Pelle Dam |
9. marts 2010
Der er ingen grund til at forklare danske værdier med Bibelen, mener Pelle Dam, landsformand i SFU
Frem til omkring år 1800 levede de europæiske jøder i ghettoer.
I den tyske by Frankfurt hed ghettoen Judengasse. Her skulle jøderne bo. Der måtte ikke være vinduer i husene (for så kunne jøderne jo udspionere de kristne), jøderne måtte ikke eje fast ejendom, heller ikke deres egne huse, og alle jøder skulle gå i særligt tøj, så ordentlige folk kunne nå at skjule deres børn og værdigenstande, hvis en jøde nærmede sig.
Bystyret opfattede ikke sig selv som antisemitisk (begrebet fandtes end ikke dengang), og man så heller ikke sig selv som onde mennesker, men som forsigtige, forudseende og ansvarlige. Og eftersom enhver vidste, at jøderne var ansvarlige for korsfæstelsen af Jesus og i øvrigt ofrede kristne drengebørn og drak deres blod, var det jo fuldstændig indlysende, at den slags mennesker skulle holdes under skarp kontrol.
Den franske revolution gjorde op med den slags religiøse udskejelser. Man fastslog, at staten skulle være sekulær, altså fri for religiøs omklamring, og at religion var en privat sag.
I stedet for religiøse påbud satte man de borgerlige rettigheder, manifesteret i sloganet om frihed, lighed og broderskab, og den juridiske diskriminering af jøder og protestanter i Frankrig ophørte.
Herved sikrede Frankrig sig en førerstilling inden for kunst, kultur og naturvidenskab, en førerstilling man bevarede frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvor man blev overgået af det ligeledes sekulære USA. Der var selvfølgelig også andre faktorer, der spillede ind, men uden frihed for religiøs omklamring var det ikke gået.
Det var – og er – fraværet af religiøs tvang over samfundet, der sikrer den enkeltes frihed, den intellektuelle frihed og langt hen ad vejen også den økonomiske udvikling i samfundet.
Dette forhindrer på ingen måde franskmænd eller amerikanere i at være religiøse på det personlige plan, så man kan ikke hævde, at det sekulære princip har udviklet sig til en art forfølgelse af religion.
Vi har heller ikke set eksempler på, at det ”religiøse vakuum”, der angiveligt opstod, førte til at det offentlige rum blev overtaget af andre totalitære ideologier eller konfessioner.
Den tyske nazisme afløste ikke et sekulært samfund, men det kejserlige Kinder-Küche-Kirche-diktatur, og den italienske fascisme opstod i den katolske kirkes moderland uden nævneværdig modstand fra paven. Massakrerne i det stærkt katolske Rwanda blev bl.a. initieret af lokale katolske nonner.
De sekulære samfund har endnu ikke kunnet producere noget tilsvarende.
Det frie, sekulære samfund er ikke neutralt. Det har aktivt valgt at beskytte alle borgere mod overgreb, uanset om disse borgere er katolikker, jøder, hinduer eller fritænkere. Og med tiden er beskyttelsen blevet udvidet til også at omfatte beskyttelse mod diskrimination på grund af f.eks. køn, race eller seksualitet.
Alle nyder samme rettigheder til at tænke, tro eller leve, som de nu vil, og ingen forhindres i at udfolde sig, heller ikke i det offentlige rum.
I Danmark har vi for længst valgt det sekulære princip som samfundsmodel. Vi har ganske vist en statskirke. Kongen skal ganske vist være medlem af den, og Folketingets åbning markeres bl.a. med en efterfølgende gudstjeneste.
Men det er så inderlig ligegyldigt.
Vi har for længst vænnet os til at leve efter de sekulære principper, og selvom vi fra tid til anden oplever forsøg på at genskabe kirkens magt og vælde, så bliver det ved snakken.
Dermed ikke sagt, at kristne (protestantiske) værdier ikke præger det danske samfund - for det gør de. Men der er ingen grund til at lede efter vores værdier i Bibelen eller andre gamle støvede bøger - vi kan lige så godt opstøve vores samfunds værdier i vores sunde fornuft.
Pelle Dam, er landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk