Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Troen formes af forældrenes handlinger til din ven.
Troen formes af forældrenes handlinger
Som forældre udfordres man hele tiden til at overveje sin praksis i forhold til sine idealer.-
- Foto: Colourbox
Læs også
Religiøse værdier kan være en vigtig ressource i børneopdragelse, mener psykolog Peter Damgaard-Hansen
Er der noget, der taler for, at man bliver mere religiøs, når man bliver forældre?
Jeg tror ikke, man automatisk bliver mere religiøs, når man indtræder i forældrerollen. Med det første barns ankomst er man selv pludselig blevet en mere eller mindre almægtig gudeskikkelse i hjemmets univers. Nu er der pludselig en lille sjæl, der helt konkret er totalt afhængig af ens vilje. Man råder over kærlighed, belønning og straf - ja i barnets øjne over liv og død.
Barnet ved hurtigt, at forældrene har magt til at afvise det i et sådant omfang, at det kunne betyde isolation, magtesløshed og i sidste ende afslutning på eksistensen. Og det kan godt være, at man i denne situation snarere glemmer at beskæftige sig med sin egen lige så sårbare eksistentielle afhængighed af højere magter. Vi vil jo som gode forældre helst selv have tjek på det hele og føle det uendelig pinligt, hvis vore børn skulle opdage, at vi slet ikke har det.
Undgår at se ansvaret i øjnene
Det er et kæmpe ansvar at blive ansvarlig for nye sjæles kærlighedsbehov. Måske den største eksistentielle, spirituelle og psykologiske udfordring vi nogen sinde kommer ud for.
Annonce
Jeg tror, mange forældre undgår at se omfanget af dette ansvar i øjnene, for det vil omgående føre til en smertelig konfrontation med ens egen manglende evne til at leve op til kaldet. I stedet finder man en anden løsning, som for eksempel at give barnet skylden, når man ikke kan rumme det på en kærlig måde.
Jeg tror ikke, man automatisk bliver mere religiøs, når man indtræder i forældrerollen. Med det første barns ankomst er man selv pludselig blevet en mere eller mindre almægtig gudeskikkelse i hjemmets univers. Nu er der pludselig en lille sjæl, der helt konkret er totalt afhængig af ens vilje. Man råder over kærlighed, belønning og straf - ja i barnets øjne over liv og død.
Barnet ved hurtigt, at forældrene har magt til at afvise det i et sådant omfang, at det kunne betyde isolation, magtesløshed og i sidste ende afslutning på eksistensen. Og det kan godt være, at man i denne situation snarere glemmer at beskæftige sig med sin egen lige så sårbare eksistentielle afhængighed af højere magter. Vi vil jo som gode forældre helst selv have tjek på det hele og føle det uendelig pinligt, hvis vore børn skulle opdage, at vi slet ikke har det.
Undgår at se ansvaret i øjnene
Det er et kæmpe ansvar at blive ansvarlig for nye sjæles kærlighedsbehov. Måske den største eksistentielle, spirituelle og psykologiske udfordring vi nogen sinde kommer ud for.
Det er uhyggeligt så ofte og så let vi bliver irriterede, utålmodige, kritiske og bebrejdende, formanende, moraliserende, bedrevidende, anklagende, afvisende, forargede eller åbenlyst vrede, udskældende, o.s.v. over for vores forsvarsløse børn.
Ofte er vi slet ikke bevidste om, at vi er i negativ modus, fordi vi er så vant til det. Men de nye, følsomme sårbare sjæle, kommer direkte fra skaberen med radarer, der med pinagtig præcision registrerer de ægte følelser i vore voksne hjerter – længe før vi selv opdager dem.
Barnet læser vores mere eller mindre skjulte følelsesliv som en åben bog. Og i et forsøg på at forsvare deres egen værdighed, protesterer de spontant (såkaldt trods eller ulydighed), eller bliver ængstelige og afreagerer uroen på sære måder (såkaldt uartig eller dårlig opførsel), og så er vi efter dem igen. For vi skal jo have lært dem at opføre sig ordentligt, så vi kan undgå at opdage, at vi er galt på den.
Religiøs udvikling kan hjælpe
Har man mod til at tænke dybt over disse ting, går det op for én, at man ikke kan klare opgaven – af egen kraft. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at man som forældre åbner sig for en religiøs udvikling, der kan sætte os i stand til at håndtere den ualmindelig krævende udfordring forældrerollen stiller til os.
Problemet er, at børn er født med et behov for en aldrig svigtende kærlighed, som ingen forældre kan opfylde til fulde. Der er således et indbygget dilemma i forældreopgaven som psykologien alene ikke kan svare på. Men kristendommen for eksempel tilbyder en dyb forståelse af det menneskelige eksistensvilkår, der på fascinerende vis kan rumme dette dilemma og give løsninger på det.
Hvis ens religiøse værdier er vigtige for én er det naturligt, at man ønsker at give dem videre til sine børn. Og her er det eksemplets magt, der råder. Hvis man prædiker kærlighedsbudet og i det daglige ofte er ukærlig i forhold til børnene, er det denne forvirring, der gives videre.
Er kærligheden til Gud og ens næste ens vigtigste religiøse værdi, som den er i kristendommen, er det selvfølgelige en forudsætning, at forældrene selv udlever denne i forhold til barnet, hvis den skal gives videre.
Familien er den bedste skole
Det er ikke nogen let opgave, og det kan tage et langt liv at lære det. Det første skridt er ofte at blive voksen nok til at erkende, at man netop ikke er voksen nok og ikke være bange for at vise børnene det. De kan jo alligevel godt se det, og det giver kun tryghed, hvis vi selv er åbne om sandheden.
Forældre-opgavens enorme fordringer kan – hvis de erkendes - motivere forældrene til at gå dybere i deres religiøse overbevisning for at hente ressourcer. På den måde kan man accelerere og forstærke den religiøse udvikling. Man kan styrke sin integritet og ønsket om at blive et levende eksempel på det, man bekender sig til.
Hvis man vil lære kærlighedens kunst, så er familien en af de bedste skoler, man overhovedet kan gå i. Her lærer den opmærksomme forældre-elev hurtigt, hvor svært det er at være kærlig døgnet igennem.
Man må lytte opmærksomt til, hvad ens børn prøver at lære én om én selv. Og frem for alt må man kunne angre og sige undskyld, når man har været ukærlig. Et oprigtigt undskyld er i sig selv en kærlig handling. Overfladiske undskyldninger skal man holde sig langt fra.
Barnet har det største hjerte
Hvis der er konflikter med børnene, så bør vi f. eks. altid granske nøje, hvordan vi selv er hovedaktørerne i at skabe dem med de negative vibrationer, der udgår fra vore hjerter. Hvad hovedet angår, er vi som voksne klogere. Men hvad hjertet angår, er barnet. Og det er igennem hjertet, at religiøsiteten primært udvikles, både hos børn og voksne.
At se bjælken i ens eget øje i stedet for splinten i den andens er pinligt, men frigørende, og åbner døren mere for sindsroen og kærligheden.
Selvfølgelig elsker vi også vore børn og viser dem det mange gange. Problemet er bare at vi, når vi er “tændt” af negative eller vrede følelser, ofte er betydelig mere lidenskabelige og engagerede i udtrykket, kropslig og verbalt, end når vi er kærlige. Børn vil derfor let få den opfattelse, at det, der kommunikeres med vrede, måske er tættere på det, vi virkelig mener.
Giv plads til spørgsmål
Gennem eksemplets magt vil fundamentale religiøse værdier og leveregler gives videre til næste generation på en særdeles integreret måde. Men det er ikke ualmindeligt, at barnet senere i ungdomsårene må stille spørgsmål ved de fundamentale principper og værdier, der fulgte med opdragelsen.
En sådan skepsis er sjældent optakten til et fravalg, men kan blive det, hvis forældrene indtager en ukærlig holdning til den unges selvstændiggørelse. Men så går man jo imod sine egne principper. Opdager man det i tide og korrigerer det, bliver man endnu mere rodfæstet i sin egen religiøsitet og et endnu bedre eksempel.
Kort sagt, man kan ikke “give” sine religiøse værdier videre til næste generation, men jo mere man lever sin egen tro i dagligdagens relationer til børnene, des større en inspirationskilde vil man være for dem til, at de senere følger efter – af egen fri vilje.
Nej, man bliver ikke nødvendigvis mere religiøs af at blive forældre – men det vil være en rigtig god ide at blive det.
Peter Damgaard-Hansen
Privatpraktiserende Psykolog
Integreret Psykologi
Kanalvej 17
7700 Thisted
Tlf. 97 97 43 43
e-mail: peter@docpeter.com
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
10 indlæg det seneste døgnTrådet overblik | Fladt overblik
Læs artiklen bag debatten her: Troen formes af forældrenes handlinger
Ih, hvor en fin artikel. Tak for den!
skriver du.
Så vil jeg fortælle lidt om det fine menneske der gemmer sig bag artiklen.
http://www.peter-damgaard-hansen.dk/
Peter Damgaard-Hansen ham har jeg den største respekt for og hvis der er noget han kan så er det at få en gruppe til at fungere i forbindelse med "selvudviklingskurser", hvor jeg for 25 år siden var ivrig deltager på flere af hans internatkurser rundt omkring på sjælland.
Miraker og ren magi til tider og han var fortrolig med stort set alle terapeutiske metoder.
Han kunne skifte, alt efter behov, mellem gestaltterapi, åndedrætsterapi, primalterapi og andre kropsterapier, bioenergetiske energiøvelser og utallige meditationsformer over til psykodrama, bare nævn noget, for han magtede det hele professionelt og han er stensikker og når han skønner at nu skal den og den samles op via seriøs samtaleterapi med den nødvendige tid og opmærksomhed,,, så greb han ind.
eminent til at få alle med i gruppen, få gruppen rystet sammen. I stedet for 24 individer eller enkeltpersoner, kom vi hinanden ved straks den første aften og alle fik ansigt og stemme på straks og vi brugte hinanden som personer. Drama uden lige, maske på maske blev smidt og nye prøvet af,, jeg har set så store forandringer at det set fra et biologisk synspunkt må betegnes som det der går under mirakler (her kan det ordinære sundhedsvæsen godt pakke sammen på en lang række områder). Folk der på få dage totalt ændrer sig som mennesker, ikke til at kende igen, nyt ansigt, hel nyt udtryk, ny hals og stemme, ny krop qua hel ny kropsholdning og ny måde at bevæge sig på, stemmen der er ændret for altid. Hvordan kroppen og hovedet blev sat sammen igen efter at have været igennem alt det med stemmen, gråd, jubel, råb, skrig, sang og tale, dette at tage ordet og få sin egen stemme og udtryk, personlighed.
Så udadvendt og så robust og vitalt og socialt det var og tænk at vi samtidigt arbejdede med de dybeste af alle lag der findes i mennesket. Altid ansigt på, altid op til eller ud i fuld bevidsthed, og det var jo lige der vi havde hinanden at bruge og nå ud til og frem til (jeg har set mange fødsler og gennembrud og der taget imod mange nyfødte mennesker). Men aldrig blev nogen presset af hverken ham eller gruppen til at gå længere end de havde lyst.
Jeg har set meget alvorlige neuroser der skæbnesvangert havde formet personers kroppe over år, hele kropsholdningen/fysiognomien og sind og tanker der var skæbnesvangert præget af ufrihed og "død" og standset var ethvert form for normal følelsesliv, følelser der aldrig havde fået lov til at blive udtrykt, nå halsen og gå igennem halsen, blive en integreret del af stemmen og ens udtryk i det hele taget, og nå helt ud i ansigtet og øjnene som en blomstring til sidst. Folk der ellers let ville være dømt til kronisk sygdom og invaliditet eller meget begrænset livskvalitet og handlemuligheder har jeg set undergå den totale forvandling på ganske kort tid. Hvordan mennesker fik deres ansigtskulør og varme glød igen og deres følelsesmæssige medsving, socialitet/personhed og livlighed igen.
Kroniske sygdomme og begyndende sygdomme ville ikke kunne overleve disse internatkurser, som var en trussel imod enhver begyndende fejlindstilling til livet og sin egen biologi, sig selv og andre mennesker og sit eget eget udtryk, personhed og virketrang/lyst, participationslyst.
Det var som om vi gik alt det barske traumatiske igennem de første par dage, hvor der var noget katharsis over det, og så de sidste dage blev bare smukkere og smukkere, finere og finere energier dukkede op mellem os. Og folk begyndte indbyrdes at kunne tage vare på hinanden, takket være Peters store evner for at få os til at fungere indbyrdes og bruge hinanden.
Jeg har prøvet meget, men aldrig noget der var så dynamisk og gik så dybt og var så livsbekræftende og så fandenivoldsk antiautoritær og metodeløs, trods det at manden meget professionelt beherskede de ovennævnte og mange flere terapeutiske metoder.
Ofte begår en terapeut den fejl at metoden der skulle være et stærkt hjælperedskab, den bliver selve det hellige mål, men sådan var det ikke hos Peter her. Ja hos utrolig mange terapeuter bliver ellers metoden den der kommer til at stå i vejen for den rigtige personlige vækst og udvikling, men aldrig hos Peter, som om han kunne overskue metodernes begrænsninger og at han ikke hoppede på nogen af dem som den eneste gyldige vej til forløsning og vækst.
Mange steder er terapeuten en nar der skoler folk med metoden og bruger denne som en trinvis vej imod noget denne idiot har set og mener er den evige salighed, frem for at støtte op om at give folk frihed over dem selv og deres eget liv. Uff disse rituelle skærsildsterapier på vej ind imod himlen er frygtelige. Og takket være yderst kompetente Peter Damgaard-Hansen, da gennemskuer jeg alle disse fastlagte rituelle skærsildsterapier hvor terapeuten ønsker et bestemt produkt fordi han i sidste ende er et skide ensomt menneske, der gerne vil ha at folk når frem til ham (binder sig til ham og hans tradition/skole) frem for at de bliver frie, får frigjort bundne energier/drifter, ressourcer og potentialer, til at agere i deres eget liv, uafhængig af/fri af terapeuten og hans skoles virkelighedsbillede. Alle disse selvhøjtidelige metoder og terapeutiske retninger her og der hvor man skoles og indoktrineres, gys siger jeg bare.
For hvem er det lige der burde være i centrum? Hos Peter Damgaard-Hansen er det stensikkert at du bliver hovedpersonen og det fra første minut du er der.
Vore veje skiltes for mange år siden, og jeg har observeret at han siden da har nærmet sig den kristne tro. Ganske interessant med den kæmpe store terapeutiske erfaring han har haft på det tidspunkt han har nærmet sig denne.
Hilsen HansKrist.
skriver du.
Så vil jeg fortælle lidt om det fine menneske der gemmer sig bag artiklen.
http://www.peter-damgaard-hansen.dk/
Peter Damgaard-Hansen ham har jeg den største respekt for og hvis der er noget han kan så er det at få en gruppe til at fungere i forbindelse med "selvudviklingskurser", hvor jeg for 25 år siden var ivrig deltager på flere af hans internatkurser rundt omkring på sjælland.
Miraker og ren magi til tider og han var fortrolig med stort set alle terapeutiske metoder.
Han kunne skifte, alt efter behov, mellem gestaltterapi, åndedrætsterapi, primalterapi og andre kropsterapier, bioenergetiske energiøvelser og utallige meditationsformer over til psykodrama, bare nævn noget, for han magtede det hele professionelt og han er stensikker og når han skønner at nu skal den og den samles op via seriøs samtaleterapi med den nødvendige tid og opmærksomhed,,, så greb han ind.
eminent til at få alle med i gruppen, få gruppen rystet sammen. I stedet for 24 individer eller enkeltpersoner, kom vi hinanden ved straks den første aften og alle fik ansigt og stemme på straks og vi brugte hinanden som personer. Drama uden lige, maske på maske blev smidt og nye prøvet af,, jeg har set så store forandringer at det set fra et biologisk synspunkt må betegnes som det der går under mirakler (her kan det ordinære sundhedsvæsen godt pakke sammen på en lang række områder). Folk der på få dage totalt ændrer sig som mennesker, ikke til at kende igen, nyt ansigt, hel nyt udtryk, ny hals og stemme, ny krop qua hel ny kropsholdning og ny måde at bevæge sig på, stemmen der er ændret for altid. Hvordan kroppen og hovedet blev sat sammen igen efter at have været igennem alt det med stemmen, gråd, jubel, råb, skrig, sang og tale, dette at tage ordet og få sin egen stemme og udtryk, personlighed.
Så udadvendt og så robust og vitalt og socialt det var og tænk at vi samtidigt arbejdede med de dybeste af alle lag der findes i mennesket. Altid ansigt på, altid op til eller ud i fuld bevidsthed, og det var jo lige der vi havde hinanden at bruge og nå ud til og frem til (jeg har set mange fødsler og gennembrud og der taget imod mange nyfødte mennesker). Men aldrig blev nogen presset af hverken ham eller gruppen til at gå længere end de havde lyst.
Jeg har set meget alvorlige neuroser der skæbnesvangert havde formet personers kroppe over år, hele kropsholdningen/fysiognomien og sind og tanker der var skæbnesvangert præget af ufrihed og "død" og standset var ethvert form for normal følelsesliv, følelser der aldrig havde fået lov til at blive udtrykt, nå halsen og gå igennem halsen, blive en integreret del af stemmen og ens udtryk i det hele taget, og nå helt ud i ansigtet og øjnene som en blomstring til sidst. Folk der ellers let ville være dømt til kronisk sygdom og invaliditet eller meget begrænset livskvalitet og handlemuligheder har jeg set undergå den totale forvandling på ganske kort tid. Hvordan mennesker fik deres ansigtskulør og varme glød igen og deres følelsesmæssige medsving, socialitet/personhed og livlighed igen.
Kroniske sygdomme og begyndende sygdomme ville ikke kunne overleve disse internatkurser, som var en trussel imod enhver begyndende fejlindstilling til livet og sin egen biologi, sig selv og andre mennesker og sit eget eget udtryk, personhed og virketrang/lyst, participationslyst.
Det var som om vi gik alt det barske traumatiske igennem de første par dage, hvor der var noget katharsis over det, og så de sidste dage blev bare smukkere og smukkere, finere og finere energier dukkede op mellem os. Og folk begyndte indbyrdes at kunne tage vare på hinanden, takket være Peters store evner for at få os til at fungere indbyrdes og bruge hinanden.
Jeg har prøvet meget, men aldrig noget der var så dynamisk og gik så dybt og var så livsbekræftende og så fandenivoldsk antiautoritær og metodeløs, trods det at manden meget professionelt beherskede de ovennævnte og mange flere terapeutiske metoder.
Ofte begår en terapeut den fejl at metoden der skulle være et stærkt hjælperedskab, den bliver selve det hellige mål, men sådan var det ikke hos Peter her. Ja hos utrolig mange terapeuter bliver ellers metoden den der kommer til at stå i vejen for den rigtige personlige vækst og udvikling, men aldrig hos Peter, som om han kunne overskue metodernes begrænsninger og at han ikke hoppede på nogen af dem som den eneste gyldige vej til forløsning og vækst.
Mange steder er terapeuten en nar der skoler folk med metoden og bruger denne som en trinvis vej imod noget denne idiot har set og mener er den evige salighed, frem for at støtte op om at give folk frihed over dem selv og deres eget liv. Uff disse rituelle skærsildsterapier på vej ind imod himlen er frygtelige. Og takket være yderst kompetente Peter Damgaard-Hansen, da gennemskuer jeg alle disse fastlagte rituelle skærsildsterapier hvor terapeuten ønsker et bestemt produkt fordi han i sidste ende er et skide ensomt menneske, der gerne vil ha at folk når frem til ham (binder sig til ham og hans tradition/skole) frem for at de bliver frie, får frigjort bundne energier/drifter, ressourcer og potentialer, til at agere i deres eget liv, uafhængig af/fri af terapeuten og hans skoles virkelighedsbillede. Alle disse selvhøjtidelige metoder og terapeutiske retninger her og der hvor man skoles og indoktrineres, gys siger jeg bare.
For hvem er det lige der burde være i centrum? Hos Peter Damgaard-Hansen er det stensikkert at du bliver hovedpersonen og det fra første minut du er der.
Vore veje skiltes for mange år siden, og jeg har observeret at han siden da har nærmet sig den kristne tro. Ganske interessant med den kæmpe store terapeutiske erfaring han har haft på det tidspunkt han har nærmet sig denne.
Hilsen HansKrist.
flexblock
Stillinger
-
Kirketjener søges til Lundtofte Sogn i Lyngby-Taarbæk Kommune
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce