Fællesnævner?
Nej. Vi er meget lidt tjent med at Jesus Kristus fx i Islam opfattes som "profeten Jesus".
Billedet af ham er ualmindelig skævt - der tales om hans fødsel, men han er absolut ikke død på korset.
Han "får lov til" ved dommedag at indtage dén plads som i katolsk kristendom tilkommer St. Michael´, sjælevejeren.
Det store problem er, at argumenterer vi udfra Bibelen, fpår vi at vide at Koranen er den endegyldige og sikre åbenbaring.
http://www.24.dk. Lisbet Foss

Med Kristi opstandelse fra de døde er der sat en ny dagsorden for den menneskelige tilværelse.
En ny begyndelse, en ny bevægelse med vidtrækkende følger, idet det er Gud selv, der handler i Jesus Kristus.

Redningen er kommet. Redningen fra vore håbløse selvforløsningsforsøg. Samtidig med at redningen er kommet dommen i forkøbet. Eller sagt med andre ord: dommen er afsagt!

For gennem sin lidelse og død har Jesus Kristus i vort sted båret vores modstand mod Gud og Guds dom over os.
I tillid til Jesu Kristi død behøver vi derfor ikke frygte for det sidste opgør. Det nye er allerede virksomt. Dvs. Guds riges magt er virksom her og nu. Vi blæses bogstaveligt talt om kuld, vi frelses og fornyes, så vi fortrøstningsfulde kan gå alt det der måtte komme i møde.

Den nye dagsorden medfører også, at det nuværende og det kommende overlapper hinanden.
Jesu Kristi liv er en del af vores historie, der venter på det der skal komme. Samtidig er Jesu Kristi liv og død en del af Guds handlen.
Det forunderlige er, at det ene ikke sker uden det andet.

Hele Jesu Kristi liv, betragtet som en budbringers vej, bestod i at udtrykke: Ske din vilje! – indtil døden på korset.
I opstandelsens lys ser og erfarer vi: det var Guds vilje, der skete i Jesu Kristi liv og død. Men ikke blot i den forstand, at Jesus Kristus var en retfærdig mand, men i den afgørende forstand, at Gud ved ham udførte sin frelsesvilje og sin retfærdighed, forstået som hans trofasthed imod sine løfter. En bekræftelse af Jesu Kristi forståelse af Gud.

Derfor kan vi påskedag af hele hjertet sige farvel til vore håbløse forsøg på selvforløsning.
Og det ser såmænd også ud til at tidsånden hjælper os på vej.
For efter sigende har vi fået nok af os selv. Nok af at surfe på en bølge af selvudvikling og selvrealisering.

Vi har fået rigeligt af selvhjælpsbøger. Vi orker ikke flere terapeutiske vinkler på livet. Ikke mere coaching og ikke mere kiggen indad i håb om en dag at finde frem til det nederste lag i vores virkelige identitet. Og det er jo heller ikke sikkert, det er et særlig skønt eller rart syn.

Den store egofest, der har varet de sidste par årtier, er slut. Sidste mand slukker lyset.

Nu har festen fået et nyt tema, hvor egoet ikke er inviteret med. I hvert fald ikke, hvis det ankommer alene. Fremover vil vi bevæge os i en mere udadvendt retning. Vi vil i stigende grad opsøge meningsfulde fællesskaber, hvor vi ikke kun udlever vores egne behov, lyster og interesser, men også sætter os selv ind i en sammenhæng til gavn for noget andet. Til gavn for noget større og mere betydningsfuldt end... os selv.

Måske er vi på vej til at ville tage et større ansvar. Ansvaret venter tålmodigt på os – og vi har i øvrigt aldrig nogen sinde kunnet flygte fra det, hvor gerne vi end har villet det.

Der er i tiden en længsel efter at bekende sig til noget, der rækker ud over ens egen identitet, og ind i en større sammenhæng. Ganske vist primært som et middel til at give sig selv en form for ro i en verden, der er i konstant forandring. Det er sådant set også i orden.

For de sidste mange år har vort samfund haft så meget overskud på alle måder, ikke mindst økonomisk, at det har givet os ro og mulighed for at fokusere på os selv. Men vi er ved at være mætte, og mange er ved at få forstoppelse af selvfokus. Finanskrisen er også en barsk fødselshjælper i ankomsten til virkeligheden.

Nu er det dog ikke den finansielle krise, der har sat gang i bevægelsen fra individ til fællesskab, selv om det ville være oplagt at tro det.

Bevægelsen fra et selvfokus til et fokus på fællesskabet har været i gang i nogle år, men med den økonomiske krise er der uden tvivl kommet turbo på et skift, der allerede var i gang. Der ikke er tvivl om, at skiftet vil gå langt hurtigere, end vi forestiller os.

Men hvilke former for fællesskaber er det så, vi helt konkret vil indgå i?
Det kan være mange forskellige former for fællesskaber, der også rækker ud over politiske eller humanitære organisationer. Desuden vil måden, vi deltager i et fællesskab på, ikke være den traditionelle måde.

Vi vil i stigende grad selv være med til at definere vores opgave i et det ene eller andet fællesskab.
Ligesom der også er en tendens til at vi gerne vil være med til at nå frem til nye løsninger og nye modeller og strukturer for et fællesskab eller samarbejde, der måske endda tjener et højere formål i retning af en bedre verden.

Og dette ligger faktisk lige for.
For den afgørende begivenhed i menneskets historie er frelsesbegivenheden, som Jesus Kristus er subjektet for.
Det er ham og kun ham, der fortælles om. Men han er det passive subjekt. For Gud er den handlende i Jesu liv og død.
Men Jesus Kristus er ikke et viljeløst objekt for Guds handlen. Jesus Kristus er på en yderst aktiv måde passiv: gennem hele sit liv, fra fødsel til død og ophøjelse, lader han Guds vilje ske, gør han sig til medium for Guds handlen. Han gør alt for, at Gud alene kan være den handlende. Nok er det sandt, og det siges tit og ofte, at Gud har hjulpet os, tilgivet os, frelst os … Men derved er ikke det, der kendetegnede det befriende og frelsende budskab.
Det afgørende er først sagt, hvor der fortælles om det, der skete med Jesus Kristus. Det er denne og kun denne måde, hvorpå Gud kan udrette sin frelseshandling.

Jesus Kristus er med andre ord den helende i enhver strid. For gennem sin lidelse gør han Guds vilje gældende, at den betyder et ja og ikke et nej til os. Gennem den samme lidelse får han os til at erfare Gud midt i den sidste afgørelses alvor som vores kærlige Fader, så at vi endeligt kan sige ja til ham, og leve som hans børn.
Hemmeligheden i denne omvending er – om jeg så må sige, at Jesus Kristus pådrager sig både Guds nej og menneskers nej. På korset er han den fra begge sider forkastede og fordømte.
Guds vilje og menneskers modvilje kan for første gang blive enige.
Men Jesus Kristi motiv til at pådrage sig dette er hengivelsen til Gud: for således opfylder hans Guds søgen efter os og vores trang til Gud.

Kort sagt: Påsken er sammenfaldet af Guds og menneskets historie.
Mens hensigterne fra begge sider synes at være i uforsonlig strid, slynger deres inderste vilje sig i Jesu Kristi lidelseshistorie sammen til en uløselig enhed.
Denne knude knyttes kun fastere, jo mere modsatte kræfter trækker i den.

Vi skal altså leve på, at Gud i Jesus Kristus uden forbehold er vores Gud, derfor kan vi uden forbehold være mennesker.
At være bundet til Jesus Kristus betyder: at genfinde sig selv i Gud – at være sig selv nærværende!

Forsoningen er sket, mennesket og Gud har fundet hinanden.
Og vores ansvar over for Gud kan i grunden kun bestå i at lade forsoningen være sket, at tro og stole på, hvad Jesus Kristus har gjort.
For vi er ved Jesus Kristus – konkret: ved at være døbt – sat ind i den højeste værdighed.

Og som det forsonede menneske er hver enkelt af os sat i stand til at bruge livet på en ny måde, nemlig ikke som sin egen viljes redskab eller andre magters og interessers træl, men som et kristenmenneske leve i fri hengivelse i tro, håb og kærlighed.