Hvorfor skal hensynsfuldhed gøres til et problem? Det undrer konsulent Mogens S. Mogensen sig over i sin blog
Naser Khader har ordet ”demokrati” på arabisk tatoveret på sin muskuløse højre overarm, og han betegner ligefrem sig selv som demokratisk fundamentalist. Sammen med en række andre politikere går han ind for, at der i demokratiets navn skal iværksættes en undersøgelse af religiøse særhensyn.
Jo mere jeg lytter til tilhængerne af en sådan undersøgelse, jo mere står det klart for mig, at formålet ikke primært er at undersøge de religiøse særhensyn, der tages til det store flertal, som folkekirken udgør, men at der er tale om en kritisk undersøgelse af, hvilke særhensyn der tages til de religiøse mindretal.
Egentlig undrer det mig, at hensynsfuldhed nu problematiseres. Jeg har været så naiv, så jeg gik og troede, at det grundlæggende var godt at tage hensyn til hinanden, og at hensynsløshed var en karakterbrist, og ikke noget, som vi skulle søge at fremelske hos hinanden i det danske samfund.
Jeg troede også, at det var en dyd at vise særhensyn til religiøse mindretal, så længe det ikke gik ud over andres frihed. Og jeg har i mange år glædet mig over den pragmatiske måde, man på skoler og i virksomheder har givet rum for forskellighed også på det religiøse område ved at vise hensyn til hinanden.
Helt særligt undrer det mig, at forkæmpere for det danske demokrati tilsyneladende vil hensynet til religiøse mindretal til livs. Jeg har været så naiv, at jeg gik og troede at et godt demokrati – som jeg bestemt anser det danske for at være – skulle kendes på, hvordan det behandler sine mindretal, og at det ville være en politisk brist, hvis flertallet brugte sin magt uden overhovedet at tage hensyn til mindretallets ønsker og behov.