Her ser du fine eksempler på dødsstraf for frafald i andre religioner end islam. Dødsstraf for frafald blev praktiseret før islam kom og også efterfølgende. Islam sørgede dog for, at denne lov ikke blev misbrugt og ikke ramte uskyldige børn og kvinder.

Dernæst spørger du om, hvorfor islam foreskriver dødsstraf for alle, der frafalder. Dette er heller ikke korrekt. Islam foreskriver ikke dødsstraf for alle, der frafalder. Ingen kan dog nægte, at sharialoven i nogle tilfælde har dødsstraf for frafald.

Frafald (arabisk: irtidad) opdeles i to kategorier "irtidad milli" og "irtidad fitri". Forskellen på disse to vil jeg komme ind på senere. Personen der frafalder, bliver kaldt for "murtad" (hankøn).

Dødsstraf for frafald har kriterier, der skal opfyldes, før loven må træde i kraft. Jeg nævner de grundlæggende kriterier:

- Personen der frafalder, skal leve i en islamisk stat, hvor sharia er gældende. Loven må ikke bruges i lande, hvor sharia ikke er statens grundlov.

- Personen der frafalder, skal i første omgang selv have valgt islam. Blev personen tvunget til konvertering, må personen frafalde uden dødsstraf.

- Personen skal have frafaldet åbenlyst. Frafalder personen, men holder det for sig selv, er der ingen dødsstraf.

- Dødsstraf er kun for mænd. Kvinder og børn får ikke dødsstraf for frafald.

- Bliver personen tvunget til frafald af andre, er der ingen dødsstraf.

Murtad milli er den, der til at starte med ikke var muslim, men konverterer til islam og derefter frafalder åbenlyst. Denne person har mulighed for at søge tilgivelse og fortrydelse og dermed undgå dødsstraf.

Murtad fitri er den, der er født muslim og senere vælger, at frafalde åbenlyst. Denne person har mulighed for tilgivelse og kan tilgives for sit frafald på Dommedagen, men har ingen fortrydelse i dette liv. Det vil sige, at denne person får dødsstraf, hvis de tidligere nævnte kriterier er opfyldt.

Dødsstraf for frafald bliver i modsætning til Bibelen ikke nævnt i Koranen. Shariah-loven, der berører dette emne, bliver derfor udelukkende udvundet fra hadith.

Gennem hadith kan vi se eksempler på, at profeten Mohammad tilgav de, der valgte at frafalde. Eksempelvis valgte Abdullah bin Sa`d bin Abi Sarah at konvertere til islam, men valgte derefter at frafalde. Han fortrød det senere og søgte tilgivelse, hvor profeten Mohammad tilgav ham.

2.
Jeg kan ikke se, hvad disse to ting har med hinanden at gøre.

Er man som muslim vred, fordi nogen vælger at tegne og håne vores hellige profet, må man først og fremmest huske på, hvad profeten har lært os. Profeten Mohammad har eksempelvis lært os, at ikke handle i vrede, da der ikke kan være meget omtanke i en handling udført i vrede.

Dernæst skal man som muslim huske, hvad profeten Mohammad (saws) selv gjorde, da folk dengang hånede ham. Kigger man på hadith, ser man, at han tilgav de, der hånede ham og gav deres uvidenhed skylden.

Hvis man som muslim i dag påstår, at man elsker profeten Mohammad, bør man i første omgang se, hvordan profeten handlede og prøve at efterleve det, i stedet for at falde i fælden og give efter.

Det er der mange, der ønsker at vi muslimer gør. Dansk Folkeparti er et godt eksempel på det, og det samme er Gert Wilders. Det var derfor, han lavede filmen Fitna og derfor DF tog varmt imod ham, da han besøgte Danmark.

Du spørger, hvorfor vi som muslimer ikke er vrede på de muslimer, der dræber os. Dette er en usand påstand. Muslimer er de største ofre for Al-Qaida og lignende terrorgrupper. Vi er de største ofre for tyranniske statsledere.

Vores lærde har flere gange udstedt fatawi imod terror og demonstrationerne i Irak mod de der dræber irakere har der været mange af.

Profeten Mohammad har sagt: "En muslims blod er helligere end kaba'en." Derfor er det kun en selvfølge, at jeg bliver vred, når uvidende muslimer dræber andre muslimer. Jeg bliver mindst ligeså vred, når uvidende muslimer udfører terror mod ikke-muslimer. Men igen lader jeg ikke min vrede styre min fornuft.

3.
Der er mange palæstinensiske flygtninge. Alene Libanon har over en kvart million palæstinenere og Jordan har over to millioner.

Men svaret er simpelt: Palæstina er palæstinensernes land, og derfor bestemmer de selv, hvorvidt de ønsker at emigrere eller ej.

Nogle palæstinensere er dog mindre heldige og har ikke selv truffet valget, men er blevet tvunget ud af deres eget hjem af israelske besættere.

Med venlig hilsen
Mohammad Al-Jizani
Muslimsk hjemmesideredaktør og studerende