Velfærd i kristen forstand handler om, at vi mennesker er ansvarlige og forpligtede, pointerer Britta Schall Holberg.-
- Foto: Peter Kristensen.
Britta Schall Holberg |
8. marts 2010
Folketingspolitiker Britta Schall Holberg efterlyser mere religion i det offentlige rum
Tanken om, at religion skal ud af det offentlige rum blev oprindeligt fostret under den voldsomme Muhammmedkrise. Under krisen var der angiveligt næsten for megen religion i det offentlige rum. Derfor kan udsagnet forklares.
Men ellers har jeg aldrig været enig i udsagnet. Tværtimod er det, vi danske i mange år har manglet netop, at religion kunne optræde i det offentlige rum. At vi simpelthen ville være ved, at der er noget, vi tror på, og at vi som danske for 80 procents vedkommende (4,5 mio. mennesker) er meldt ind i Den danske Folkekirke.
Religion spiller altså en vældig rolle her i landet. Men det har længe været et problem, at vi ikke rigtig vil være ved det.
At vi tror, eller at vi har behov for at have noget udenfor os selv at holde os til, er ikke noget, vi skilter med.
Det at sige,” jeg tror”, er stadigvæk et tabu. Vi mener i høj grad, at det at tro er en privat sag. Det er det ikke. At tro er en personlig sag, men det er ikke noget privat. Det er altså ikke noget, vi skal pakke væk og skamme os over eller erkende i det dulgte.
110.000 danskere går i kirke hver søndag. Det er rigtig, rigtig mange. Det bør vi naturligvis stå ved.
Og på sin vis gør vi det jo også. Der har ikke i mange år været så megen debat om religiøse spørgsmål i netop det offentlige rum som nu. Det er ikke så mærkeligt, for vi har et traditionstab i dette land, netop fordi vi har været så blufærdige omkring vores tro.
I en årrække har det ikke været særlig eftertragtet at undervise i kristendom i skolen. Det betyder, at flere generationer er gået ud af den danske FOLKE-skole uden at have et rimeligt kendskab til, hvad kristendom er, og dermed hvad grundlaget for hele den danske tankegang er.
Sagen er jo nemlig, at kristendommen og dens termer spiller en så væsentlig rolle for os danske som kulturgrundlag i det daglige. Kristendommens etik spiller en væsentlig rolle i den måde, vi lovgiver på. Men også i hele det begrebsapparat, vi på anden måde betjener os af i bl.a. sange og salmer og i litteratur.
Hvis ikke vi har et kendskab til de kristne begreber, kan det blive meget vanskeligt for os at forstå, hvad det er, der bærer vores samfund, men det kan også blive meget vanskeligt at tyde mange sange, salmer og altså også litteratur, men også vendinger i sproget, som vi dagligt betjener os af.
Den danske Folkeskole er direkte bange for at komme til at indoktrinere børnene, eller komme til at nærme sig forkyndelse.
Mange steder har man af samme årsag strøget både morgensang med salmer og sange, men også juleafslutninger med fadervor eller besøg med krybbespil i den lokale kirke. Sæt man blev anklaget for at stikke noget ned i halsen på børnene! I stedet overlader man så de intetanende unge til at gå til præst forud for konfirmationen, fuldstændig forudsætningsløse. Præsten begynder ofte på totalt bar bund.
Og det sker i et land, hvor det religiøse tilhørsforhold er hovedsagen i Grundlovens paragraf 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan at staten.”
Det bør vi selvfølgelig tage alvorligt og turde være ved… også i det offentlige rum! Men også i folkeskolen og folkekirken. Vi har et voldsomt behov for at undervise børn og unge i, hvad der er grundlaget for vores danske folkekirke. Vi kan ikke forlange, at de skal tro. Det er som sagt en personlig sag. Men vi er nødt til at fortælle dem om, hvad de kristne begreber betyder – også for at de kan tage personlig stilling.
Til dette hører også, at vi i disse år har mennesker, der kommer hertil med en anden tro og en anden kulturel baggrund. Disse mennesker må nødvendigvis spørge: Hvad tror I på? Det spørgsmål er ofte et alt for voldsomt spørgsmål at svare på for os danske.
Vi er alt for undseelige til at svare på det, eller vi er bange for at træde frem netop i det offentlige rum og sige, at der ER noget, vi tror på eller føler os tiltrukket af – eller helt enkel fortælle, hvad det er, der menes med paragraf 4, uanset om vi selv har en religiøs overbevisning eller ej.
Vi bliver nemt bange for de andres meget mere grundfæstede tro, hvis vi selv ikke har gjort os klart, hvad der er vores religiøse eller kulturelle baggrund. Vi tror fejlagtigt, at de andres tro betyder, at de er fundamentalister, ligesom vi tror, at mennesker, der giver udtryk for en grundfæstet tro herhjemme, er fundamentalister.
Religion er for danskere noget, vi er bange for. Vi tror på en eller anden måde, at det udarter. At det fører ufred med sig, eller at mennesker der tror ikke ”kan stå selv”, men må have en krykke at læne sig til.
Frihed er for os danske i høj grad blevet et spørgsmål om at være fri – fri af autoriteter og bånd og dermed også af troen. Frihed er at gøre, hvad jeg selv har mest lyst til.
Meget tyder på, at vi ikke bliver lykkeligere af at være frit i luften svævende, uden anden bærekraft end troen på os selv. Velfærd er for os blevet et spørgsmål om økonomisk velstand. Noget materielt.
Men velfærd i kristen forstand handler om, at vi mennesker er ansvarlige og forpligtede. At vi er sat i verden for at fylde vores plads ud og ikke bare smyge ansvaret af os. Frihed er at være bundet i et tilhør til en forpligtelse som menneske. Frihed i kristen forstand handler ikke om at være frit i luften svævende. Tværtimod.
Det budskab trænger vi til at turde sige åbent i det offentlige rum.
Britta Schall Holberg (V) er formand for folketingets kirkeudvalg
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk