Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen - Nonner begår også overgreb til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Nonner begår også overgreb

Mange har vanskeligt ved at forestille sig nonner som seksuelle væsener, mener Karen M. Larsen. - Foto:

- Colourbox

Emneord for denne artikel

overgreb | seksualitet | katolske kirke | nonner
flexblock
1 debatindlæg Hold mig opdateret

Den katolske kirke bør bryde tavsheden om seksuelle overgreb begået af nonner, mener cand.mag. Karen M. Larsen

Den katolske kirke er i de sidste 10-15 år blevet rystet af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Først var det USA, så var det Irland, og nu er det Tyskland, men også en række andre lande som f.eks. Canada og Australien er kommet i søgelyset.

Nonner hyldet i tavshed
Kendetegnende for alle disse skandaler er at gerningsmændene er mænd, primært præster og munke. Men, må man spørge, hvad med nonnerne? Hvorfor hører vi ikke noget om nonner, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge?

Bevares, hvis man surfer ud på nettet vil man kunne finde beretninger om seksuelle overgreb foretaget af nonner. F.eks. har foreningen SNAP (Survivors Network of those Abused by Priests) et diskussionsforum,  hvor folk kan dele erfaringer med seksuelle og andre fysiske overgreb fortaget af nonner.

Alt i alt synes denne problematik dog at være hyldet i tavshed. Men hvorfor det?

Annonce
Først og fremmest har fortielsen af seksuelle overgreb foretaget af nonner noget at gøre med den måde, som samfundet opfatter kvinders seksualitet på. Kvinders kroppe fylder utroligt meget i den offentlige bevidsthed som objekter for mænds seksualitet – tænk blot på den evindelige udstilling af kvinders kroppe indenfor reklamebranchen.

At voldtage er maskulint
Men deri ligger imidlertid også implicit den forestilling, at kvinders seksualitet er passiv. Kvinder ses som væsener, som ønsker at tiltrække mænds seksualitet, men som ikke har egne seksuelle behov og et selvstændigt begær, der går ud over at tilfredsstille mandens. I modsætning hertil ses og forventes mandens seksuelle begær at være altdominerende i hans liv – og det antages at mænds seksualitet er udfarende og aggressiv.

Feministen Catharine MacKinnons påstand om, at den der voldtager, er en mand, for en kortere eller længere periode, og at den der voldtages, er en kvinde, for en kortere eller længere periode, rammer her plet. At voldtage er maskulint, at blive voldtaget er feminint i vores kultur – derfor er det så vanskeligt at se kvinder som potentielle eller reelle sexforbrydere.

Dertil kommer, at nonners seksualitet i særlig grad er tabuiseret. På trods – eller måske også på grund af – diverse platte vittigheder om sømanden og nonnen, er de færreste i katolske sammenhænge villige til at forholde sig til, at nonner kunne have en seksualitet, være det nu i en positiv eller i en negativ forstand.

Et undervurderet problem
De mange negative reaktioner på eksnonnen Helene Hägglunds bog ”Nonne tur/retur”  hænger formodentligt bl.a. sammen med, at hun ganske åbenhjertigt fortæller om de seksuelle frustrationer og behov som hun følte i sin nonnetid – hvormed hun bryder med tabuet om, at nonner per definition er aseksuelle. Set i det lys er det ikke så mærkeligt at det er vanskeligt at få rejst en debat om nonner, der misbruger børn, unge eller voksne seksuelt.

En god undskyldning for ikke at tage problemstillingen op er imidlertid ubestrideligt, at antallet af sager øjensynligt er væsentligt lavere end antallet af sager med katolske præster og munke, der har misbrugt børn og unge seksuelt. Imidlertid bør man være opmærksom på, at antallet af sager, der involverer nonners aktive seksuelle overgreb, formodentligt er stærkt underrapporteret.

Det er svært nok for en mand at skulle fortælle, at han er blevet seksuelt misbrug af en mand, fordi der, som tidligere anført, er noget feminint ved at være et offer for et seksuelt overgreb. Imidlertid hører det med til det, som kaldes for den hegemoniske maskulinitet, altså den herskende og undertrykkende maskulinitet, at den ikke blot undertrykker kvinder men også svagere mænd.

Selvom det er svært så er det derfor dog muligt for en mand at erkende, at en anden (stærkere) mand har undertrykt, ja misbrugt ham. At en kvinde har gjort noget lignende ved ham er meget værre for det stiller radikalt spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem mand og kvinde, og dermed også ved den berørte mands evne til at kunne fremstå som en troværdig mand. For mange mænd vil det derfor være alt for smertefuldt at skulle fortælle om, at de i sin tid er blevet seksuelt misbrugt af nonner.

Svært at sætte ord på
Mht. kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb foretaget af nonner, kan det ligeledes være særligt vanskeligt at fortælle om overgrebene fordi den generelle antagelse jo er, at sexovergreb foretages af mænd.

Af Lori B. Girshicks bog ”Does She Call It Rape? – Woman-to-Woman Sexual Violence” fremgår det, at en del kvinder, der er blevet voldtaget af en anden kvinde, har haft meget svært ved at sætte ord på deres oplevelse, simpelthen fordi de er gået ud fra, at kvinder ikke kan voldtage andre kvinder. At kvinder kan misbruge piger og kvinder seksuelt falder i den grad udenfor samfundets antagelser om, hvad seksuel vold per definition er, at ofrene herfor gøres stumme og mangler redskaber til at bearbejde det, de har været udsat for.

