Hvis vi accepterer religionsfrihed, må vi også acceptere alle former for religiøse symboler i det offentlige rum, mener Jakob Engel Schmidt.-
- Foto: privat
Jakob Engel Schmidt |
11. marts 2010
Det vil være mest fair for både stat og kirke at adskille de to, mener landsformand for Venstres Ungdom Jakob Engel Schmidt
Religion er en del af vores identitet, historie og kulturelle arv. For mig er religion også en helt personlig sag, hvis frihed er sikret i Grundloven, og som giver enhver dansker mulighed for at vælge, hvilken trosretning han ønsker at bekende sig til.
Et samfund, der giver frihed til religiøs pluralisme, må nødvendigvis acceptere, at denne religionsfrihed påvirker dagligdagen og religionen dermed er synlig i det offentlige rum.
Tanker om, at alle religiøse symboler skal bandlyses fra offentligheden, ligger mig derfor meget fjern, og vil i min optik være et indirekte opgør med de grundlæggende frihedsrettigheder, jeg vægter højt og værner om.
Hvis vi accepterer religionsfrihed, må vi også acceptere alle former for religiøse symboler i det offentlige rum. Argumentet for religionsfrihed, der samtidig bandlyser religion i det offentlige rum, er hyklerisk og selvmodsigende.
Derfor er
debatten om burkaer og andre religiøse beklædningsgenstande misforstået og måske begyndelsen til en fundamental debat om, hvorvidt vi reelt har religionsfrihed i Danmark.
Specielt den seneste tids debat, med præsterne fra Dansk Folkeparti i spidsen, har aktualiseret førnævnte problemstilling. Når Søren Krarup og Jesper Langballe i landsdækkende medier harcelerer mod islam og muslimske fædres påståede
drab på deres døtre, bliver jeg bekymret på religionsfrihedens og tolerancens vegne.
Ikke så meget fordi jeg tror at Dansk Folkepartis yderliggående holdninger og påstande finder opbakning i vælgerkorpset, men derimod fordi jeg fornemmer et skifte i debatpræmissen om, hvad man kan tillade sig at mene om andre mennesker og deres frihed til selv at vælge måden, hvorpå de lever deres liv.
Ønsker vi religionsfrihed, må vi også acceptere, at folk går forskelligt klædt – også selvom vi ikke nødvendigvis bryder os om det.
Derimod er jeg at den overbevisning, at man gør folkekirken en bjørnetjeneste ved at bevare den som statskirke. Jeg mener, at en total adskillelse af kirke og stats er afgørende for folkekirkens fremtid og mulighed for at præge Danmark religiøse udvikling.
Ligeledes mener jeg, at kirkeministeriet skal nedlægges og erstattes af et ”religionsministerium”, som skal overtage dets opgaver, og på lige linje servicere alle landets trossamfund. Min holdning bunder i en tro på, at staten skal være religiøst neutral for at bevare sin objektivitet overfor borgerne.
Jeg har derudover svært ved at forstå, hvordan et samfund, som anerkender religionslighed, samtidig lader de offentlige myndigheder prioritere en trosretning frem for andre.
Måske vigtigere er min tro på, at religion altid er en privat sag, som staten under ingen omstændigheder skal have en holdning til. Selv er jeg medlem af folkekirken og regner med at være det mange år i fremtiden. Mit medlemskab er dog et bevidst valg om at støtte den religion, som jeg bekender mig til.
Alligevel mener jeg, at kirke og stat hører hjemme hver for sig. Adskiller man kirke og stat giver man kirken frihed til at udvikle sig, præsentere sig på andre vilkår overfor borgere udenfor kirkesamfundet, og giver samtidig kirkens medlemmer afgørende mulighed for at opnå medbestemmelse.
I min optik er det de aktive kirkegængere, der skal medvirke til at udvikle kirken og bestemme retningen for dens fremtidige udvikling – ikke statens og folkevalgte politikere.
Det er trods alt paradoksalt, at når Danmark hjælper verdens fattigste lande med at opbygge demokratiske fundamenter, prædiker vi total adskillelse af kirke og stat – i religionsfrihedens hellige navn.
Jakob Engel Schmidt er landsformand for Venstres Ungdom
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk