Alle forvandles

Hej Karen.

Jeg har nogle spørgsmål til dig omkring kristendom og døden, som jeg håber, du
vil hjælpe mig med.

Jeg kan sagtens forstå dødsopfattelsen i det gamle testamente. Men det nye testamente har jeg lidt sværere ved.

Altså, når man dør, bliver ens krop vel til jord igen. Med når man så siger "af jord vil du
igen opstå" - hvem eller hvad er det så, der opstår, er det en ny krop, man får? Den gamle smuldrer vel til jord?

Hvad med sjælen, venter den? I så fald hvor? Hvordan skal man forstå det?

Hvad er kritikken af dødsopfattelsen i det ny testamente?

Et andet relateret spørgsmål er om muslimer og buddhister også bliver frelst af vores kærlige Gud?
Håber meget, du vil hjælpe mig med disse store spørgsmål.

Hilsen Monica.

Svar:

Kære Monica

Mht. de dødes opstandelse, så er det unægteligt et svært spørgsmål at forstå hhv. at svare på i og med, at denne forestilling overgår vor menneskelige forstand.

Det måtte Paulus jo også sande, da han fortale grækerne i Athen om Gud, Jesus og opstandelsen.

Han havde tilhørerne med sig indtil, han fik nævnt de dødes opstandelse:

"men da de hørte om opstandelsen fra de døde, spottede nogle; men andre sagde: "Det vil vi høre dig tale om en anden gang."" (Ap. 17,32)

Mht. de dødes opstandelse, så er det vigtigt at være opmærksom på, at vi der vil erfare en tilværelsesform, der er ganske anderledes end den, som vi kender nu.

Det fremgår bl.a. af det svar, som Jesus giver til nogle saddukæere (en jødisk gruppering, der ikke troede på opstandelsen), da de stiller ham det egentligt ret smarte spørgsmål om hvem en kvinde, der har været gift med en hel række af brødre, så skal være gift med, når alle opstår fra de døde.

Jesus svarer: "I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen." (Matt. 22,29-30)

Efter de dødes opstandelse forsætter livet ikke i vanlig baner bare på en bedre måde, end vi var vandt til, nej det forvandles, hvad også vil sige, at vore kroppe vil være forvandlede, åndelige kroppe, om man vil, således som Paulus også udpensler det i 1. Kor. 15,35-57.

På samme måde er det også tydeligt, at Jesu legeme er forvandlet efter hans opstandelse således, at han i første omgang ikke genkendes af hans venner, ligesom han nu også kan gå gennem lukkede døre. (Luk. 24,13-16 & Joh. 20,14 & Joh. 20,19)

Den forvandling, som Jesu legeme gennemgår, er et billede på den forvandling, som også vore legemer vil gennemgå. (1. Kor, 15,20)

Hvor sjælen er i ventetiden frem til de dødes opstandelse, er der flere bud på.

Nogle mener, at sjælen venter med kroppen i graven og indtil de dødes opstandelse sover en art søvn.

Men den mest udbredte forestillingen indenfor kristendommen er den, at sjælen lever videre i himlen eller i helvedet, mens den venter på de dødes opstandelse.

Mht. himlen så kan vi ikke beskrive denne tilstand med ord, men vi kan prøve at forestille os den som en dimension, der eksisterer parallelt med de dimensioner, som vore sanser kan se og forstå.

Himlen er ikke et sted i det fjerne, som det hedder i en moderne salme, men er der, hvor Gud er nær.

I Det Nye Testamente finder vi en række forskellige billeder på livet efter døden, der ikke uden videre lader sig harmonisere.

Det hænger sammen med, at der jo er tale om fænomener, der som sagt går langt ud over vor forstand og sprogets rækkeevne.

Derfor bliver der brugt forskellige billeder, som sikkert skal forstås metaforisk, for som Paulus siger: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud." (1 Kor. 13,12)

Kritikken af dødsopfattelserne i Det Nye Testamente retter sig især mod det forhold, at man her forsøger, at beskrive hvad forstanden ikke kan forstå og vore sanser ikke kan erfare.

Og sådanne fænomener har det naturvidenskabeligt prægede vestlige menneske svært ved at forholde sig til.

Mht. de ikke-kristnes hhv. de ikke-troendes frelse, så må man som kristen fastholde, at Jesus er vejen, sandheden og livet. (Joh. 14,6).

Der findes ingen anden vej til Gud end Jesus Kristus.

Set på den måde så fører alle de andre religioner ikke til Gud. Men, det er også vigtigt at holde fast ved, at Gud ikke ønsker, at nogen skal gå fortabt. Ingen kærlig Gud skaber mennesker med det formål, at de skal leve uden ham og hans kærlighed.

Frelsen er for mig at se at leve et liv med Gud, derfor starter frelsen også her og nu, og er ikke noget, som først kommer, når vi dør.

Et sådant liv er kun muligt, fordi Gud vil det, og at han vil det, har han vist os ved at blive menneske i Jesus Kristus.

Der er simpelthen ikke nogen ende på, hvad han vil gøre, for at få os til at leve med ham! I et sandt kærlighedsforhold må dog begge parter sige ja, det vil sige, at også mennesket på en eller anden måde må sige ja til Gud, men om vi, har sagt et sådant ja, om nogen har et liv med Gud, ja det ved i sidste instans kun Gud selv.

Derfor kan ingen udtale sig om nogens frelse! Vi kan kun håbe og tro, at Gud, for hvem intet er umuligt, nok skal finde en løsning også for dem, som ikke kender til Jesus. At vi frelses ved tro, vil i sidste instans sige, at vi tør lægge vor og alle andres frelse i Guds hænder, de hænder, som blev naglet til korset for vor skyld.

Med kærlig hilsen

Karen M Larsen
Cand.mag. i historie og religion