Officielt eksisterer helvedeslæren stadig, man kan blot slå op i ordforklaringen i sin autoriserede bibeludgave. Reelt har helvedeslæren dog aldrig været en del af kristendommen. Det modsatte af evigt liv er naturligvis evig død eller fortabelse fra de goder, som er stillet i udsigt for menneskeheden. Nogle bibeloversættelser benytter ordet "helvede". Kan man imidlertid forestille sig, at en kærlig Gud havde sadistiske eller udvidede hævngerrige hensigter med de af hans skabninger, der viste ulydighed? Absolut ikke, og hvilken gavn skulle det i øvrigt have, hvis disse modstandere af Guds styreform alligevel ender i ikke-eksistens. "Tugten" i form evige pinsler i sådanne situationer er formålsløs, idet den ikke er brugbar til en ransagelse af hjertet, da der ikke finder en opstandelse sted efter den anden død, som Bibelen taler om. (Johannes' Åbenbaring 2:11; 20:14) Endvidere kan den anden død indbefatte de personer, der har fået en opstandelse, men ikke har ønsket at efterkomme de gudgivne rammer. Grove førstegangsforseelser, som ender i ikke-eksistens kan eksempelvis være dem, der nævnes i Matthæusevangeliet 12:32, de vil også have den samme virkning, som den anden død. Hertil kommer overhørelse af bibelske advarsler, som også kan ende i ikke-eksistens eksempelvis i domsperioder. Der, hvor der i Bibelen er tale om en "evig pine", er det i symbolsk betydning evig udslettelse. Når døden indtræffer er man uden bevidsthed. (Prædikerens Bog 9:5, 10) Derfor er spiritisme dæmonernes værk.

I Johannes' Åbenbaring kapitel 20:9, 10 beskrives en ild- og svovlsø. Dette er naturligvis ikke et bogstaveligt pinested. Hvis Gud skulle holde pinsler i hævd i al evighed måtte det være ensbetydende med, at Gud måtte holde Satan og andre ulydige skabninger i live. Ikke-eksistensen, hvor der hverken er tanke eller virksomhed, er ikke tiltalende for nogen, der elsker livet. "Helvedesbegrebet" har været kirkernes mærkesag i århundreder. Det korrekte ord er Gehen'na (græsk form af det hebraiske gé hinnom' "Hinnoms Dal"). Dette navn forekommer 12 gange i Bibelen. Mange bibeloversættelser har taget sig den frihed at gengive ordet med "helvede", mens nogle oversættelser har valgt Gehen'na. Ild- og svovlsøen er et symbol på evig udslettelse og ikke evig pine. Jesus beskrev Gehen'na, som et sted "hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes", her havde han uden tvivl Esajas' Bog 66:24 i tanke. (Markus 9:48) At det ikke drejer sig om et billede på pine, men på fuldstændig tilintetgørelse, fremgår af den omstændighed, at skriftstedet i Esajas' Bog taler om mennesker, "der brød med mig", altså var imod Gud. Hvis Hinnoms Dal, sådan som forhåndenværende vidnesbyrd giver grund til at tro, var et sted, hvor man henkastede affald og døde kroppe, har der muligvis været tilsat svovl for at øge forbrændingen (jf. Esajas' Bog 30:33). Svovl har åbenbart været det eneste egnede middel, hvormed man kunne destruere affaldet fuldstændigt. Der, hvor ilden ikke nåede hen, kunne orme eller maddiker fortære alt hvad, der ikke blev fortæret af ilden. Set i lyset af det betyder Jesu ord, at Guds ugunstige doms ødelæggelse og virkning ikke vil høre op før den fuldstændige tilintetgørelse er nået. Inden de sidste rester er fortæret, er ikke-eksistens af sjælen for længst indtruffet, derfor er der ingen pine forbundet med indtrædelse i døden under nogen form overhovedet.

