Skuespilleren Denzel Washington vælger kun filmroller, der afspejler hans kristne tro
Denzel Washington er tidligere af religionsportalen
Beliefnet blevet kåret som den person, der har næstmest indflydelse blandt kristne i Hollywood (kun overgået af Mel Gibson). Det er ikke uden grund.
Washington ser det som sin vigtigste opgave at forkynde evangeliet, både som privatperson og på det store lærred.
- Jeg mener, at det er vigtigt at tro og at lytte til samvittighedens røst – og ikke lade sig intimidere af andre eller miste modet samt følge dit livs mission, så godt som du kan, har Washington udtalt til
Reuters.
Troen har altid været en væsentlig del af Denzel Washingtons liv. Den 55-årige skuespiller er søn af en pinsekirkepræst i New York og har selv været medlem af
Church of God in Christ-kirken i næsten 30 år. Troen har derfor altid spillet en central rolle, men der har også været perioder i hans liv, hvor han har lagt troen på hylden. Som lille havde han en religiøs oplevelse, der skræmte ham.
- Jeg blev fyldt med Helligånden. Jeg ved, det skete. Jeg var på mit værelse. Mine kinder blæste op, jeg græd som et lille barn og jeg blev dødsens angst, udtaler Washington ifølge magasinet
Christianity Today.
Oplevelsen var så stærk, at Washington fik en overdosis af det religiøse. Efterhånden begyndte han at vælge troen fra. Og for den unge præstesøn, der ofte ventede på, at faderen skulle blive færdig med at prædike, kunne troen desuden føles som en sur pligt, som han var nødt til at gøre oprør imod.
Men så begyndte der at indtræffe nogle skelsættende begivenheder i Washingtons liv, der gjorde, at han fik øjnene op for Guds tilstedeværelse. Da han var 18 år, blev han standset af politiet.
Heldigvis undersøgte de ikke hans bil. For ellers ville de have fundet narkotika, og så ville Washington være kommet i fængsel, hvilket ville have ændret hans liv. Washington mener, at det var Gud, der reddede ham.
- Det var ikke hans plan, at jeg skulle blive taget, siger Washington til
Reuters.
En anden vigtig hændelse fandt sted, da Washington var 20 år, for den viste ham, hvad der var hans kald i livet.
- Da jeg var omkring 20 år og lige var begyndt som skuespiller, sad jeg i min mors skønhedssalon, fortæller Washington i et interview med
Beliefnet.
- En kvinde blev ved med at kigge på mig. Jeg så ind i spejlet og fik øje på hende i den anden ende af lokalet. Hun sagde: "Er der nogen, der kan give mig et stykke papir?" Og så skrev hun en profeti. Hun sagde, at jeg ville tale for millioner af mennesker, jeg ville rejse rundt i hele verden og prædike for millioner af mennesker. Og jeg anede ikke, hvad hun snakkede om.
Men Washington ville komme til at forstå budskabet i kvindens profeti. Troen blev efterhånden en konstant faktor i hans liv, og Washington blev mere og mere overbevist om, at hans kald var at forkynde og dele sin tro med verden.
Dog blev Denzel Washington aldrig missionær eller præst ligesom sin far, men gennem sit virke som Hollywood-skuespiller har han prøvet at sprede det gode budskab.
- Jeg spurgte min præst, om han troede, at mit kald var at være præst, og han sagde: "Taler du ikke allerede til millioner af mennesker? Har du ikke rejst rundt i hele verden?", fortæller Washington ifølge
Christianity Today.
Kvindens profeti i skønhedssalonen er tilsyneladende gået i opfyldelse. Og Washington fortsætter med at appellere til et bredt, internationalt publikum.
Den 18. marts kan Washington ses i de danske biografer i filmen "The Book of Eli". Washington spiller Eli, der ifølge
Internet Movie Database er en brutal, machetebevæbnet mand, som forsvarer verdens eneste bevarede Bibel. Elis mission er at returnere Bibelen til det sted, han har fået anvist af de højere magter. Det er det eneste håb, menneskeheden har for en fremtid.
Eli har været på rejse i 30 år i et land, der er ødelagt krig og nu er blevet en lovløs ørken befolket af røvere og voldsmænd. Da Eli ofte må forsvare sig mod krigere, der vil tage Bibelen fra ham og bruge den til onde formål, må han forsvare den med næb og kløer.
Selv om Washington er blevet berømt og har nydt den ene filmsucces efter den anden, prøver han at undgå, at dette stiger ham til hovedet.
Som han siger, da han bliver spurgt om, hvordan han forholder sig til berømmelse:
- Det handler ikke om mig. Det vigtigste for mig er at forstå Gud, så jeg kan blive ved med at være ydmyg, siger Washington i et interview med
Reader's Digest.
Det, der er altafgørende for den Oscar-vindende stjerne, er først og fremmest forholdet til Gud – så han prøver at undgå, at Hollywood-livet kommer til at tage for meget fokus.
Derfor er han også kun interesseret i at indspille film med religiøse aspekter. Han vælger kun filmroller, der afspejler hans inderlige og oprigtige tro på Kristus.
- Jeg kan huske for nogle år siden, at jeg var nomineret til en Oscar. Jeg kunne se alt det politiske og alt det, der var blandet ind i det. Og så kom jeg i tanke om, hvad min mor sagde: Husk, at mennesker giver priser. Men Gud giver belønningen. Dermed forstår jeg, at de opgaver jeg er velsignet med, er en del af Guds plan. Og så længe jeg gør Ham tilfreds, er jeg selv tilfreds, udtaler Washington til
Beliefnet.
Henimod slutningen af Washingtons nyeste film, "The Book of Eli", citerer hovedpersonen fra Paulus' Andet Timotheusbrev: "Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen".
Det er det, som Hollywoods mest populære missionær, Denzel Washington, forsøger at leve op til - dog i en lidt mindre post-apokalyptisk verden.