For Røde Kors er religiøs neutralitet og tillid afgørende for, at det humanitære arbejde kan lykkes. Det er organisationens knap 150 år lange historie et tydeligt vidnesbyrd om

I den danske debat om religionsneutralitet og religiøse symboler er Dannebrog foreløbig sluppet for tiltale. Selvom "danernes klæde" med det hvide kors har en klar kristen historie, er symboleffekten i dag det nationale, fest og fødselsdag. Situationen er lidt anderledes for det røde kors hos Røde Kors.

Røde Kors Internationale Komité (ICRC) blev oprettet i 1863, da fem schweizere fra Geneve satte sig sammen for at finde ud af, hvordan man mere organiseret kunne hjælpe sårede soldater på de europæiske slagmarker.

Komitéen fik på det tidspunkt navnet International Committe for Relief to the Wounded, og som et første spadestik blev der arrangeret en konference, hvor delegerede fra nationale regeringer skulle prøve at finde frem til nogle humanitære spilleregler for krigsførelse.

Den første konference fandt også sted i 1863, og 14 lande og kongedømmer deltog. Her handlede diskussionerne primært om at organisere et system for humanitært arbejde og om at fastlægge nogle grundlæggende principper, men de delegerede nåede også frem til, at det hvide armbånd med det røde kors fremover skulle være det internationale symbol, der sikrede lægepersonale immunitet og beskyttelse i krig.

Allerede året efter kom de første røde kors på arbejde i en væbnet konflikt. Det var i slaget ved Dybbøl, hvor Danmark mistede Slesvig og Holsten, og omkring 2000 soldater mistede livet - heriblandt en stor del af de danskere, som var blevet såret i tyskernes voldsomme granatregn. Den schweiziske bevægelse havde kun to mand på krigsskuepladsen, og med datidens primitive kirurgi var der derfor ikke meget, de kunne stille op med de lemlæstede soldater.

Halvmånen kommer frem
I 1876 ændrede komitéen navn til det mere mundrette Røde Kors, og der var også omkring den tid, at den røde halvmåne blev introduceret.

En stormagtspolitiske konflikt mellem Tyrkiet og Rusland endte i 1877 i en krig, der havde religiøse undertoner, og tyrkerne var derfor ikke meget for at flage med et rødt kors, som kunne lede tankerne hen på korsriddere og kristendom. De gav derfor den schweiziske regering besked om, at de som underskrivere af den første Geneve-konvention ville respektere det røde kors på fjendens felthospitaler, men at de til gengæld ville anvende en rød halvmåne på deres egne.

I Schweiz reagerede Croix-Rouge ved at udsende en bulletin. Her påpegede bevægelsen blandt andet, at hvis Geneve-konventionens medunderskrivere ønsker "at de humanitære principper, som de har aflagt løfte om, skal trænge ud til alle folkeslag, uanset religion, så bør et spørgsmål om den ydre form ikke være en uoverkommelig forhindring for at sprede principperne til ikke-kristne. Indførelsen af et internationalt symbol er en afgørende nødvendighed, men enighed herom er måske ikke uforeneligt med nogle detaljemæssige variationer."

På den måde fik man i ICRC givet udtryk for sit syn på vigtigheden af et fælles og internationalt anerkendt symbol, samtidig med at man af hensyn til krigens ofre kom tyrkernes anmodning i møde.

Under alle omstændigheder fastholdt Tyrkiet efter krigen, at det røde kors havde rødder i kristendommen og derfor ikke var et neutralt symbol. Det var en diskussion, som ICRC forsøgte at lægge låg på i 1906, da den internationale komité officielt bekendtgjorde, at korset udelukkende refererede til det schweiziske flag og var en hyldest til de schweiziske stiftere.

Men i begyndelsen af det 20. århundrede havde halvmånen etableret sig som et semi-officielt emblem i flere muslimske lande, og i 1929 fik den så sin officielle anerkendelse i forbindelse med vedtagelsen af den anden Geneve-konvention.

