjerter og duften af skiftevis krydret glögg og brændte mandler kan gi’ julemåneden. De der 24 ekstraordinære dage, hvor det er, som om vi for en stund erobres af en anden verden. Det savner vi.
På den anden side får vi en fornemmelse af, at julenat var en ganske ordinær nat. Nuvel, det var ikke en nat som de andre, men det var der ikke mange, der vidste eller opdagede. De sov, og næste dag ville blive en almindelig arbejdsdag, som den forrige havde været det. Måske er jul i Israel af i dag et rammende moderne billede af den allerførste jul.
Profetierne om Messias giver bedre mening herEn anden forskel til Danmark er, at her er det særligt meningsfyldt at læse Det Gamle Testamentes profetier om Messias’ komme. Den ventede Messias er jo ikke på samme måde en del af vi nordboeres identitet, som han er en del af jødernes. Vi hedninger kom jo først ind fra siden, da Jesus havde opfyldt sin og Israels udvælgelse, da han blev Adams løskøber ved at blive Israels løskøber.
Det er i øvrigt præcis dét, som to af Immanuelkirkens mosaik-vinduer udtrykker. Hvordan Herrens arm strækker sig ud mod verden i kærlighed ved at han lod sin søn føde også som Davids søn, for at han kunne blive Israels Messias og som sådan verdens frelser.
Jesus må i den forstand blive Israels Messias, før han kan blive hedningernes Kristus. Meget passende er ’altertavlen’ under billedet derfor den hebraiske udgave af Joh 3,16:
”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn…”
I julen går der hul på himlenJo, måske vil jeg nok gribe kommunikationen af evangeliet lidt anderledes an her, end jeg ville i Danmark. Men budskabet er fuldstændigt det samme – her som dér. Et fantastisk budskab som i al sin enkelthed er, at i julen går der hul på himlen.
For en stund står himmel og jord i ét; Herrens herlighed stråler om os, som den gjorde om hyrderne, og vi ser glimt af den verden, som egentlig er vores. Den verden, som vi blev skabt til at leve i, og som Gud længes efter at genindsætte os i.
Og jeg tror egentlig, at alle mennesker et eller andet sted har en dyb længsel efter den verden. Men det er en verden, som vi ikke finder, hvis ikke vi følges med hyrderne til Betlehem og ser barnet. Vi må hen blandt okser, hyrder og andet godtfolk og se, at Gud blev som os, fordi vi ikke kan blive som ham. Dér er underet.
Nu prædiker jeg på engelsk hernede, så måske temaet derfor kunne være:
What is stranger than God in a manger?
Glædelig jul!
Christian Rasmussen er ny præst for den lutherske menighed ved Immanuelkirken i Tel Aviv-Jaffo i Israel. Dér bor han med sin kone og deres fire børn.