Muqtedar Khan |
8. februar 2010
Muslimer bør arbejde for de kristnes rettigheder, hvis de vil leve op til Profetens ord, mener doktor i islamiske studier Muqtedar Khan
Newark i Delaware – Muslimer og kristne udgør tilsammen over halvdelen af verdens befolkning. Hvis de levede i fred med hinanden, ville vi være halvvejs til verdensfred. Et enkelt lille skridt, vi kan tage i retning af at skabe muslimsk-kristen harmoni, er at fortælle og genfortælle de positive historier og afstå fra gensidig dæmonisering.
Jeg for min del vil gerne minde såvel muslimer som kristne om det løfte, som profeten Muhammed gav de kristne. Kendskab til dette løfte kan have enorm betydning for den muslimske opførsel over for kristne. Muslimer respekterer generelt deres profets eksempel og forsøger at efterleve det i deres egne liv.
I 628 e.Kr. kom en delegation fra Sankt Katrines kloster til profeten og bad om hans beskyttelse. Han besvarede deres bøn ved at give dem et rettighedscharter, som jeg gengiver nedenfor i sin helhed.
Sankt Katrines kloster ligger for foden af Sinai-bjerget i det, der i dag er Egypten, og det er verdens ældste kloster. Det har i sit eje en enorm samling kristne manuskripter – kun overgået af Vatikanet – og er blevet erklæret en del af verdens kulturarv. Klosteret besidder også den ældste samling kristne ikoner.
Det er en ren skattekiste af kristen historie, som er forblevet i sikkerhed under 1400 års muslimsk beskyttelse. Profetens løfte til Sankt Katrines kloster lød som følger:
”Dette er et budskab fra Muhammed ibn Abdullah som en pagt med dem, der tager kristendommen til sig i nær og fjern: Vi er med dem. I sandhed forsvarer jeg, tjenerne, hjælperne og mine tilhængere dem, for kristne er mine borgere; og ved Gud! Jeg holder stand mod alt, hvad der mishager dem.
Ingen tvang skal de underlægges. Ej heller skal deres dommere fjernes fra deres stillinger eller deres munke fra deres klostre. Ingen skal ødelægge et af deres religions huse, ødelægge det eller medtage noget derfra til de muslimske huse.
Skulle nogen gøre noget af dette, ville han bryde Guds pagt og udvise ulydighed mod Hans profet. I sandhed er de kristne mine allierede og har mit sikkerhedscharter mod alt, hvad de hader. Ingen skal tvinge dem til at rejse eller tvinge dem til at kæmpe. Muslimerne skal kæmpe for dem.
Hvis en kvindelig kristen giftes bort til en muslim, skal det ikke ske uden hendes billigelse. Hun skal ikke forhindres i at besøge sin kirke for at bede. Deres kirker skal respekteres. De kristne skal hverken forhindres i at reparere deres kirker eller helligheden af deres pagter. Ingen i ummahen (den muslimske nation) skal bryde pagten til den Yderste Dag (verdens ende).”
Den første og den sidste sætning i charteret er afgørende: De gør løftet eviggyldigt og universelt. Muhammed fastslår, at muslimer holder med de kristne nær og fjern og afviser med det samme ethvert fremtidigt forsøg på at begrænse løftet til alene at gælde Sankt Katrines kloster.
Ved at beordre muslimerne til at adlyde det indtil Dommens dag, underminerer charteret igen ethvert fremtidigt forsøg på at fjerne privilegierne. Disse rettigheder er umistelige. Muhammed erklærer kristne – alle kristne – for sine allierede, og han sammenligner dårlig behandling af kristne med brud på Guds pagt.
Et bemærkelsesværdigt aspekt af charteret er, at det ikke pålægger de kristne nogen betingelser for at nyde dets privilegier. Det rækker, at de er kristne. Det kræves ikke af dem, at de ændrer tro; de skal ikke foretage nogen betalinger; og de har ingen pligter. Dette er et rettighedscharter uden forpligtelser.
Dokumentet er ikke en moderne menneskerettighedstraktat, men endskønt det blev nedfældet 628 e.Kr., beskytter det tydeligvis retten til ejendom, religionsfrihed, retten til arbejde og til at leve i sikkerhed.
Jeg ved godt, at de fleste læsere vil tænke: ”Og hvad så?” Svaret herpå er simpelt: De, der forsøger at så splid mellem muslimer og kristne, fokuserer på emner, der splitter dem og understreger konfliktområderne. Men når kilder som profeten Muhammeds løfte til de kristne fremmanes og fremhæves, bygger det broer. Det inspirerer muslimer til at sætte sig ud over den fælles intolerance og afføder sympati blandt kristne, som måske ellers er bange for islam eller for muslimer.
Når jeg ser på de islamiske kilder, finder jeg i dem uhørte eksempler på religiøs tolerance og rummelighed. De giver mig lyst til at blive et bedre menneske. Jeg tror, at evnen til at søge det gode og gøre det gode, findes i os alle. Når vi undertvinger dette anlæg for det gode, benægter vi vor grundlæggende menneskelighed.
Jeg håber, at vi i det nye år alle kan finde tid til at lede efter noget positivt og ærværdigt i andre folks værdier, kulturer og historier.
Dr. Muqtedar Khan er direktør for Islamiske Studier ved University of Delaware og fellow ved Institute for Social Policy and Understanding. Denne artikel er distribueret af Common Ground News Service med tilladelse fra Altmuslim.com. Kilde: Altmuslim.com, 1. januar 2010
Oversat af Sara Høyrup / www.hoyrup.biz