- fordi muligheden jo findes, hvadenten du tror eller ej. Debatten føres desværre ofte på et meget snævert, teologisk grundlag. Gud er ikke KUN kærlighed men også RETFÆRDIGHED, -"dommer".
Hele ånden i de bibelske skrifter indbefatter K. og R. og ikke kun en billig nåde, som visse præster slipper af sted med at forkynde.
En god dybdegående forkyndelse (belæring) kunne hjælpe folket ud af de vildfarelser, der hersker omkring Vorherre!
Det kræver så mod af vore præster at "tale Roma midt imod"
- derfor serverer de alt for ofte "let fordøjelige anretninger"

Helvede.Det er noget som findes i os selv,men også himlen findes i os selv.Vi kender alle udtrykket :Jeg ar det af helvede til.Og hvad siger de nyforelskede:Åhh,jeg er i himlen.Jamen selv børn kan forstå det,da de har de samme oplevelser.Jeg vil ikke skrive mere, da jeg måske ikke kommer på.Men kommer jeg på vil jeg vende tilbage en anden gang

m.v.h. Verner

Jeg er helt enig. Der findes et Helvede og et Paradise, ellers Gud kan ikke være kærlig og retfærdig. De der vil ende i Helvedet, faktisk ønsker det. De hader Gud og så der er kun et sted, hvor de kan være fri for ham og det er i Helvedet. De præster der mener at Gud er så kærlig at vil sende alle til Himlen, enten lyver eller er ikke kristne. Med sådan søde løgner, tjener de ikke nogen. Vi må beslutte nu, inden det bliver for sent, hvor vi ønsker at ende efter døden. Det er vores valg, så der er heller ikke nogen tvang.

citat:
Det modsatte af evigt liv er naturligvis evig død


Livet og døden komplementerer hinanden. De er ikke hinandens modsætninger. De kan blot ikke eksistere samtidigt.

Hej Tania.

Hvis udgangspunktet er, at Gud har skabt det fysiske univers, så giver det sikkert meget mening at mange enten bevidst eller ubevidst hader Gud.

For hvem i sit rette sind ville "skabe" en verden med lidelse og død? Biblens gud må jo selv være ansvarlig for ikke at have kunnet finde på en mere kærlig løsning end at smide hans børn ud af paradiset. Var det retfærdigt det denne gud gjorde ved hans børn? Ville du smide dine børn ud hvis de begik en fejl? Hvis du var denne almægtige og kærlige Gud, ville du så ikke kunne se, at dine børn blot havde misforstået dem selv, hvilket blot var en fejl som kunne korrigeres igennem mildhed og kærlighed, og ikke igennem straf?

Det lyder nærmere som om at det var denne Biblens gud som plantede skylden i hans børns sind, ved at dømme dem, for på den måde at kunne retfærdiggøre hans egen mangel på kærlighed. Egentligt ligner menneskets opfattelse og tankegang meget denne guds tankegang som den fremkommer i Biblen. Angreb eller fordømmelse synes at være den mest retfærdige løsning.

Jeg tror ikke at denne guds børn havde et ønske om at komme i helvede og forlade paradiset. Men de havde jo ikke noget valg, for denne gud havde jo fældet hans dom, i har syndet og er skyldige, og jeres straf er udstedt. Det kan selvfølgelig godt være at denne gud så det som retfærdigt, men hans børn tror jeg ikke oplevede det som retfærdigt. De tænkte sikkert, hallo mand, kan man ikke en gang begå en fejl uden at helvede skal bryde løs. Skulle du virkelig være vores kærlige fader?
På en måde manipulerede denne gud med hans børns sind, så de nu virkelig troede på at de var skyldige, og at deres faders dom var retfærdig. Ja, du har ret, vi er syndere og skyldige, og selvfølgelig fortjener vi at blive straffet. Men børnene var så bange for hvad deres fader kunne finde på, så de begyndte at straffe dem selv for at vise, at deres fader ikke behøvedes at straffe dem mere. Denne psykologiske forsvarsmekanisme kender vi jo meget godt hos mennesket.

Jeg tænker, at det da må være straf nok at være i en verden hvor man må kæmpe for at overleve. At der så efter døden skulle være endnu èn straf, det må da sætte spørgsmålstegn hos de fleste, om det virkelig kan betegnes som retfærdighed?

Det ville være det samme som hvis mine børn begik en fejl, og jeg fordømte dem til at opholde sig i et rum hvor det var mine regler der galte, og disse regler var nøje udtænkt i forhold til den straf jeg mente de skulle have. Straffen var at de skulle føle sig syndige og skyldige, og reglen var at de skulle kæmpe for at overleve og hvis ikke de levede op til mine regler, så kom de ikke ud. Det er klart at hvis mine børns følelser i sindet var skyld og frygt, så ville de sikkert opfører sig helt sindsygt i dette rum de var blevet fordømt til. Men denne indsigt havde jeg ikke, for jeg var ligeså sindsyg, alt efter at det var mig som fordømte dem. Jeg havde en forventning om at de ville opfører sig ordentligt og være kærlige og fredelige overfor hinanden, og hvis ikke de var det, så kom de ikke hjem til mig igen. Men mine børn ville sikkert blot opfører sig som jeg havde gjort overfor dem, og de ville fordømme hinanden og straffe hinanden. Jeg ville så sende et budskab ind til dem, som lød at de ikke måtte dømme hinanden. I skal være kærlige og venlige overfor hinanden, for ellers kommer I ikke i Himlen.

Så var der nogle af børnene som begyndte at se hvor vanvittigt det hele var. Hvorfor skulle jeg ønske at komme i Himlen, hvis jeg alligevel bliver fordømt hvis jeg begår en fejl? Hvorfor skulle jeg vende hjem hvis min fader alligevel ser mig som en synder og dømmer mig som skyldig. Hvis han virkelig tror han er retfærdig ved at fordømme mig, så tror jeg hellere jeg selv vil finde frem til hvad retfærdighed og kærlighed virkelig er. Hvis han er så almægtig og kærlig, og han tiltrods for denne selv-opfattelse fordømmer og straffer, så har han sgu et problem ham den gamle. Han må ikke være rigtig klog, og egentligt tror jeg ikke på han er min fader mere. Lad os hellere selv prøve at finde ud af alt dette.

Så begyndte børnene at fjerne alt i rummet(deres sind) som havde noget med synd, skyld og frygt at gøre. De begyndte at se dem selv som syndfri og uskyldige, og så at helvede i virkeligheden var deres tro på en fader som straffede dem. De kunne også se at de havde meget had i deres sind, og denne had havde de rettet imod denne gud som havde straffet dem. Men de ønskede ikke had i deres sind, så derfor tilgav de denne gud, for de kunne godt se at denne gud ikke virkelig havde gjort dem noget, men blot råbte på deres kærlighed. Nu kunne de se klart. De kunne se at deres sande Gud var altomfattende kærlighed, og at de selv havde opfundet en straffene og fordømmende gud. De regler de havde fulgt byggede på skyld og frygt, og det var skyldfølelsen og frygten i deres sind som havde drevet dem til vanvid. Skyldfølelsen i deres sind havde gjort at de så hinanden som fjender, men nu kunne det være nok. De ville have fred i deres sind nu.

Dog var der stadig mange af børnene som ikke kunne frigøre sig fra skylden og frygten i deres sind, og blev stadig ved med at se hinanden som fjender. Men de børn som havde forstået at de ikke var skyldige, de tilgav og så alle som uskyldige og spredte kærlighed og glæde. De så ikke nogen synd mere, for de vidste godt at det blot var en fejl som ophæves igennem mildhed og kærlighed. Deres frelse var at se deres brødre og søstre som uskyldige, og se at angreb kun var en misopfattelse som let kunne korrigeres.
Før så de ondskab som noget der skulle straffes, men nu så de ikke ondskab mere, men kun et råb på kærlighed, og kærlighed var det de gav. De gav som de havde modtaget af deres sande Fader.

Så egentligt er der tvang hvis det er denne gud som har fordømt og skabt helvede. Ville du i dit rette sind skabe et helvede hvis du havde muligheden for at lade være? Ville du vælge helvede hvis du havde mulighed for at blive i paradiset? Er det ikke tvang hvis nogen/noget smed dig ud af paradiset? Hvis du havde muligheden for at blive i Himlen hvor alt er fredfyldt og kærligt, havde du så ikke valgt det?

Kærligst Jan.

Hej..

"Livet og døden komplementerer hinanden. De er ikke hinandens modsætninger. De kan blot ikke eksistere samtidigt".

- Det er jo et vældigt meningsindhold mennesker gennem tiden har tillagt døden - i kraft af troen på idéer om tilværelsesformer udover døden.
Men det må jo være i kraft af evnen til eksistens vi mennesker bliver istand til at reflektere over erkendelsen af livets forgængelighed omkring os, med hvilken erkendelse vi så værdsætter kun selve livet ved perspektivet. Og bliver døden ikke netop da, det modsatte af det, at leve? ;-)

mvh
Simon

Carsten Korsholm Poulsen er............. og et naivt fjols!!

Kære Tania:
Du skriver:

citat:
Jeg er helt enig. Der findes et Helvede og et Paradise, ellers Gud kan ikke være kærlig og retfærdig. De der vil ende i Helvedet, faktisk ønsker det. De hader Gud og så der er kun et sted, hvor de kan være fri for ham og det er i Helvedet. De præster der mener at Gud er så kærlig at vil sende alle til Himlen, enten lyver eller er ikke kristne. Med sådan søde løgner, tjener de ikke nogen. Vi må beslutte nu, inden det bliver for sent, hvor vi ønsker at ende efter døden. Det er vores valg, så der er heller ikke nogen tvang.



... og jeg tænker:

Som jeg læser dig her, er det på en vis måde frygt, som får dig til at vælge Gud?

Jeg kunne ønske, at du ville nærlæse Jans svar til dig. ...
Det er tydeligt (for mig), at der er et valg at foretage for enhver af os mellem frygt og kærlighed. ...

Jeg tror på, at Gud ér kærlighed, og da du og jeg begge er skabt i Hans billede, ér vi det samme ... så hvorfor er det så, at vi tiltror Ham straffende egenskaber? Er vi bange for Hans kærlighed? For, at vi ikke er den værd? Flygter vi ind i en offerrolle i stedet for at vedkende os den kærlige essens, vi inderst inde godt ved, at vi besidder? ... Den Essens, som har så mange navne: Samvittighed, Dit højere Selv, Ånden m. fl. ...

Helvede findes kun, hvis vi tror på dets eksistens. ...

Jeg vil vedvarende søge at gå kærlighedens vej, og den gåes i parantes bemærket kun i fællesskab med andre. ... Kun ved at give kærlighed, kan du selv få del i denne.

M.v.h.
esther.

Dit indlæg startede ellers meget godt, indtil ca. midtvejs, hvor de udstødte mennesker, ser at fejlen jo ligger hos dem selv, og ikke hos dén gud, der skabte spillereglerne. Herefter tilgav de gud (åbentbart).

Men dette går dem vel ikke til syndfrie mennesker i hans øjne? De HAR jo overtrådt reglerne, ikke? Og alle deres børn vil fødes som syndere grundet dette...

Desuden : Hvis gud er almægtig, burde han kunne sætte sig ind i, hvad et menneske er og handle derefter. Der er vel ingen retfærdighed i at dømme mennesker efter guddommelige standarder, som han VED ingen kan overholde, vel?

MalteFnalte