Dertil kommer, at samfundet også ”tillader” kvinder en ret så omfattende fysiskhed i forhold til piger og kvinder. Det kan derfor være uklart hvornår ”venlige” og ”kærlige” kys og kram egentligt er seksuelle hhv. grænseoverskridende. For kvinder, der som børn eller voksne har oplevet nonner, der overøste dem med, mere eller mindre, uønsket fysisk opmærksomhed kan det derfor være svært at afgøre, om nonnens adfærd var et overgreb eller ej, en tvivl der næppe ville være nær så stor, hvis der havde været tale om en lignende adfærd udført af en mand.

Færre muligheder for sex
Derfor kan det dog forsat godt være rigtigt, at antallet af sexovergreb foretaget af nonner er mindre end det, der er foretaget af katolske præster og munke. Nonner, hvis seksuelle ”ære” den katolske kirke i særlig grad har ønsket at ”beskytte”, er generelt blevet mere overvåget end præster og munke.

Det har givet nonner færre muligheder for at have sex, være det nu med samtykkende voksne eller i form af overgreb mod børn og unge. Som en præst fortalte nonnerne, da jeg selv var i kloster: ”Der er noget der hedder manglende synd pga. manglende mulighed”.

Men selvfølgelig hører det også med til sagen, at kvinder jo ikke opdrages til at have en egen seksualitet. De bliver slet ikke opdraget til at være seksuelt udfarende og erobrende. For katolske præster og munke stiller cølibats kravet dem derimod overfor det dilemma, at man for at være en ”rigtig” mand i vores samfund skal ose af seksualitet og begær. Der er altså noget ekstremt umandigt ved at leve i cølibat.

Cølibatet volder problemer
Det er derfor ikke så mærkeligt at mange af dem har vanskeligheder med at takle cølibatet. Langt de fleste af de katolske præster eller munke, der ikke magter cølibatet, forlader præstegerningen hhv. ophører med at være munke – eller har seksuelle relationer med samtykkende voksne – være de nu af heteroseksuel eller homoseksuel karakter.

Men en lille gruppe med en særlig umoden og uansvarlig personlighed og seksualitet misbruger børn og unge. Om det så er cølibatets skyld eller om de ikke snarere har valgt cølibatet som et (jo så i sidste instans mislykket) flugtforsøg fra en seksualitet, som de ikke kan takle, er så en anden sag.

At leve i cølibat er måske ikke helt så hårdt for nonner, simpelthen fordi et aseksuelt liv passer bedre til forventningerne til kvinders seksualitet. Det kan være en medforklaring på, at der (måske) er færre nonner end præster og munke, der har seksuelle overgreb på samvittigheden. Men ét overgreb er allerede ét for meget – og det er derfor på tide, at den katolske kirke også tager problemstillingen med sexovergreb foretaget af nonner op.

Karen M. Larsen er cand.mag. i historie og religion

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

- Nonner begår også overgreb

Anonym, publiceret d.20/02 23:35 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: - Nonner begår også overgreb
Jeg er enig med Karen M. Larsen i, at tabuet omkring kvinder som seksuelle krænkere endnu er i funktion, og at mange mennesker endnu ikke ved, at der findes mange kvindelige sex-krænkere.

Retorikken omkring, at den, der krænker, "altid er en mand, mens han/hun gør det", kan jeg derimod ikke forholde mig til; jeg synes tværtimod den formulering viser nederlaget af netop den tankegang, KML kritiserer. Nemlig præmissen om, at kun mænd er sexkrænkere.

Seksuelt overskridende adfærd er lige præcis ikke kønsspecifik. Der findes individer af begge køn, der har denne brist. Det "forventes" blot ikke i samme grad af kvinder. Som KML beskriver. Derfor har de indtil nu lettere kunnet slippe afsted med det. Og det må høre op.

Jeg kan dog ikke se nogen særlig grund til at kun fokusere på nonner. For tabuet er i funktion for alle kvinder. Alle mænd, kvinder og børn, der er blevet seksuelt krænket af kvinder, bør stå frem og anklage, som ret er, så de kan få krænkerne dømt, og skabt synlighed om, at denne form for krænkelse forekommer. Det er en af de frihedskampe for ligestilling, der må kæmpes, ligesom det er lykkedes for kvinder at få en lovgivning i stand mod mænds sexchikane, voldtægt etc.

Det gælder heller ikke kun for katolikker. Men for alle mennesker jorden over.

For at nævne et konkret eksempel på et udbredt seksuelt overgreb, der foretages af kvinder mod kvinder i en anden sammenhæng end katolsk (som oftest, men ikke kun, i muslimsk), så er der kvindelig omskæring. Det er ofte mødre eller tanter, der begår det på deres egne døtre og niecer. Dette bør der også være øget opmærksomhed på. For tit ser man problematikken omkring kvindelig omskæring beskrevet, som om dens årsag er mænds forsøg på at kontrollere kvindelig seksualitet. Dette er helt åbenlyst ikke den fulde sandhed, eftersom det i mange tilfælde er kvinder, der konkret begår volden.

Jeg mener ikke, at dette faktum kan reduceres til, at alle disse kvinder bare er manipulerede ofre for de almægtige patriarker: Nej, sandheden er utvivlsomt, at nogle af dem... nyder det. Det er vi nødt til at se i øjnene, hvis man virkelig skal standse den perverse adfærd. Man må se den for, hvad den er.

Ikke enhver seksuel krænker er en mand, heller ikke i symbolsk forstand. Kvinder er som mennesker hverken værre eller bedre end mænd. Og skal dømmes efter samme moralske målestok.
Del Link

flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​