Neutralitet er et af Røde Kors og Røde Halvmånes syv fundamentale principper, som er med til at sikre, at man overalt i verden kan yde assistance og forhindre menneskelig lidelse - uden at diskriminere og uden at vække mistillid. Så selvom der altså er forskellige symboler i kristne og muslimske lande, kors og halvmåner, er ingen af emblemerne som sådan religiøse symboler. Men symbolers betydning afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser, og derfor er diskussionen inden for ICRC heller aldrig blevet lagt helt til ro.

Kors, måne og stjerner Israel er et af de få lande i verden, som indtil for ganske nylig ikke havde en officiel anerkendt afdeling under ICRC. I stedet har man haft Magem David Adom, som betyder Davids Røde Skjold eller Davids Røde Stjerne.

Israelske Magem David Adom blev grundlagt i 1930, 18 år før Israel opnåede uafhængighed, og fik officiel status som landets nødhjælpsorganisation i 1950. Til gengæld forblev Davids Røde Stjerne uden for Røde Kors i trekvart århundrede.

Israels særstatus uden for det internationale forbund er en temmelig indviklet sag, der blandt meget andet også handler om national anerkendelse og frygt for, at et symbol udvandes.

Hos ICRC er holdningen den, at for mange symboler vil undergrave neutraliteten og forbinde nødhjælpsarbejderne med bestemte nationer. Davids Stjerne er i høj grad et både nationalt, politisk og religiøst symbol, og desuden har symboler - ligesom farver - det jo med at forstærke hinanden i komplementært selskab. Set fra Israel er ingen af de andre to symboler et særligt attraktivt alternativ til stjernen, og for mange israelere er den manglende anerkendelse både urimelig og uforståelig.

I løbet af det sidste årti er den fastlåste situation blevet løsnet noget op. Der kom skred i udviklingen, da den amerikanske afdeling af Røde Kors i 2000 gik ind i debatten på Israels side og samtidig tilbageholdt bidrag på 30 millioner dollar til ICRC.

Det amerikanske pres blev en af de indirekte årsager til, at man i december 2005 indførte en tillægsprotokol til Geneve-konventionen, som introducerede et nyt neutralt symbol: den røde krystal. Samtidig blev det specificeret, at Israel kan anvende den røde davidsstjerne inden for landets egne grænser, og den røde krystal - enten alene eller sammen med stjernen - på internationale missioner.

Magem David Adom blev i 2006 anerkendt under ICRC og fuldgyldigt medlem af forbundet af Røde Kors og Røde Halvmåne organisationer. Et andet omstridt og ikke helt afklaret spørgsmål er, hvilket kendemærke de israelske nødhjælpsarbejdere fra Magem David Adom skal iklæde sig, når de opererer i de besatte områder. På Vestbredden er der indgået en aftale mellem de israelske og palæstinensiske myndigheder, men i Golan-højderne har røde halvmåner fra Syrien ingen adgang, og sådan fortsætter det sandsynligvis så længe, der ikke er diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Her berører symbolerne meget ømtålige spørgsmål om national suverænitet.

ICRC's neutralitetsprincip lyder nogenlunde således: "For fortsat at nyde alles tillid, må bevægelsen ikke vælge side i fjendtligheder eller på noget tidspunkt engagere sig i kontroverser af politisk, racemæssig, religiøs eller ideologisk art". Den nu afdøde tidligere præsident for Schweizs Røde Kors og mangeårige æresmedlem af ICRC Hans Haug har beskrevet tillid som "den åndelige kraft, hvorigennem bevægelsen lever, vokser og arbejder". Tillid eller neutralitet er med andre ord helt uomgængelig for en bevægelse, der arbejder på baggrund af et så bredt anerkendt, men trods alt skrøbeligt internationalt regelsæt som Geneve-konventionen.